545167654

de bevingede Ord: »Nu flyver jeg mod Himlens Bue«, men hun kom ikke ud af Stedet. Maskine­ riet var gaaet i Staa, Publikum jublede, og jeg græd af Raseri — bag Scenen —. Takket være en svimlende Veltalenhed lykkedes det mig at faa Fruen til at gentage Forsøget i 3. Akt, men det gik ikke et Haar bedre. Hun blev hængende for anden Gang, og nu var Situationen ved at blive kritisk. Hele Successen var ved at drukne i Grin. Da fløj jeg som en lille Abe helt op paa Snore­ loftet, fandt Fejlen, to Jerntove, der var gaaet over Kryds, fik den rettet — og hørte kun et Brøl, som fik Murene til at skælve. I min ophidsede Sindstilstand troede jeg, »Hansa« var styrtet ned og havde anrettet de frygteligste Ulykker; mit Hjerte holdt op at slaa — da — hvad var det? Larmen tog til. Jeg listede mig ud paa Balkonen og saa — Fruen svævende oppe under Kuplen, medens Tobaksrøgen og Folkets Jubel ombøl­ gede hende. Mit Hjerte begyndte at slaa igen. Aftenen var reddet. Successen vaskeægte. Men nede paa Køkkentrappen sad den nye Teaterleder, Skaarup — og græd. Han havde al­ drig været med til noget lignende og saa sig alle­ rede i Aanden paa Sundholm efter sit første For­ søg i Kunstens Urtegaard. At det er gaaet noget bedre, end han tænkte sig dengang, er det nye Scala et smukt Vidnesbyrd om. Alfred Kjerulf.