Dronning Louises Asylselskab - gennem 75 år efter elena

rt

MT) 5>

HT? 'o J2

*1

-------------------------------------

02 g * s B O Æ

bo boJL *tg

H u C

Tj

S

m e~

•S E

rt

8 g |

h « 3

X*

•;* E 3 E 25 • " K 2 S w 2 3 U f c l b O ^ ' W .gb w ^ c ------------- (S I T 3 . | O O to

U bO ^ b o A °Q t 5 ^ £ S. ae« v„

3 g

bn 2P

« c V oo o X o " hq | ^ Aiio ^ o O J i t J i i S g : rt G~ . g S* 0 g 2 g rt. u r t < u C fli i) W n H ?? a „ S o

>

,S

*a g o | - S •" bp m <2 1$ 'g _-.(-« p co 2

S .

Sg

t 5 &

>Srt

— 2 P jS Is ^

u o

< es

_}£

«

° •

___

“ «

*5b i -g S t 3 ** 2 B e S S

, « S t «

, . OJ *

c CJ > S

-32 S e o «

% £ J S » « • m 0 ->

5 g s <-2 > s t bo S

i3'3 c S S e § g bp o < h - ) & 5 T 3

: : : -Sg.S . t }<

-s

” “ U

-52

— r *

£ |

. 3 ^ : o

j P

H . f i |

£ 3

C £ S 2

>*

4 4 a .s * r ^ a o ^ o S w T = § D i ; +

&H

dto Bg > I S

2%

2 ^

..

H ~ *

2 2 d

| |

* 1 3

g 13

-----------

l o

§ s

»

eo

~ J h

I I

t *

I I

| J

I

w „■

I s . g £ * 8

§ - § U

- S t - g -S I g, « 8 8 *B S g?

» I l § s ;§ H | g S

I s -B to 1 3 ° ^>§

I

V) * g

00 g js ^ b . § t e P ! - S P ° B & S g

|

3 5

| | 3 g

g o 6

æ *

o < ?

? » S i 1*1 •

* g i ^7

a

ggu-

-c I a E I l 1 . ”

g)

^ « 2 d

-g H £

£ * 2

Ti

Z~%

8 ^ l l S ® o ' §d

8 i f |

3 =

s .

g « §

l l a l l u C 2 ^ d g ^>^'u'ii 2 c < B 3 > « ( i i a i i ^ ^ B«, i; ^

* 1 1

H i

J I & 1

I I « u

5 l l 4» S •3 d ^ ^ S-Sc b o S rs « < « 3 ,8 - bfiS tv “ 3 | m e f f s S S<5

-p rt ^ iu S Ji 5 ft

esc <2

_________ --------------------- *0 = 3 ^

^

•> ^ na s 2 o C t » - H « *

g C < f i o 3 ’-^ z?0 i 3 S

F

*J

W u Æ

. b o

o

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

S5

V

SS .2

,u O

T) -s

.(S

'B

n

-§

i

8.

^

^ - 8 « » « as 0 0 .S i ,. H f i « s S f i E g g •5.0 S ff t '- 1 ; bOjS ■ g .s 'g

SG b

o 2 13 ^

^

-

^

|

-u 1

00

n o . g, S H g —<

-9J3 B j «^ C g

E w b T 3 c ss

æ

13 g

o d "

S “ J §

brS; ^ b , h ^ o J l f j ' S j W ^ E « S -5 S & a 8 8 > |

. es

WE ----------------

2 .

w

ss ^

a s 1 3

gp

"

'

5 | “

I

i =

.

| |

s i l 1

o j 3

„ l o

t i l

? 1 o

g ' g u

3 g

B

C 2 u a i - S ■g g !

w

H y s

u to

1-1

133 <2 C - m

§••».

.g i

^<2 G u HJ - or t t g as c 2 a « S s l f e ° ® u

J i §

g -O bo

rt-i

‘s ■"*

I . H

g

M ° -13 2 11 u -r) bO U -S

J o

sj

fe

© f i g O § C

. 5 : 0

b O, C 4-

0\ ^

J g o

c ^ ^

» fe

’C ^

*§

| 1

; ^ > s

g J =

6 1

- s |

1 1

l a l

« t

- « s - s

? !

