KøbenhavnsMalerlaug_1922-1947

1 9 4 1

Aaret 1941 blev et K rigsaar, hvor vi for første Gang rigtig mær­ kede, hvor stram t alt var blevet. Alle Rationer blev knebet tid til det yderste, og paa alle Omraader traadte nu regulerende Love og Regler ind. Man havde allerede længe fra Regeringens Side set den Fare, der var ved at lade den frie Handel herske med alt, hvad der henhørte under vore Materialer, og allerede i Slutningen af Aaret 1940 kunde det ikke skjules, at Sortbørs-Handel fandt .Sted med Fernis o. 1. Handelsministeriet nedsatte et Udvalg til at tage sig af alle Sager vedrørende Linolie-Spørgsmaal o. 1. Udvalget bestod af Ingeniør N. Lichtenberg (Industriraadet), D irektør Aage Rehné Larsen (Oliemøl­ lerne), Fabrikant Weihe (Farvefabrikanterne), Malermester N. P. Niel­ sen (Malerne). Senere tiltraadte Ingeniør Aabye fra Teknologisk Institu t og Grosserer Illemann Larsen (Farvehandlerne). Blandt dette Udvalgs betydeligste Opgaver var Forordningen af 14 . Marts 194 1 . Denne F o r­ ordning indskrænkede paa mange Omraader Brugen af Fernis. Paa Ny­ bygninger maatte kun Vinduer og udvendige Døre males med Oliefarve, ellers gjaldt det om at bruge Emulsion i Stedet for Fernis. Ligeledes skulde Handelsministeriet (Udvalget) give Autorisation til Fremstilling af Emulsion. Nu maatte man ikke mere male Plankeværker, Skure o. s. v. med Oliefarve, og paa meget gammelt Arbejde gjaldt det, at kun det, der forhen var malet med Oliefarve, maatte males hermed igen. I fuld Forstaaelse af, at Haandværkets egne Mænd bedst forstod at udnytte de sparsomme Materialer, bestemte Forordningen, at kun Malere med selvstændig Virksomhed maatte faa Fernis. Det blev Malerne til stor Gavn, at Udvalgets Arbejde med Fordeling af Linolie og Fernis i første Række skete under N. P. Nielsens Med­ virken, ja han afgjorde Anmodningerne i første — maaske ogsaa i sidste Omgang. Særlig i Begyndelsen voldte disse Indskrænkninger mange Vanske­ ligheder. Senere blev af Fabrikkerne — takket være rigelige Tilførsler af I 2 7