S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

125

skaffe penge t i l byggeriet på den måde. - Vi var v irk e lig ude i s id s te sekund - og tænk, hvor t ilfæ ld ig t at v i overhovedet kom det!

VI SLUTTER OS SAMMEN

På mødet var v i repræsentanter fra de f le s t e a f lejligh ed ern e i vores hus og fra husene på den anden side a f gaden. Flere havde medbragt udkast t i l , hvad der sku lle stå i det brev, som v i havde p lan lag t, at mødet sku lle resu ltere i . lø v r ig t snakkede v i meget om, hvemder sku lle have brevet - a lts å hvem der kun­ ne hjælpe o s. Vi endte med, at det sku lle være p o litik e rn e , både de lokale par­ t i - og væ lgerforeninger, grupperne i borgerrepræsentationen ved deres formænd, og endelig folketingsmedlemmer der var va lg t hos o s. E fter megen snak frem og tilb a g e nedsatte v i et skriveudvalg på fem fra vo­ res hus samt to a f vores nye venner. Udvalget gik hjem t i l en a f os e fte r mødet og arbejdede t i l hen ad k l. to om morgenen. Vi havde også få e t t i l opgave at sørge fo r , at fo r sla g e t b lev omdelt t i l a lle t i l underskrift, inden det kunne afsend es. Et par dage senere fik v i det gjort ferd ig t og dup likeret, så v i kunne dele det rundt t i l a l le i vores hus og i nabohusene. Et par dage e fte r var v i nogle stykker, der gik rundt og samlede underskrifter på brevet, e f te r at a lle havde haft t id t i l at tage s t i l l i n g t i l , om det nu også var sådan, som v i var b lev et enige om på mødet. Der var nogen, som ikke v i l l e være med; en ford i han havde hørt, at v i v i l ­ le b liv e genhuset i Holte, hvor han havde arbejde - en anden, ford i hun ikke havde noget imod at f l y t t e . En le jlig h ed stod tom, viceværten turde ikke - og endelig var de, som havde købt e je r le jlig h ed ikke in te r e ss e r e t, ford i de regne­ de med en god salgssum. E llers var v i med allesammen - også en del a f naboerne. Men dermed var arbejdet ikke s lu t . For at brevet sku lle være så p erson lig t som mu ligt, b lev det skrevet på maskine p erson lig t t i l hver enkelt modtager, dvs. 19 i a l t . Det var e t langt brev, så det tog lang t id . H eldigvis kendte v i én, der var sekretær på et h o sp ita l, hvor v i lån te skrivemaskinerne om natten , og en masse mennesker, som v i h eld igv is også kendte, skrev breve i treho ld s­ s k if t h ele natten . Vi havde haft noget besvær med at finde ud a f , hvem der var o p s t ill e t t i l fo lk e tin g e t i vores kreds - s e lv partierne havde svært ved d e t. Men det lykke­ des da. For at give vores henvendelse så megen s tø tt e som mu ligt, sendte v i pressen en kopi a f brevet, dvs. a lle bladene i København. Hvem_ville_så_støtte_os? I korte træk kan v i s ig e , at v i bad brevmodtageren om at læse brevet, sætte s ig ind i sagen, tage s t i l l i n g t i l den - og besvare nogle spørgsmål. Der var kun to a f folketingsmedlemmerne, der svarede - de svarede h u r tig t. Den ene fo ­ reslog os at henvende os t i l boligudvalget, hvor hun så v i l l e tage sagen op. Den anden - vores socialdemokratiske lokalradsformand - op ly ste , at han havde henvendt s ig t i l magistratens 4. afdeling og Adlle forsøge at hindre nedrivning "så længe som muligt".

se e v t. b ilag n r .2, s . 392