S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

35

de. Han sagde at "hans unger ikke havde godt af, at man viste dem for megen op­ mærksomhed".

Ingen af møderne blev nogen succes. Til et møde vi havde improviseret med de unge, der gik på kvarterets skole kom der ca. 20 , fortrinsvis 10-14 årige. De ville gerne have sådan nogle ting, som bladet talte om, men de var kede af ikke at være flere på mødet, og syntes ikke, at de kunne klare det selv. Nogle lærere havde talt om bladet i klasserne, havde syntes det var godt og anbefa­ let at man gik med til mødet, men havde ikke sat en distribution igang til de store. På trods af, at tilfældet ville, at vi stod med nogle velegnede lokaler på hånden, som børnehavegruppen havde opgivet, blev resultatet at de måtte snak­ ke med deres forældre om at hjælpe sig, og så - hvis der var nogen der ville det - snakke sammen om det på skolen, og skikke bud efter os, hvis de syntes at der var noget vi kunne hjælpe til med. Også hvis det drejede sig om at få fat på de unge, der var skrevet om i bladet, som gerne ville fortælle om, hvordan der var hos dem, og om hvordan de gjorde. Vi havde ikke kræfter tilovers til selv at stille os i spidsen for arbejdet. Til det efterfølgende aftenmøde for de unge fra kvarteret som helhed, kom der kun én voksen - og 14 dage efter, på mødet for forældrene, kom der kun 3. Nu kunne der ikke længere være tale om tilfældigheder. Ønsket om selv at gøre noget aktivt for at forbedre kvarterets betingelser for de 7-14 årige var - til trods for den interesse vi atter havde mødt ved plancheudstillingeme - lav. Hvad skulle vi gøre? På den ene side havde vi nok om ørerne med at holde orden på kontoret, at hjælpe gårdrydningsaktiviteteme i karreerne, med at støtte vuggestuegruppe nr. I, der nu var i fuld gang med forhandlingerne om og indretningen af vores før­ ste -vuggestue, samt hjælp til beboerne i Fenrisgade med det afsluttende ræs. Institutionsproceduren havde nok hjulpet os til større lighed i grupperne, men hverken gjort os eller vores indsats mere overflødig. Arbejdet med at finde plads blev ikke mindre af, at vi vidste mere om vores ret til dem, og om hvad vi skulle stille op med dem, når vi havde fået fat i noget. Vores arbejdsres- sourcer var ikke store. Den 4. af den oprindelige initiativgruppe stod for at trække sig tilbage, men kunne give en aften om ugen til kontoret. En af de tre tilbageværende var - sammen med én af de nytilkomne - helt begravet i vug­ gestuegruppe nr. I's arbejde. Tilbage var to af den oprindelige gruppe, der hav­ de tiden fuldt besat, samt fritidspædagogen, der kunne sætte en del tid af, og én der stadig ville hjælpe med skrivning osv. På den anden side havde vi nu arbejdet så meget med fritidshjems og -klubs­ problematikken, at vi mere end nogensinde syntes det var nødvendigt at få gjort noget ved dem. Hvis vi ikke fik noget op at stå for de 7-12 årige, måtte vi se i øjnene at vores vuggestue- og børnehavebørn ville få det meget skrælt, når de blev 7 år. Herudover ville sammenhængen mellem institutionerne og mellem insti­ tutionerne og kvarteret komme i fare for at blive så mangelfuld, at den kaanpe- præstation, der var under udvikling i kvarteret, kunne få mén af det, så insti­ tutionerne ikke kom til at fungere som et supplement til hjemmene og som et le­ vende substitut for kvarterets mangler, men som opbevarings- og parkeringsplad­ ser for kvarterets mindreårige. Vi nødtes til at gå igang.