Dronning Louises Asylselskab - gennem 75 år efter elena

EN NY TID BEGYNDER I ASYLET

Den i. oktober 1943 begyndte en ny epoke for Dronning Louises Asyl. Pludselig var der fire uddannede børnehavelærerinder i asylet, så god hjælp havde der ikke tidligere været mulighed for at have. V i vidste en del om Nørrebrobørn og -hjem, idet vi alle i kortere eller længere tid havde haft vort arbejde i dette kvarter og følt den særlige atmosfære, som findes her. Ingen af os vidste ret meget om asyler, og det var med stor spænding, vi imødeså den første dag; vi havde bestemt os til alle at være der kl. 6,30 om morgenen, så vi kunne tage imod børnene, efterhånden som de kom. V i var glade over, at en af asylets unge piger blev der e/idnu nogle måneder, hun var vores mere faste holdepunkt til fortiden, ligesom børnene følte det godt at have et kendt ansigt mellem de fremmede. V i voksne havde en vis teoretisk viden om asyler, nu oplevede vi at arbejde i et asyl, og jeg er taknemmelig over, at jeg fik syv år i Dronning Louises Asyl; det gav mig et helt nyt perspektiv i mit arbejde. Her havde vi i bestyrelsen formand og kasserer, som havde arvet deres »embeder« fra deres fædre, og de havde derfor virkelig rod i fortiden, da asylet be­ gyndte; vi voksne kom alle fra børnehaver a f nyere dato, og der kendte man slet ikke noget til sådan en fortid. V i fik en fornemmelse af, at man her havde mange erfaringer fra gammel tid og også traditioner, som nok var værd at tage nogle af med over i den ny epoke. Jeg kunne også blive helt varm om hjertet, når gamle »børn« fra asylets første tid kom og fortalte om den dejlige tid med deres asylmor. Det sagde mig noget om, hvilken stor rolle pædagogens person spiller - også med den nok så gode uddannelse, den slår ikke til alene. Jeg lod ofte tankerne gå tilbage til de mange asyl- mødre, som i asylernes første dage måtte gøre et stort arbejde på lange dage med store børneflokke, lidt hjælp, meget lidt legetøj og næsten ingen løn; hvor må det tit have været svært og trættende - og alligevel på sin vis sikkert taknemmeligt, sådan kunne det i alle tilfælde ofte se ud, når de gamle asylbørn kiggede indenfor i min ledertid. .. Helt nyt var det for mig, at vi her mødte et bestyrelsesmedlem, fru Dan­ strup, som tog sig af børnehaven på en særlig måde, hun sørgede for mindst

14