§ i

=§i

^ 1313

-5 s ^

b | o

g E

I I

| c

EN NY TID BEGYNDER I ASYLET

Den i. oktober 1943 begyndte en ny epoke for Dronning Louises Asyl. Pludselig var der fire uddannede børnehavelærerinder i asylet, så god hjælp havde der ikke tidligere været mulighed for at have. V i vidste en del om Nørrebrobørn og -hjem, idet vi alle i kortere eller længere tid havde haft vort arbejde i dette kvarter og følt den særlige atmosfære, som findes her. Ingen af os vidste ret meget om asyler, og det var med stor spænding, vi imødeså den første dag; vi havde bestemt os til alle at være der kl. 6,30 om morgenen, så vi kunne tage imod børnene, efterhånden som de kom. V i var glade over, at en af asylets unge piger blev der e/idnu nogle måneder, hun var vores mere faste holdepunkt til fortiden, ligesom børnene følte det godt at have et kendt ansigt mellem de fremmede. V i voksne havde en vis teoretisk viden om asyler, nu oplevede vi at arbejde i et asyl, og jeg er taknemmelig over, at jeg fik syv år i Dronning Louises Asyl; det gav mig et helt nyt perspektiv i mit arbejde. Her havde vi i bestyrelsen formand og kasserer, som havde arvet deres »embeder« fra deres fædre, og de havde derfor virkelig rod i fortiden, da asylet be­ gyndte; vi voksne kom alle fra børnehaver a f nyere dato, og der kendte man slet ikke noget til sådan en fortid. V i fik en fornemmelse af, at man her havde mange erfaringer fra gammel tid og også traditioner, som nok var værd at tage nogle af med over i den ny epoke. Jeg kunne også blive helt varm om hjertet, når gamle »børn« fra asylets første tid kom og fortalte om den dejlige tid med deres asylmor. Det sagde mig noget om, hvilken stor rolle pædagogens person spiller - også med den nok så gode uddannelse, den slår ikke til alene. Jeg lod ofte tankerne gå tilbage til de mange asyl- mødre, som i asylernes første dage måtte gøre et stort arbejde på lange dage med store børneflokke, lidt hjælp, meget lidt legetøj og næsten ingen løn; hvor må det tit have været svært og trættende - og alligevel på sin vis sikkert taknemmeligt, sådan kunne det i alle tilfælde ofte se ud, når de gamle asylbørn kiggede indenfor i min ledertid. .. Helt nyt var det for mig, at vi her mødte et bestyrelsesmedlem, fru Dan­ strup, som tog sig af børnehaven på en særlig måde, hun sørgede for mindst

