S_ByenPaaKrydsOgTværs_1928

SLOTSHOLMEN

Fornemt forskanset bag stille K an a le r F redelig skærmet bag Bo lvæ rk og B ro , F a rv e t i Skæ ret a f Solen, som daler, Slotsholmen hviler i kongelig Ro. Knejsende T aarne og langstrakte Tage, L y s e a f Ir som Sm aragd og Turkis, Borgen, som vendte fra Døden tilbage, Smykkes a f Solen til Fo ra a re ts P ris. H ø jt p a a sin Ganger Kong F rede rik rider, M øder med H ilsen og H aand slag sit Folk, S a t p a a sin Po st i bevægede Tider, Skaan et fo r U vejrets dræbende Dolk. Knejsende Borg, slaaet sønder og hærget B le v du saavel som det prøvede Land, R e jste dog atter p aa det, som blev bjærget D et, som skal sta a gennem Storme og Brand . Ensomme M inde om Skatten , som tabtes, Slotskirken vidner alvorlig og stærk. Væ rd ige Bo lig for Skønhed, som skabtes, Hu set v i hilser med Thorvaldsens Væ rk . Slotsfløjen runder sig fint i en Bue Hen mod den dobbelte Sandstensportal, Ruderne spejler den glødende Lue, G lansen a f Solen mod Himlens Opal.

S k a rp t imod Vesthim lens lysende F lade Tegner sig statuesm ykket og let H a lv v e js i Sk ju l a f en høj Ba lu strad e Prinsens Palæ som en fin Silhuet. K ran se t a f Vedbendens dybgrønne R anker, B ryghu set rejser sig rødt som K o ra l, Briggen, som losser de lysende Planker, Spejler sin Top i den blanke K an al. H e r i et fredeligt H jørne a f Staden M ød e r vi Fortidens venlige Smil, Skuden i Havnen og Roen p aa Gaden, Huse i svundne Aarhundreders Stil. A lt, hvad vi ser ved de gamle K an aler, Syn es os ad let i skæ r Poesi, Tiden sta a r stille, og M inderne taler, N ynn er en gammel og kæ r Melodi. L iv , som har levet, har sa t sine Mæ rker, Ildsjæ les H igen b lev udløst i Kunst. Huset, hvor B issen har skab t sine Væ rk e r, S yn g er en V is e om Musernes Gunst. Ja , her er smukt ved de stille K an aler, H er b lev et E v e n ty r formet i Sten, H e r er vo rt Partenon, — selv om vi p raler L id t fo r frimodig med Nordens Athen.