591175084

skibs, saalænge der som endnu 1454 hverken ved Kjø­ benhavns Hus eller vist endnu mindre ved noget af de andre kongelige Slotte fandtes Artilleriforraad til mere end Slottets egen Behov? Og hvorledes sørgedes der for Rytteriets og Fodfolkets Bevæbning? Dette sidste Spørgs- maal er maaske lettest at besvare. Adelens „gerust Heste" og den Almue, som opbødes af Kjøbstæderne og Landet, maatte ifølge ældgamle Lovbestemmelser møde til Kongens Tjeneste „med Harnisk og gode Værger", og for Leietroppernes Vedkommende maatte den, der paa­ tog sig at hverve og stille dem, sørge for deres Udrust­ ning. forsaavidt ikke liver Rytter og Knægt selv bragte sine Vaaben med, saaledes som det endnu var Regelen paa Trediveaarskrigens Tid. Først langt henne i det Kldc Aarhundrede synes man at have fundet det nød­ vendigt at have kongelige Vaabenforraad til at udfylde Mangler i Krigsfolkets Bevæbning; og først Oprettelsen af en staaende, dels hvervet, dels udskreven Landkrigs­ magt i det 17de Aarhundrede gjorde det nødvendigt at indrette Kronens Vaabenforraad paa at kunne udruste denne Del af Hæren med Musketter og Rør, Harnisker, Spidser og Sidevaaben. Artilleriet til Beleirings- og Felt­ brug tog man vel i ældre Tid for en Del fra de konge­ lige Slotte, som ikke ventedes angrebne. Men desuden maa der, ialtfald i Tiden nærmest før Reformationen, have paahvilet de større af Rigets Prælater samt af Kronens Lensmænd saavelsom Kjøbstæderne en Pligt til at stille Skyts til Kongens Tjeneste. Ifølge en Optegnelse „om Rustning udi Sjælland og Smaalandene" fra omtrent 1529x) stillede saaledes Bispen af Roskilde, Abbederne i

') Geheimeark. Danske Saml., Fase. 392.