Dronning Louises Asylselskab - gennem 75 år efter elena

den kortere arbejdstid, som en del mennesker nok vil få i de kommende år, blive mange muligheder for stadig mere fællesskab med forældre også i det daglige børnehavearbejde. Men tilbage til årene 1943 og fremover. V i syntes, der skete en efter­ hånden nødvendig og værdifuld forandring med Dronning Louises Asyl. Betød forandringen også mærkbare værdier for børnene, eller mistede de også noget, f. eks. ved pludselig at måtte undvære de voksne, de var vant til at have omkring sig, vi ved det ikke. Nu er børnene voksne, en del af dem hører med til børnehavens forældrekreds, og enkelte har deres virke som børnehavelærerinder i andre børnehaver. V i mødte i Dronning Louises Asyl et udsnit af børn, som de nu engang er rundt i landet, men alligevel fik de for os deres eget ansigt, vel også lidt mere end andre børn, vi mødte i andre børnehaver, dels på grund af de pludselige forandringer, der gav et særligt fællesskab, dels måske fordi vi sammen med dem oplevede besættelsesår og de glade befrielsesdage. V i oplevede her noget af, hvad de begrænsede muligheder i de år betød i hjem uden mange reserver; vi oplevede også hjem, hvis økonomiske status ændredes totalt fra begrænset »dagligt brød« til mere end almindelig vel­ stand. Kan disse oplevelser mon ikke illustreres ved beskrivelse af en lille 3-4 årig dreng, der på kolde vinterdage kom til børnehaven i et par tynde lærredsbukser. - En dag forsøgte en børnehavelærerinde at spørge ham, om han ikke kunne tale med sin mor om at få lidt varmere tøj på. Svaret faldt omgående med en vis krænket stolthed: »De er varme, mine bukser«: Der var ikke mere at tale om. På mandage kunne man af samme dreng og hans søster få spændende beretninger om deres vellykkede søndags­ udflugt, gratis sporvognstur til linie 9’s endestation med indsamling af »skod« til familiens cigaretforbrug. De samme børn græd ved tanken om at skulle forlade »Løjerthuset« efter et lykkeligt koloniophold og igen finde udfoldelsesmuligheder i deres »frække gade«, som de selv kaldte den. Umid­ delbart efter kapitulationen havde bladet vendt sig, og vi fik beretninger om, hvordan søskendeparret sammen med forældrene rejste til Sverige på indkøbstur med »hundredelapper« i skoene. Da var familien yderst vel­ forsynet med tøj og andre materielle goder. I disse år i periferien til dyrtid uden dertil svarende lønreguleringer mødte vi også mennesker, hvis dagligliv må have været en dåd. Hvordan var det mon at være enlig mor og tjene til livets fornødenheder ved ren­ gøringsarbejde og hver dag sende fem sunde, velkkedte børn i skole og børnehave. Tre af børnene gik i Dronning Louises Asyl, sprælske og fyldt med energi og temperament var de. Megen af den trang til aktivitet, de var i besiddelse af, kunne ikke komme til udfoldelse i deres to-værelsers

16