14

et stykke tøj til hvert barn, det skulle være en overraskelse, en julegave; det var dejligt tøj, og det kom altsammen fra hendes hjem, hvor det blev syet med kærlighed og omtanke. Til hjælp havde fru Danstrup én syerske. Her i asylet var det ikke som så mange andre steder, hvor man havde en damekreds, som sørgede for gaverne, her var det en enkelt person, som påtog sig det store arbejde. Man var ikke i tvivl om den interesse, der lå bag den selvvalgte opgave og den personlige glæde, fru Danstrup følte ved at ordne disse gaver. V i havde heller ikke tidligere oplevet de mange kongebilleder på væggen; her var sket noget godt i en tid, da der blev bygget små og dårlige boliger på »Broerne«. Her var blevet tænkt på et fristed til børnene fra disse trange boliger — ofte med mange børn. Var det underligt, at vi kiggede op på billederne, og tit så jeg på Dronning Louises dejlige ansigt med det varme blik. Det faldt helt naturligt, at vi af og til, sædvanligvis på dronning Louises fødselsdag, fortalte de større børn om hende og husets tilblivelse. ' Jeg tror ikke, små børn vil huske det senere, men de kan måske have fået en fornemmelse af en god dronning med kærlige øjne. Ved siden af dronning Louise hænger naturligvis billedet af kong Christian d. IX ., men det var for svært for børn i den alder at finde ud af, hvem han var; han kunne blive til murermesteren, huset var jo blevet bygget! Hvordan var det så at begynde arbejdet i asylet? Børnene tog godt imod os, de nød det dejlige legetøj, der blev mulighed for at anskaffe, de boltrede sig med de mange skabende materialer; det hændte, de fandt os voksne for mærkværdige, alt var jo alligevel lidt anderledes, også fordi vi havde mere tid med den relativt gode hjælp, vi fik. En aktiv, stor dreng sagde en dag: »Nej, hvor er I altså sjove med det, I finder på.« Det var en ny og morsom oplevelse for os at møde disse friske børn, som nød friheden og alle de oplevelser, der nu kunne blive lejlighed til, og os voksne gav det fornyelse at være sammen mqd børn, som også så med nye øjne på beskæf­ tigelsesformer, der for dem var uordinære. Også forældrene så på den »nye tid« med imødekommenhed, måske med en vis afventende holdning; men mange af dem var straks fra starten gode medarbejdere. V i havde i nogle a f de første vintre et par diskussions­ grupper, hvor en sluttet forældrekreds forberedte sig hjemme og følte sig engageret i og medansvarlige for samtalerne i gruppen. Det var værdifuldt at opleve, både hvad forældrene kunne give af tid og allermest, hvad de indlevede sig i og delte ud af. Mine gode erfaringer i forældresamværet i Dronning Louises Asyl lærte mig noget om, hvad jeg senere ved studier i U.S.A. fik bekræftet, at forældre kan være meget mere med i arbejdet i børnehaven, end de sædvanligvis er herhjemme. Formodentlig vil der med

*5

den kortere arbejdstid, som en del mennesker nok vil få i de kommende år, blive mange muligheder for stadig mere fællesskab med forældre også i det daglige børnehavearbejde. Men tilbage til årene 1943 og fremover. V i syntes, der skete en efter­ hånden nødvendig og værdifuld forandring med Dronning Louises Asyl. Betød forandringen også mærkbare værdier for børnene, eller mistede de også noget, f. eks. ved pludselig at måtte undvære de voksne, de var vant til at have omkring sig, vi ved det ikke. Nu er børnene voksne, en del af dem hører med til børnehavens forældrekreds, og enkelte har deres virke som børnehavelærerinder i andre børnehaver. V i mødte i Dronning Louises Asyl et udsnit af børn, som de nu engang er rundt i landet, men alligevel fik de for os deres eget ansigt, vel også lidt mere end andre børn, vi mødte i andre børnehaver, dels på grund af de pludselige forandringer, der gav et særligt fællesskab, dels måske fordi vi sammen med dem oplevede besættelsesår og de glade befrielsesdage. V i oplevede her noget af, hvad de begrænsede muligheder i de år betød i hjem uden mange reserver; vi oplevede også hjem, hvis økonomiske status ændredes totalt fra begrænset »dagligt brød« til mere end almindelig vel­ stand. Kan disse oplevelser mon ikke illustreres ved beskrivelse af en lille 3-4 årig dreng, der på kolde vinterdage kom til børnehaven i et par tynde lærredsbukser. - En dag forsøgte en børnehavelærerinde at spørge ham, om han ikke kunne tale med sin mor om at få lidt varmere tøj på. Svaret faldt omgående med en vis krænket stolthed: »De er varme, mine bukser«: Der var ikke mere at tale om. På mandage kunne man af samme dreng og hans søster få spændende beretninger om deres vellykkede søndags­ udflugt, gratis sporvognstur til linie 9’s endestation med indsamling af »skod« til familiens cigaretforbrug. De samme børn græd ved tanken om at skulle forlade »Løjerthuset« efter et lykkeligt koloniophold og igen finde udfoldelsesmuligheder i deres »frække gade«, som de selv kaldte den. Umid­ delbart efter kapitulationen havde bladet vendt sig, og vi fik beretninger om, hvordan søskendeparret sammen med forældrene rejste til Sverige på indkøbstur med »hundredelapper« i skoene. Da var familien yderst vel­ forsynet med tøj og andre materielle goder. I disse år i periferien til dyrtid uden dertil svarende lønreguleringer mødte vi også mennesker, hvis dagligliv må have været en dåd. Hvordan var det mon at være enlig mor og tjene til livets fornødenheder ved ren­ gøringsarbejde og hver dag sende fem sunde, velkkedte børn i skole og børnehave. Tre af børnene gik i Dronning Louises Asyl, sprælske og fyldt med energi og temperament var de. Megen af den trang til aktivitet, de var i besiddelse af, kunne ikke komme til udfoldelse i deres to-værelsers

