KøbenhavnsMalerlaug_1922-1947

1 9 4 6

Aaret 1946 bragte paa mange Maader Vanskeligheder for Maler­ faget og paa helt andre Omraader, end man havde ventet. Det viste sig, at Verden var kommet saadan af Lave, at Tilførslerne af udenlandske Raaprodukter, ja selv færdige Materialer til vort Haandværk, saa at sige svigtede, og var der endelig Muligheder for Tilførsler, ja saa stødte der valutamæssige Hensyn til, der helt standsede Varens Indførsel. Gang paa Gang forbausedes man over de Valutabestemmendes A fvisn ing af Materialer til Malerhaandværket trods Henvendelser fra Fabrikanter, Malerlaug og Malerforbund. Oldermanden og N. P. Nielsen havde store, men desværre forgæves Besværligheder. Omtrent lige saa galt var det med Arbejdskraften. Store Dele af de unge Haandværkere kom til at gøre Militærtjeneste eller andet offentligt Hverv. Landet havde mange udenlandske F lygtninge og politiske Fanger, og overalt skulde der bruges unge, kraftige Vagtmænd, og da Haand- værkssvendene jo hører til den sundeste Del af Befolkningen, saa blev det dem. Dertil kom, at Fødselsoverskudet for en Snes Aar siden var meget lavt, saa man manglede ligefrem den Ungdom, der skulde fylde op i Rækken for dem, der gik væk. Endelig var der en Pengeoverflod, saa Sansen og Lysten til at bruge Malerne var stor. Med Stolthed konstaterede Malerforbundet i hvert Nummer af dets Medlemsblad en Arbejdsløshedsprocent paa o. Naar Malerne alligevel kom igennem Sommeren, ja saa var Aarsagen den, at de havde lært at klare sig igennem Krigsaarene, men undgaas kunde det ikke, at Fortyndingsolier og Tran kom længere i Forgrunden, end de fortjente, naar der er Tale om Malerhaandværk, og mange Ønsker gik til Oliekongen — det Øgenavn, vor trofaste Hjælper gennem alle Malerkvaler, Laugets Bisidder N. P. Nielsen, havde faaet. Der var meget Arbejde overalt, og navnlig hvor Tyskerne havde huseret, thi Forholdene var jo saadan, at selv gjorde de ikke rent, og

1 5 1