HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_IV

Den københavnske stadsret af 13. marts 1254

^9

havns borgere i datiden har i hvert fald ikke været i tvivl om, hvilke regler der gjaldt i så henseende, og vi går næppe for vidt, når vi antager, at det principielt har været biskoppens ombudsmand, der har udøvet doms­ magten i København. I hvert fald tales der i 1275 om det tilfælde, at en borger stævnes for nogen sag for ombuds­ manden.39 Kun hvor det drejede sig om legemsfornær­ melser og enkelte andre forbrydelser, tillægges der ud­ trykkelig borgerne en vis medvirkning ved sagens afgø­ relse. Et kollegium bestående af seks personer, nemlig tre borgere og tre af bispens folk, skal træffe afgørelse om straffens størrelse, og i tilfælde af stemmelighed skal biskoppen tiltræde som opmand.40 Her foreligger en ord­ ning, som minder en del om landskabslovenes næv­ ningeinstitution; men bestemmelsen frembyder særlig interesse på et par punkter. For det første fordi dette kollegium øjensynlig var berettiget til at foretage en ret fri strafudmåling, medens landskabslovene — og for den sags skyld de fleste straffelove helt op til den nyere tid her i landet — var præget af et tariferingssystem, der ikke åbnede nogen plads for skønnet. For det andet fordi stadsrettens bestemmelse udtrykkelig foreskriver, at det omtalte kollegium skal foretage en omhyggelig undersø­ gelse af sagen, forinden afgørelsen træffes. På dette punkt er der en iøjnefaldende forskel mellem landskabs­ lovene og stadsretten, idet landskabslovene ikke inter­ esserede sig synderligt for, hvorledes nævningene kom til deres overbevisning. Hvad der ligger bag ved byret­ tens regel, er ganske klart. Det er den kanoniske rets procesmåde, som har været forbillede for reglen. Med udstedelsen af stadsretten af 1254 måtte Jacob Erlandsen mene, at han havde ordnet forholdene i Kø­ benhavn så godt, det stod i hans magt. Han havde fået borgerne til enstemmigt at acceptere den ordning, som