Dronning Louises Asylselskab - gennem 75 år efter elena

fra 1943 til i dag. Det er ikke her på vort lille område, som på de fleste andre områder i vort samfund, at der finder en gradvis udvikling sted, nej, hos os var det sådan, at den første periode havde sin særlige karakter, og at perioden efter 1943 var helt anderledes. I den første tid betragtede vi det som vor opgave at modtage det størst mulige antal børn i vort asyl. V i kan se af de gamle beretninger, at der er regnet med, at vi skulle kunne huse op til 200 børn dagligt, og når man tager i betragtning, at kun asylbygningens nederste etage blev anvendt til børnenes ophold - på 1. sal havde bestyrerinden sin bolig -, vil det kunne forstås, at pladsen var trang, og at der ikke for børnene blev lejlighed til friere udfoldelse. Til at passe alle disse mange børn var der bestyrerinden - asylmoderen, som hun blev kaldt - og én medhjælper. Om en egentlig pædagogisk beskæftigelse af børnene kunne der jo under disse forhold kun med vanske­ lighed blive tale. Det har jo for de to damer, der skulle passe det hele, været umuligt at komme i kontakt med det enkelte barn. Blod det at holde ro og orden blandt så mange små børn har været et arbejde, som nok kunne slide på kræfter og nerver. •• Man må beundre det uegennyttige arbejde, som i denne første periode blev udført af asylmødrene for en ringe løn og under meget primitive og vanskelige forhold, og den udholdenhed de udviste. I perioden fra 1888 til 1943 havde vi kun to asylmødre, nemlig frøken Sophie Rude fra 1888 til 1926 og frøken Magdalene Bjerring fra 1926 til 1943. - V i mindes med taknemmelighed det arbejde, disse to udførte i en vanskelig tid. I 1943 indtraf den store forandring i asylets forhold. I dette år kom vi i forbindelse med børnehaveseminariet Frobel-Højskolen i København, hvis bestyrelse havde interesse i at komme i samarbejde med en børneinstitution, hvor seminariets elever kunne få praktisk uddannelse i forbindelse med deres studier på skolen. Det viste sig straks, at der i begge de to institutioners bestyrelser var stor forståelse for, at et samarbejde mellem seminariet og asylselskabet kunne blive frugtbart for begge parter. Asylselskabets daværende bestyrelse forstod, at der her viste sig en ene­ stående mulighed for fornyelse og udvikling, idet vi ved samarbejdet med seminariet kunne drage nytte af den store erfaring på det børnepædagogiske område, som seminariets bestyrelse sad inde med, medens denne på sin side gerne ville være med til at anvende sin erfaring på området til at forny og modernisere en gammel institution som vor, der endnu ikke havde accepteret alt det nye, der var fremme i tiden, og samtidig ville seminariet jo så få en arbejdsplads for sine elever.

7