16

lejlighed, den måtte bruges i børnehaven. V i måtte indrette os med de begrænsede pladsforhold en ombygning af en børnehave kan forvolde, så de på trods af alle forhindringer kunne opleve glæden ved i de mange timer at være travlt optaget af leg sammen med jævnaldrende. Det kunne ikke lade sig gøre uden sammenstød nu og da, men alligevel var netop de børns optagethed af deres børnehave nok en støtte for en mor med store arbejdsbyrder, og hun var en af dem, der nødigt undlod at være med til børnehavens forældreaftener. En aften ind under jul havde man talt om fælles juleforberedelser og blandt andet talt om skovture sammen med børnene også ved vintertid. Den efterfølgende mandag fortalte moderen og børnene med lige stor begejstring om deres søndag. Moderen havde haft travlt med mange praktiske forberedelser derhjemme, mens en ven af huset var taget i skoven med de fem børn. Om aftenen havde hele familien hygget sig med at pynte op, lave juledekorationer og andre ting af det dejlige materiale, de havde med hjem. Det kan man næsten kalde kontant betaling. Men også i en børnehave på Nørrebro former livet sig vidt forskelligt for forældre og deres børn. For nogle må gaden, gården og parkerne blive de naturlige tilholdssteder; for andre blev kolonihaven sommeren igennem familiens store oplevelse, som kunne kaste glans over vinteren i byen og give børnene værdier, som de bragte med til børnehaven. For nogle børn blev ophold hos bedsteforældre uden for København en kilde til megen glæde. For en femårig dreng med de muligheder gav turene levende inspi­ ration til lege, også til kammeraterne i børnehaven. For ham var enhver inspiration fra vor side tilsyneladende unødvendig. Hans dagligliv i et lykkeligt hjem uden kunstige påfund var baggrund for hans sunde travl­ hed. En dag efter en tur med børnehaven umiddelbart før hviletiden, havde han samlet en mængde dejlige efterårsblade, og de skulle presses nu. På børnehavelærerindens spørgsmål, om det ikke kunne vente, til sovetiden var forbi, svarede han omgående, benægtende, da han den eftermiddag skulle være læge i en i de dage tilbagevendende hospitalsleg. På forslag om at tage bladene med hjem og ordne dem om aftenen, var svaret det samme. Da skulle han lave en perlekrans af indsamlede kastanjer til sin lillesøster. Dagen var for kort, når i y2 time skulle gå med at sove. Han pressede sine blade i stedet. Ofte taler vi om fortravlede hjem uden tid til at tage sig af deres børn. V i oplevede også i de år en bevidst stillingtagen, der giver udtryk for det modsatte. En af de mange mødre, hvis dag på en fabrik kunne blive vældig forceret, havde tre små piger, der var indholdet i hendes tilværelse. Hun måtte ved sit arbejde skaffe midler til livets fornødenheder, men sagde: »Jeg skal ikke presses ind i akkorder, vi skal leve, men vigtigere end nogle

