S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

28 Vi havde grund t i l at være glade. Mødet havde v i s t , at der var sto r in te r e s - se for at få g jort noget ved de nære omgivelser, ens egen gård og dens mulighe- der for de voksnes samkvem og de mindres le g . Nu sk u lle kommunens og sta ten s gårdrydnings- og saneringsbestemmelser udnyttes, og v i få det bedre. Havde mødet dokumenteret vores in te r e sse i at få ryddet op i karreernes går­ de, var det samtidig b levet k lart at den manglende lovgivning for de større børns ret t i l kvarterslegep ladser, gjorde det så temmelig u d s ig ts lø s t for os at prøve på at skaffe os dem. Kun 2 a f de fremmødte havde mod på at kaste s ig ud i det. Var vores glæde over mødernes t ils lu t n in g u d e lt, så var vores f ø le ls e r for d et, de implicerede, det ikke. Det var åbenbart at kravet om både at sku lle f in ­ de frem t i l ukendte sympatisører i ens egen karré, og om at man siden sku lle samle dens beboere om at t ilt v in g e s ig en gårdsanering, var næsten uoverkomme­ l i g t for dem, der var alene. Det samme v i l l e være t ilfæ ld e t med os s e lv , om v i ikke havde nogen a t s t ø t t e os t i l . Derfor var v i nødt t i l at in d s t i lle os på at sku lle hjælpe dem, dersom rydningerne sk u lle have en chance for at komme i - gang der. Kravet om merarbejdet f ik to a f os t i l at råbe vagt i gevær. Det v i l ­ le b liv e for meget for dem. Supergruppen kunne v i ikke regne med. Det sku lle senere v is e s ig , at enkelte grupper v i l l e få god hjælp a f 2 a f dem og deres fag­ lig e kunnen, men dengang fungerede ingen. Vi havde ikke brug for deres argumen­ te r , dem kendte v i bedre s e lv , og de stod råd lø se, når det g ja ld t løsn inger. Vi havde kun os s e lv . En a f os havde a lle r ed e trukket s ig meget ud a f arbejdet. Det var for s to r t. Hvis yd erligere 2 a f os trak s ig tilb a g e nu, v i l l e det være k a ta s tr o fa lt. Mellem gårdrydningsmødeme havde v i nået at producere blad nr. 2 om vugge­ stuerne. Det skete e fte r de samme r e tn in g s lin ie r som s id s t , og b lev tryk t lø r ­ dag og søndag, op t i l det andet gårdrydningsmøde. Bladet lå nu hos bogbinderen og sku lle omdeles førstkommende lørdag. P lan ch eud stillingem e h e r t il var i pro­ duktion og løbesedlerne sk u lle kun trykkes. Vi kunne hverken se nogen mulighed for at slække på kravet t i l os s e lv om at v i l l e s t ø t t e gå rd rydn ing sin itia tiver­ ne a k tiv t, e l l e r lave om på vores arbejdsplan. Hvis v i gjorde det fø r s te måtte v i tage h ele vores arbejdsgrundlag op t i l r e v is io n , og gjorde v i det s id s t e , sku lle det være for a t udsætte det t i l en periode på 2 år, og dermed v i l l e vor vores idé om sammenhæng og samtidighed fa ld e . Vi kunne kun se én udvej, at slække på vores krav t i l hinanden om l i g e l i g fordeling a f arbejdet. De a f o s, der kunne d e t, sku lle ska ffe s ig t id og på­ tage s ig merarbejdet. Vi var nødt t i l at acceptere arbejdsopdeling i gruppen, og forsøge a t undgå det sk id t det p le je r at medføre, hvis v i v i l l e holde sam­ men og r e a lis e r e planerne. Kan det mon undre nogen, at v i accepterede og b lev

se e v t. s . 49,

s ‘57

s ''7'5

i hinandens arme? F l§fe_udvidelser

Det kunne a llered e mærkes, at v i var b lev et fle r e om tingene under bladom­ delingerne a f Røde Rose 2, om vuggestuerne. Der kom 7-8 stykker for at være med a llered e inden k l. 9, hvor v i kørte ud ad baggården med det nye læs t i l fanfaren fra Københavnermarchen udsat for tremands-lirekasse. Det b lev noget