086571595

55 II.

I Hjemmet havde Nøden hersket siden Faderens Død; men i den senere Tid havde den med sin jernhaarde Haand taget et endnu haardere Tag, idet Moderen jo hverken under sin Sygdom og ej heller nu, om hun end var bedre og oven Senge, kunde gaa ud og vadske. Der hvilede et Tryk over Hjem* met. Ogsaa han følte dette Tryk. Hvad Under da, at han, som jo som oftest havde været overladt til sig selv, ogsaa nu søgte ud af Hjemmet, ud til Kammeraterne for ligesom at faa lidt Lindring. Det var ogsaa Kammeraterne, der havde faaet ham med ned i Ungdomsafdelingen, for at han der kunde være med til „at lave Fest“. Men Luften dernede syntes ham ikke rigtig egnet dertil, han følte, at der ligesom laa noget lyst, venligt, hyg­ geligt, rart over det, noget, der stod i Modsætning til det, han var vant til, noget, der gav ham Lyst til at komme der til Stadighed. Men de opbyggelige Taler, dem brød han sig ikke om. Han syntes ikke, de kom ham ved, Det var ikke noget for ham. Under dem gad han ikke høre efter. Da kom der en Søndag Aften, da hørte han. Han sad med de opspilede Øjne stift hæftede paa Taleren, glemte rent at pille ved Sangbogen, glemte at se paa Uret, at hviske med Sidekammeraten, glemte alt det, han ellers plejede at faa Tiden under Talen til at gaa med.