Dronning Louises Asylselskab - gennem 75 år efter elena

lejlighed, den måtte bruges i børnehaven. V i måtte indrette os med de begrænsede pladsforhold en ombygning af en børnehave kan forvolde, så de på trods af alle forhindringer kunne opleve glæden ved i de mange timer at være travlt optaget af leg sammen med jævnaldrende. Det kunne ikke lade sig gøre uden sammenstød nu og da, men alligevel var netop de børns optagethed af deres børnehave nok en støtte for en mor med store arbejdsbyrder, og hun var en af dem, der nødigt undlod at være med til børnehavens forældreaftener. En aften ind under jul havde man talt om fælles juleforberedelser og blandt andet talt om skovture sammen med børnene også ved vintertid. Den efterfølgende mandag fortalte moderen og børnene med lige stor begejstring om deres søndag. Moderen havde haft travlt med mange praktiske forberedelser derhjemme, mens en ven af huset var taget i skoven med de fem børn. Om aftenen havde hele familien hygget sig med at pynte op, lave juledekorationer og andre ting af det dejlige materiale, de havde med hjem. Det kan man næsten kalde kontant betaling. Men også i en børnehave på Nørrebro former livet sig vidt forskelligt for forældre og deres børn. For nogle må gaden, gården og parkerne blive de naturlige tilholdssteder; for andre blev kolonihaven sommeren igennem familiens store oplevelse, som kunne kaste glans over vinteren i byen og give børnene værdier, som de bragte med til børnehaven. For nogle børn blev ophold hos bedsteforældre uden for København en kilde til megen glæde. For en femårig dreng med de muligheder gav turene levende inspi­ ration til lege, også til kammeraterne i børnehaven. For ham var enhver inspiration fra vor side tilsyneladende unødvendig. Hans dagligliv i et lykkeligt hjem uden kunstige påfund var baggrund for hans sunde travl­ hed. En dag efter en tur med børnehaven umiddelbart før hviletiden, havde han samlet en mængde dejlige efterårsblade, og de skulle presses nu. På børnehavelærerindens spørgsmål, om det ikke kunne vente, til sovetiden var forbi, svarede han omgående, benægtende, da han den eftermiddag skulle være læge i en i de dage tilbagevendende hospitalsleg. På forslag om at tage bladene med hjem og ordne dem om aftenen, var svaret det samme. Da skulle han lave en perlekrans af indsamlede kastanjer til sin lillesøster. Dagen var for kort, når i y2 time skulle gå med at sove. Han pressede sine blade i stedet. Ofte taler vi om fortravlede hjem uden tid til at tage sig af deres børn. V i oplevede også i de år en bevidst stillingtagen, der giver udtryk for det modsatte. En af de mange mødre, hvis dag på en fabrik kunne blive vældig forceret, havde tre små piger, der var indholdet i hendes tilværelse. Hun måtte ved sit arbejde skaffe midler til livets fornødenheder, men sagde: »Jeg skal ikke presses ind i akkorder, vi skal leve, men vigtigere end nogle

*7