*7

flere kroner i min lønningspose er det, at jeg efter endt arbejdsdag har kraft tilovers til at være mor for mine piger.« Selv om disse små oplevelser og andre lignende ikke absolut er knyttet til en overgangstid fra asyl til børnehave, men findes i enhver børnehave, fik oplevelserne i den tid sin særlige værdi. De blev til de fælles interesser, der var med til at skabe samhørighed og forståelse mellem en stor gruppe forældre, børn og medarbejdere, der ikke tidligere havde haft noget fælles­ skab, men nu pludseligt kom hinanden ved. Da Dronning Louises Asyl i 1943 indledte samarbejde med Frobel- Højskolen, var det med den hensigt, at seminariet skulle være med til at omdanne asylet til en tidssvarende børnehave, og at den samtidig skulle benyttes som praktisk uddannelsessted for elever. Når jeg nu tyve år efter ser tilbage på den første tid i asylet, tænker jeg med nogen undren på, hvad de første elever fik ud af overgangstiden, men de »gik på med krum hals« og tog fat på de utallige opgaver sammen med det ansatte personale. De hjalp til - ikke bare med alle de pædagogiske opgaver, men også med alt det nye, der skulle ordnes midt imellem alle de håndværkere, som snart kom ind i billedet med den store reparation og ændring af huset/ som var nødvendig. Håndværkerne blev vore gode venner, og jeg tror, de kunne lide at arbejde mellem børnene, selv om det nok sommetider stjal lidt tid fra dem. Det var for os voksne en helt praktisk belæring om, hvor interesserede børnehavens større børn er i det samfund, de lever i, og hvordan det inspirerer dem i deres lege. Der blev snedkereret og tegnet, og emnerne til nærmere udform­ ning var nærliggende. Selv om der var roderi og besvær i denne overgangs­ tid, tror jeg, at den også gav de voksne elever noget. Når man får sin praktiske uddannelse til børnehavelærerinde, må man ofte tage vanskelige og besværlige situationer med. Tiden 1943-44 var i Dronning Louises Asyl ganske speciel, men elever kommer også i dag i deres praktiktid ud for vanskeligheder, sådan er livet inden for et hjems fire vægge, og sådan er det også i en institution. Gennem besværlige og vanske­ lige opgaver kan man tit lære en hel del, måske mest når man på egen hånd får lejlighed til at løse så mange af »knuderne«, som man nu er i stand til efter det trin, man er på i uddannelsen, og den personlige modenhed, man er i besiddelse af. Det var ikke underligt, at vi fandt Dronning Louises Asyl egnet som praktiksted, navnlig da Frobel-Højskolen ikke havde haft mulighed for at oprette egen øvelsesbørnehave, som så vanskeligt kan und­ væres ved et seminarium. Det er uden tvivl en side af uddannelsesspørgs­ målet, som endnu venter på en løsning. V i var derfor taknemmelige over a t møde stor velvilje og forståelse fra bestyrelsen i Dronning Louises Asyl for denne særlige opgave.

18

I begyndelsen arbejdede vi med mange elever; nu kan vi se, det var for mange. Hver enkelt af dem har krav på virkelig at få plads både til at deltage direkte i arbejdet og til en meget personlig vejledning.. Det er store krav at stille til det uddannede personale. V i har i årenes løb fået større indsigt i de krav, arbejdet med børnehavens børn stiller til os. V i ser, at heldagsbørnene i børnehaven har behov for en personlig og varm mor-erstatning, som man meget vanskeligt eller måske umuligt kan give til en større gruppe børn. Også de krav må elever få en fornemmelse af i deres uddannelsestid. Siden 1943 er børnehavens normeringstal gået ned fra 124 til 101, det er en god udvikling, men vi skulle gerne længere ned; småbørnsgrupperne foreløbig til 10 børn og børnehavegrupperne til 15 børn. Det ser ret håb­ løst ud i dag med den trang, der er til børnehaver og med de penge, det koster, men vi er vist nu ved at forstå noget af det i vort samfund. Meget ofte skrives der i dagspressen om børnehaveproblemer, dem er der san­ delig nok af stadigvæk. Ser vi virkelig, hvad børnehaven kan betyde for børnene i denne vigtige »førskolealder«, må vi vel efterhånden få folkebørnehaver for alle små børn, som vi i dag har folkeskoler. Formerne kan blive mange og særdeles varierende, men en ting er givet: børnehavelærerinden må have mere tid til det enkelte barn og dets hjem.

