S_RødeRoseBogen_EnHilsenTilNaboerVennerOgFjenderFraBeboergru

37

ke kan finde jord at stå på, mens den anden er gravet ned, samt én netop etab­ leret legeplads- og frittergruppe, der vil tage sig af de større børns proble­ mer. Herudover ser det ud til, at vi gennem princippet om gensidig støtte er ved at have fået væltet planen om at nedrive en af kvarterets gode udlejnings­ ejendomme og om at jage nogen af os ud af kvarteret og ind i noget dyrt til fordel for et spekulationsbyggeri.

Sagsrettet_virksomhed_-_kun_fn_side_af_sagerne

Vi var lykkelige over medgangen, men overbelastede fordi initiativgruppen var blevet formindsket og delt, men stadig var nødt til at tage sig af kommuni­ kationen mellem grupperne osv.. Den styrke kvarterets bevægelse var ved at op­ nå, var jo både betinget i positiv og negativ retning af vores mange-gruppet- hed, og kunne kun fastholdes og videreudvikles gennem kommunikation og sags­ bestemt eller periodisk samarbejde. Vi var stærke fordi vi var mange og mange grupper, men svage, hvis vi ikke koordinerede virksomheden. Det var både nød­ vendigt for os, at vi ikke kom til at spænde ben for hinanden ved f.eks. at komme til at konkurrere i forhandlinger om lejemål, køb eller tilladelser, og nødvendigt at vi lærte af hinandens erfaringer om, hvordan man bedst skulle gribe det ene eller det andet an i grupperne. For at kunne det, var det nødvendigt vi var organiserede, sådan at vi - grupperne - faktisk mødtes jævnligt. Men vi var ikke organiseret sådan. Gruppernes sagsorienterede virksomhed var forbundet med så store praktiske vanskeligheder, at det forhindrede dem i at være det. Det ensidigt målrettede arbejde optog al den tid grupperne havde - og hyppigt mere. Derfor blev arbejdet med den side af sagerne, der vedrørte kommunikationen mel­ lem os, samt udnyttelsen af de fordele vores mangegruppethed gav, helt overladt til os - initiativgruppens rester. At overkomme begge arbejdsopgaverne var imidlertid for meget for os alene. Når vi derfor søgte at holde sammen på os selv for at få virkeliggjort de dele af vores arbejdsprogram, det endnu ikke var lykkedes os at realisere, så var det hovedløst. Den tid, det lykkedes os at skrabe sammen til fællesmøder, blev da heller ikke brugt til at tale om vores egne formål i - og rakte knapt nok til at komme ind på de mere almene af vores fællesproblemer. Tiden gik med den mest påtrængende del af det grupperne ikke kunne nå - med udveksling af op­ lysninger om hvad der var sket siden sidst, og til diskussionen om, hvad der skulle gøres i den anledning - samt til at finde ud af hvordan vi skulle få løst de mest påtrængende af vores egne forpligtigelser. Vores forpligtigelse var både en forpligtigelse til at ordne det vi havde påtaget os af praktiske opgaver, samt en forpligtigelse til at sørge for at alt det blev gjort, som enhver i fællesskabet skulle gøre for fællesskabets, det gnidningsløse samarbejdes og resultaternes skyld. Den sidste del kunne vi ikke administrere. Vi påtog os mere end vi kunne magte, og gjorde det til en dyd, at vi ikke sagde til. Dermed monopoliserede vi en væsentlig del af vores viden, og opførte os altså ligeså uhensigtsmæssigt som asocialt, og - på trods af vores hensigter - usolidarisk. I n i t i a t i v g r u p p e n _ - _ e t _ g o d t _ f o r b i l l e d e ^ _ m e n _ i k k e _ t i l _ u b e t i n g e t _ e f t e r f ø l g e l s e