S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

154 ANKEN TIL BOLIGMINISTERIET

Hvad var det byudviklingsudvalg e g en tlig for noget? Og hvad lå der i det med at v i kunne anke t i l b o ligm in iste r ie t? Det så ikke ud t i l , a t alm indelige fo r ­ n u ftig e spørgsmål betød noget. Hvilke rettigh ed er kunne v i henvise t i l ? Heldig­ v is kunne v i få hjælp fra en j u r is t fra en a f gårdrydningskarreeme, og e f te r en d el løb eri de næste uger, f ik v i samlet de nødvendige oplysninger sammen, og forsøg te at f ø le os frem i b o ligm in is te r ie t, for om muligt at finde ud a f , hvor­ dan de v i l l e behandle sagen, og hvordan v i sku lle udforme anken mest h en sig ts­ mæssigt. Under vores søgen var v i igen i forb indelse med Ledøje-Smørum kommune. Vi f ik ikke, hvad v i søg te , men f ik t i l gengæld at v id e , at gården v i s t var s o lg t t i l anden s id e . Så ringede v i t i l ejeren , der sagde, at det var r i g t i g t , men sa lg e t b lev måske ikke t i l noget, ford i kommunen ikke v i l l e s ig e , hvor længe gården måtte bruges t i l andet end b eboelse. I byudviklingsudvalget havde de ik ­ ke hørt noget. Da v i ringede retur t i l kommunen, f ik v i at v id e , at ejeren n e t­ op havde tilb u d t koimunen gården. Den anden køber v i l l e ikke have gården, når han kun måtte bruge den t i l erhverv i tr e år. Det tog f ir e fu lde dages arbejde at lave brevet t i l b o ligm in is te r ie t, samt det meste a f en dag og en nat at duplikere og forsende d e t. Vi v i l l e nemlig ik ­ ke længere nøjes med at sende det t i l b o ligm in iste r ie t. Vi havde fundet så u sik ­ re og tvetyd ige momenter i sagen, a t v i syn tes, at der også var mange andre, der sku lle gøres opmærksomme på forholdene, og anmodes om at gøre noget ved den del a f sagen, der lå inden for deres sagsområder. Det g ja ld t både fo lk etingsudva lg , udvalg i Københavns kommune, borgmestre, m in iste r ie r , m ag istratsa fdelinger og mange andre, b l.a . de omegnskommuner, v i havde ’været i kontakt med og som v i om­ t a lt e i anken, og som nu b lev bedt om at gøre en indsats med anledning i vores sag og redegørelse. Pressen sørgede v i s e lv f ø lg e lig også for at forsyne med s t o f . Den følgende t id b lev ikke mindre h ek tisk . Nu, da v i havde sendt signa ler ud i så mange fo r sk e llig e retn inger, g ja ld t det om at fø lg e dem op. Det betød mange timer i telefon en med at snakke med modtagerne, få dem t i l a t finde sa ­ gen frem (nogle steder havde de ikke s e t den - e ll e r de havde fo r la g t d en ), få dem t i l at tage s t i l l i n g , få dem t i l a t henvende s ig t i l andre myndigheder (som ved vores hjælp a llered e havde få e t sagen - og måske yd erligere f ik henvendel­ ser fra igen andre myndigheder). Vi arbejdede e f te r princippet om, at de mange impulser t i l s id s t måtte fremkalde nogle reaktioner. Det b lev en lærerig t id . Reaktionerne var fo r s k e llig e , nogle kom h u r tig t, andre trak ud, andre igen måtte fremkaldes med underforståede tr u s le r , kun få var a f betydning for os og dem, der må komme e fte r o s. Lovgiverne Undervejs var v i b lev et klar over, at uden lovgivning - bedre og nye reg­ le r - gik det ikke. Selv om der var lovgrundlag for d e t, sætter vores kommune

se e v t. b ilag n r .15, s . 405