S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

hvor v i f ik a t v id e , at kommunalbestyrelsen v i l l e behandle begge ansøgningerne på e t møde f ir e dage senere. Det b lev et nej t i l o s . Det fa ld t e t par dage før Dragørs; og begrundelsen var, at man v i l l e sik re ejendommen t i l bømehaveformål for kommunens egne bebo­ ere ved hjælp a f en byplan. Det rar jo r im elig t nok, at en kommune fø r st v i l l e sørge for sin e egne - men a llig e v e l I Vi trø sted e os med, at det måske var en fø lg e a f vores i n i t i a t i v , at Birkerød så f ik noget der. Vi opgav Birkerød, t i l v i godt \ år senere gik i gang på en ny måde - som omtalt under Dragør. Vi bad dem s ig e , hvor deres byplanvedtægter t i l l o d os at lave en in s t itu t io n . Vi var jo b lev e t ved med at løbe ind i de samme proble­ mer, hver gang v i ansøgte øm e t hus, v i havde fundet. Systemet b lev siden ud­ v ik le t t i l , a t v i søgte oplysningerne, inden v i tog ud at se på husene. Birke­ rød var li d t lamgere om a t svare end Dragør, men svaret var nogenlunde det samme: de havde ikke plads t i l o s. I jun i 1971 fandt v i en anden annonce, der lød godt. Denne gang drejede det s ig o« en t id lig e r e gård i Solrød. Vi tog im id lertid ikke straks ud og så på ejendommen. Vi var b lev e t træ tte a f at få en masse forventninger, gode ideer og a f a t lave en masse forgæves arbejde. Nu ringede v i t i l kommunen og spurgte e f ­ t e r bestemmelserne strak s, inden v i tog derud, men så sagde de, at de v i l l e ha­ ve en s k r i f t l i g ansøgning. Vi tog derfor a llig e v e l ud og kiggede. Da det så v is t e s ig at være e t pragt­ fu ld t sted med adgang t i l stranden, skrev v i ansøgningen. Vi gik og glædede o s, og tog e t ekstra tag for a t lø se base-problemet. Men inden tre uger kom svaret fra Solrød: e t nej igen . Byplanvedtægten for det område, huset lå i , gav kun mulighed for in s titu tio n e r t i l kommunens egne børn. Vi ringede for at høre, om der s l e t ikke var nogen muligheder, og f ik at v id e, at der var la g t plan for a l den jord , der kunne b liv e t a le om i kommu­ nen - men v i kunne da prøve i Greve. Det gjorde v i så , men der sagde de, at v i sk u lle ud i "et grønt område, der var så s t o r t, at v i kunne forsvinde i det". Den sla g s havde de ganske v i s t ikke noget a f s e lv , men Københavns kommune hav­ de nogle fredede area ler langs kysten, og der kunne v i måske komme ind . . . . Så gik v i lø s på Solrød' kommune ig en , men .ændrede tak tik og spurgte dem nu i s te d e t, an de havde velegnede byggemodne' e ll e r bebyggede grunde, som v i kunne få lov a t være på, og om de i g iv e t fa ld v i l l e anvise o s , hvor de havde nogle. Efter knap en måned, i begyndelsen a f september 1971, rykkede v i for svar. Da det kom, var det e t nej igen . De sagde, a t arbejdet med a t besvare vores spørgsmål v i l l e være for s to r t t i l , at de kunne bruge t id på d e t. Men de love­ de a t undersøge muligheden for a t lægge en u d fly tte r i deres landzone, og om ■uligt a t vende tilb a g e med e t fo r sla g om en konkret ejendom. Det var den eneste kommune, der h id t i l havde v i s t s ig forstående over for vores problemer med byplanerne. Det var v i dem overvældende taknemlige for og sendte dem en masse oplysninger om os s e lv og vores v ilk å r , sådan at det kunne b liv e nemmere for dem at finde ud a f noget t i l os og nemmere for dem at argu­ mentere fo r e t arrangement, hv is de sk u lle spørge nogen.

se e v t. b ilag n r .6 , s . 402 se e v t. b ila g n r .7, s . 403

se e v t. b ilag n r .8, s . 403

se e v t. b ila g n r .9, s . 403