HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_IV

Den københavnske stadsret af 13. marts 1254

^3

helt anden karakter i byen end på landet. I en landsby kunne en sådan uagtsomhed være risikabel nok, i byerne udsatte den hele købstaden for at gå op i luer. Inden for familieformueretten og arveretten gjorde man i land­ skabslovene en skarp sondring mellem fast ejendom og løsøre. I byerne måtte en sådan sondring forekomme ir­ rationel som følge af, at løsøreværdierne her ofte var lige så store som eller måske endnu større end de faste ejendommes værdi. Ingen af disse problemer behandles imidlertid i stadsretten af 1254. Hvad der i denne først og fremmest springer i øjnene, er, at det er en samling regler, som gælder i en fæstningsby. Det kan i denne sammenhæng være illustrerende at omtale, at Erik Klip­ ping i 1266 nægtede at møde den pavelige legat Guido i Ribe under henvisning til, at denne by ikke var omgivet af nogen mur.17 Straks i begyndelsen af stadsretten af 1254 fastslås, at byens indtægter af retshåndhævelsen skal anvendes til voldgravene, plankeværksbefæstningen og broerne.18 Hvis voldene eller plankerne led skade på grund af nogens handlinger eller undladelser, skulle ved­ kommende påbegynde reparationsarbejdet inden tre da­ ge, og var det krigstid, skulle udbedringen finde sted samme dag.19 Desuden kunne det pålægges enhver ved bestemmelse, truffet af fællesskabet, at gøre arbejde på vejene eller udføre arbejde af anden art, således at und­ ladelse heraf medførte straf.20 Endnu videregående var den bestemmelse, som pålagde borgerne at stille huse, tømmer, sten, jern, kalk eller andet til rådighed, når det ønskedes af borgerne, uden at der i sådanne tilfælde blev tale om erstatning for de afgivne værdier, men tvært­ imod 0111 anvendelse af straf over for dem, som ikke efterkom påbudet.21 I disse tilfælde siges vel ikke ud­ trykkeligt, at der er tale 0111 militære foranstaltninger, men det har dog sikkert været de mest praktiske tilfælde. Derimod findes der en helt moderne ekspropriations-