S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

152 v i sku lle prøve i landzonen, for der var ikke nogen p laner. Derfor mente v i , at nu måtte der være b id . Vi kunne fø r s t få t id t i l at tage derud en god uges t id senere. Men da v i var sik re på, at denne gang v i l l e det gå, så skrev v i straks en ansøgning t i l kommunen, før v i havde t a l t med ejeren , endsige se t ejendommen. Den v is t e s ig % at være sto r og med r ig e lig plads t i l at tumle s ig udendørs for børnene. Der var tilstræ k k e lig langt t i l naboerne, hvis nogen a f dem kunne tænkes at f ø le s ig generet a f børnenes tils ted e væ r e ls e . Og prisen kunne man nok snakke s ig t i l r e t te om. Endnu en uge senere ringede v i t i l kommunen for at høre, hvordan det g ik , og f ik at v id e , at der sku lle være udvalgsmøde den følgende dag. De bestemte s ig med det samme: t i l e t n e j, som v i f ik mundtligt. Men de anbefalede os at henvende os t i l byudviklingsudvalget for Københavnsegnen. Dem ringede v i så t i l - men de mente ikke, de kunne hjælpe o s. Derfor bad der fjo r ten dage senere i form a f e t s k r i f t l i g t a fs la g , hvori begrundelsen var, at huset lå i e t område, der var udlagt som landzone samt udlagt t i l "åben lav boligbebyggelse" i kommunens d ispo sition sp lan ! A p ]^ l_ til jDyudYiklingsudvalget Sammen med a fs la g e t fu lg te en oplysning om, at v i kunne gå t i l byudviklings­ udvalget, hvis v i v i l l e anke. Vi overvejede frem og tilb a g e , for v i forudså e t meget s to r t arbejde hermed. Men da v i syn tes, at nu var det a llig e v e l b lev e t for urimelige v ilk å r , som byplanerne bød o s , så så v i ingen anden udvej end at benytte os a f ankemuligheden. Først ringede v i . Der f ik v i at v id e , at de ikke p lejede at gå imod en kom­ mune, når den a fslo g noget, men a t det h e lle r ikkevar hændt, at de havde god­ kendt planer som vore, hvis en kommune havde g iv e tlov . at vores venner i Solrød kommune havde spurgt dem om deres p r in c ip ie lle s t i l l i n g t i l udflytterbørnehaver i landzone, j f r . Solrøds lø f t e t i l o s. Udvalget v i l l e svare Solrød, at de v i l l e s t i l l e s ig p o s it iv t , hvis der var t a le om e t sted i nærheden a f rekreative områder. Det s id s te varmede, men var jo foreløb ig kun snak, og v i kunne ikke fo r s tå , hvorfor v i ikke kunne få lov t i l at lave vores børnehave i Ledøje-Smørum. Hvem kunne det skade? Derfor skrev v i t i l udvalget og bad dem om a t give os en d ispensation fra by- og landzonelovens bestemmelser (det var dem, kommunen havde henholdt s ig t i l ) , så v i kunne få lov t i l at lave vores udflytterbørnehave i GI. Damgård, som sted et hed, e lle r fo r tæ lle o s , hvor v i sku lle lede for at kunne lave noget o rd en tlig t, e lle r fork lare o s , hvor i loven det stod , at det var forbudt. Nu v i l l e v i ikke være t i l grin længere. Vi orienterede gårdens eje r om sagens s t i l l i n g og lovede at give lyd , så ­ snart byudviklingsudvalget havde svaret - ligesom v i orienterede Ledøje-Smørum kommune om vores sk r id t. Vi var nu i slutningen a f oktober 1971 og stod med en række a fsla g i hånden, men samtidig med nogle åbne muligheder som fø lg e a f , at v i h ele tiden havde sørget for at lasgge lin e på lin e ud, hvor v i kunne d et. I den følgende t id holdt v i os orien teret hos byudviklingsudvalget og kom­ munen med jævnlige telefonopringninger. Udvalget sagde, at de ventede på en ud- k lare o s, hvad der eg en tlig var grunden t i l , at v iikke

b ilag s . 404

se e v t. n r .11,

v i kommunen om at fo r ­ kunne fålo v . Svaret lå

b ilag s .404

se

Samtidigf ik v i at v id e ,

. b ilag s . 404

se evt nx* 13