Asta Jensen. Praktikforstanderinde. Tidligere børnehaveleder i Dronning Louises Asylselskab.

*9

HJEM - BARN - BØRNEHAVE

I Dronning Louises Asylselskabs børnehave nyder vi det store gode, det er at kunne arbejde med mange af børnene, fra de som 2-årige kommer i småbørnsstuen, til de som 7-årige forlader børnehaven. Disse små, der kun har eksisteret i to år, møder med højst forskellige forudsætninger for at kunne magte et dagligt ophold, ofte op til 9 å 10 timer sammen med en halv snes jævnaldrende i gruppen. Børnene kommer dels direkte fra deres hjem, og har ikke tidligere været adskilt fra moderen en hel dag igennem. En del kommer fra vuggestuer, private plejer eller optagelseshjem, hvorfra moderen har fået mulighed for at hente barnet hjem, da der blev plads i børnehaven. Et barn kan have skiftet plejested indtil 5 gange, inden det som 2-årig kommer i småbørnsstuen. De fleste af børnene kræver en tilpasningsperiode; strækker denne sig over længere tid, bliver forældrenes holdning præget af skyldfølelse over for barnet og af angst for, at det ikke skal komme til at gå; både barn og forældre må trøstes, og det er en støtte for den lille at opleve, at forældre og børnehave er gode venner; også blandt de øvrige børn i gruppen kan der dukke episoder op, der viser, at de har forstået den lille kammerats situation; man kan f. eks. se en 2-årigs forsøg på at opmuntre, ved at placere sig lige foran den sørgende, stikke hovedet helt hen til ham og gøre de festligste grimasser, for derefter at slutte med en »falde på halen« komedie, der virkelig gør indtryk og ofte kan rive den anden med i legen; eller de kan f. eks. komme slæbende med alt legetøjet og dynge det op foran den lille med de hængende mundvige. Anderledes stiller det sig, når der er tale om formiddagsbørnene; disse har større mulighed for at afvikle den følelsesmæssige side af sagen i hjemmet, og skulle det vise sig, at barnet ikke falder til i børnehaven, har det den mulighed, at det igen kan være hjemme en tid, uden at hjemmets økonomi derfor kommer til at stå på spil; dette giver mere afspænding i situationen. For de børn, der kommer fra vuggestue, børnehjem eller private plejer, former overgangstiden sig anderledes; de fleste er jublende glade og nyder bevægelsesfriheden dagen igennem, men enkelte af dem bliver helt passive,

