S_ByenPaaKrydsOgTværs_1928

BYEN Jeg vandrer i B y en p aa K r y d s og paa tvæ rs O g bringer min H y ld e st til B yen p aa Vers, T il Byen , som smilende aabner sin Favn O g sk river i E lskerens H jæ rte sit N avn , København. Jeg hilser min B y p a a min daglige V e j Dens Skønhed og Ynde, dens Larm og Staahej I hvor jeg end fæ rdes i Ø st og i V e st, Som Slider i Hverdagens G r a a og som Gæ st ved en Fest.

E t F e lt fo r mit V irk e i B y en jeg fandt, O g tusinde T ra ad e til B y en mig bandt,

F r a Barndommens G ^ gjennem Ungdommens V a a r T il graanende Isse jeg knytted dem A a r efter A a r.

O g Aarene rulled’, og B yen b lev stor, En V erden a f M inder blev jævnet med Jord, M en ogsaa det nye har sin Poesi, D e t væ re en T røst, n aar en kæ r M elodi er forbi. Og B yen mig mødte med G ra ad og med Smil, M ed skiftende Sind som en D a g i Ap ril, M en fager at skue, hvad enten jeg saa Dens Tage og Taarne, n aa r Himlen v a r g raa eller blaa. M en mønstrer jeg B y en p aa K r y d s og p a a tvæ rs, S a a glemmer jeg ikke M edaljens R evers, Den bæ rer et Ansigt, hvis G læde forgik, M edusa med Slangernes giftige S tik i sit B lik. B a g flotte F acad e r Fo rfa ld e t jeg saa, B a g straalende M a sk e r det fattigste G ra a , O g spurgte jeg Byen , hvad godt den har bragt, S a a kunde det hænde, at S v a re t blev sagt med Foragt. M en hvad der kan siges om B yen a f sandt, S a a v a r det dog der, at det K ildevæ ld randt, Som kvæged’ og slukkede Sjæ lenes Tørst, H vo r V isdom sagerens G røde kom fø rst og v a r størst. H vo r Blomsten skød frem a f den nærende Muld, H vo r Skatteg rave ren hented’ sit Guld, H vo r L y s e t blev tændt fo r de tusinde Hjem, O g Menneskets Tanke drog Underet frem a f sit Gjem.