22

ikke alene i toilet- og spisesituationer, men også i deres leg; det kræver tid at tilpasse sig et milieu, hvor man bogstaveligt selv må tage skeen i hånden, og hvor det lader sig gøre at gå på opdagelse. I en gruppe med 22 born viser erfaringen os, at vi må regne med at have 2 å 3 børn, der lægger særlig beslag på den voksne; spørgsmålet om vanske­ lighedens art og sværhedsgrad vil da melde sig, og opgaven må tages op. Er der mulighed for, at børnehaven i samarbejde med hjemmet bistået af specialhjælp, såsom psykolog, talepædagog eller psykiater vil kunne magte opgaven, eller må indlæggelse tilrådes? Udfaldet af dette arbejde er i første række afhængig af forældrenes indsats. Er der tale om opdragelsesvanskeligheder af lettere karakter, f. eks. almin­ delig spisevægring o. lign., forsøger hjem og børnehave sammen at finde frem til, hvilke pædagogiske retningslinjer man vil benytte sig af i denne særlige situation; begge parter må gore deres iagttagelser, og når disse skal udveksles, er det ofte glædeligt at erfare, at selve dette, som forældre at skulle forsøge at iagttage barnet enten i børnehaven eller i hjemmet, har bevirket, at man ikke længere i så høj grad lader sig irritere, endsige tager det som en personlig fornærmelse, at barnet ikke vil spise mors gode mad; man er bedre rustet til at tage sagligt på spørgsmålet. Foruden børnene med udtalte vanskeligheder er der også børn, der har en mængde, de skal afreagere for i børnehaven, eller vi har barnet, der er gået i stå, og som helt har opgivet at reagere eller gøre sig gældende. Der er brug for mange former for hjælp, omhu og menneskelig varme, der trænges til impulser til aktivitet, til oplevelser, der kan sætte noget i gang, forøge ordforrådet og udvide sprogforståelsen. Enkelte børn frister tillige den skæbne hvert år at blive udkommanderet til et 6 ugers-3 måneders ophold på optagelseshjem eller sanatorium; barnet er lige så forvirret efter hjemkomsten fra disse skiftende steder som før afrejsen, men det er nu mere legemlig velplejet, og hjemmet^har fået en tiltrængt aflastning, dog kan man ikke se bort fra, at barnet, der tvinges til ustandseligt at skulle tilpasse sig nye steder og nye mennesker, efterhånden vænner sig til at slutte kon­ takter af rent overfladisk karakter, samt kun at beskæftige sig flygtigt med tingene. Børnehaven bliver for dette barn dets faste sted, gruppelivet her er kredsen, hvortil det vender tilbage. Blandt alle de hjem, fra hvilke vore børn kommer, findes der uhyre for­ skellige årsager til; at man ønsker barnet anbragt i børnehave, men stort set kan de deles i 2 hovedgrupper således: størstedelen og mindstedelen, idet det for størstepartens vedkommende i første række drejer sig om familiens eksistensmulighed; kan den bestående standard holdes? Kan den bedres?

23

Man ønsker f. eks. at blive boende i den ældre ejendom efter dennes modernisering, eller man vil gerne opspare til en indskudslejlighed; af andre årsager i denne gruppe kan nævnes: sygdom i hjemmet, den enlige forsørgers stilling, faderen, der endnu er under uddannelse o.s.v. For mind- steparten er spørgsmålet om barnets børnehavegang ikke knyttet sammen med forældrenes erhvervsmulighed; det indebærer således ikke noget an­ bringelsesproblem; det drejer sig udelukkende om at give barnet den bedste mulighed for aktivitet og udvikling i et milieu af pædagogisk standard. I spørgsmålet om børnenes opdragelse er det afgørende i hvert enkelt tilfælde, i hvor høj grad der vil kunne blive tale om et samarbejde mellem hjem og børnehave, og her kommer selve børnehavens milieu os til hjælp, idet det i sig selv virker inspirerende og giver anledning til samtaler. Forældrene ser og oplever her deres børn blandt jævnaldrende i aktivitet under mange forskellige former, og det viser sig da ofte, at interessen for og tanken om barnets udviklingsmuligheder hele tiden har været der, men sagen har i mange tilfælde måttet fortrænges, fordi der var så meget andet, der var mere presserende, men nu, hvor der er lejlighed til at drøfte ét og andet vedrørende barnets adfærd, viser det sig, at spørgsmålet om op­ dragelse for forældrene ikke alene er indskrænket til et: »du skal« og »du må ikke«; man benytter sig nu af chancen til at tage det frem til bearbejdelse, som man tidligere ikke magtede alene. V i får en ny fornemmelse af, i hvilken retning forældrenes opfattelse af deres opgave som opdragere går, jævnsides med, at de får orientering om nogle af de synspunkter, der ligger til grund for vort arbejde, f. eks. ved­ rørende milieuets tilrettelæggelse i gruppen, således aldersinddelingen af børnene, hel- og halvdagsanbragte børn i samme gruppe, materialernes beskaffenhed og anvendelse inden for de forskellige aldersgrupper, den voksnes indstilling til børnenes aktivitet, tilvejebringelse af gunstige betin­ gelser i gruppen for venskabsdannelser og for fællesskab eller for isolation f. eks. med en stabel billedbøger, når det ønskes. Hvert barn har krav på, at børnehavelærerinden arbejder på at få et ind­ gående kendskab til og dermed voksende forståelse af det; der ligger således i vort daglige arbejde en udfordring til å jourføring inden for den nyere tids opdragelsestanker, en viden, der under bearbejdelsen af det indhøstede materiale vedrørende det enkelte barn og dets hjem samt erfaringerne fra gruppelivet, giver inspiration til at søge at tilrettelægge milieuet således, at barnets behov for udvikling: motorisk, emotionelt, socialt og intellek­ tuelt får de bedst mulige betingelser for at kunne imødekommes. Børne­ havelærerinder må have nøje kendskab til det normale barns udvikling på

24

de forskellige alderstrin; ud fra dette kendskab vil hun kunne observere de enkelte afvigelser m. h. t. handicappede børn, således at spørgsmålet om disses mulighed for kyndig hjælp kan komme i betragtning. Når læger, psykologer og pædagoger inden for særforsorgen så ofte hen­ viser børn til vore institutioner, må vi have lov til at se dette som et af tegnene på, at børnehavearbejdets pædagogisk/psykologiske betydning og børnehavens mentalhygiejniske indsats i samfundet anerkendes. Den rivende udvikling og den store landvinding, der er sket inden for pædagogik og psykologi, sætter sine spor i de daglige krav i arbejdet og er således medvirkende til at motivere kravet om et nedsat børneantal i grup­ perne jævnsides med, at ønsket om en forlænget uddannelse af de unge, der skal ud i arbejdsmarken, må fremkomme med forøget styrke.

Margrethe Hviid. Børnehaveleder i Dronning Louises Asylselskab.

25

Kære Dronning Louises A sy l!

Hjertelig til lykke med de 75. - Ofte tænker vi på den tid, vi var dine gæster og gik ind og udaf din port i denhyggelige bygning i Bjelkes Allé - tænkerpå det rige ogglade virke, der her udfoldede sig til gavnfor os alle, børn ogforældre, i det daglige som ved de store begivenheder: julefest og koloni. Der var nu nogetfestligt og spændende ved en kolonirejse. Forberedelsen, mærkning ogpakning aftøj, afskedmedmange knus ogmåske en lille tåre her ogder. Efter afrejsen tomhed - en lille smule beklemthed. Alt dog hurtigtforjaget af en kort meddelelse op­ slået på døren om alles lykkelige ankomst til kolonien. Breve dg kort fra Frøkener berettede muntert om livet deroppe, og pludselig var dagenfor ankomst rykket nær. Det var etfestligt gensyn, alle - frøkener og børn — brune ogfriske, lattermilde og med ligesomfjerne øjne, det var, som de endnu så langt udover horisonten. Efter at havefået vore kære unger sunde ogglade tilbage stod vi dér, hvergangfyldt af glæde ved gensynet, sagde tak til Frøkener og kørte så hjemfor at høre om alt det vidunderlige der var hændt på kolonien. Menfik vi sagt tak? Forstod vi dengang, hvormeget det betødfor os alle, at vore børn voksede op i børnehavens kærlige ogforstående miljø ? Vist var vi glade ved at vore børn havde et godt sted at være, at I ville hjælpe os med at passe dem. I dag kan vi se, det var meget mere, børnehavenfølte det jo som enfælles opgave med os, herudfra blev vel også studiekredsene startet. Studiekredsene var en interessant og hyggelig tid. Igennem en del vintre samledes enforældrekreds til studie- og diskussionsaftener om barnets problemer. Med udgangspunkt i Anne Marie Nørvigs bog: »Det sunde barn«gik diskussionen både i dybde og bredde. Det var en god tid, og vi følte alle, disse aftener hjalp os til indsigt ogforståelse , støttede os i situationer, vi ellers havde haft svært ved atforstå. - Børnehavens daglige arbejde, hvor de små grupper opøves og opdrages til skabende arbejde, har i nuet med dets hastigt tiltagende tempo en meget stor betydning for vore børn.

26