FruLucieWolfsLivseridringer

155

«Til Jomfru Luc ie Joha nne sen !

Idet jeg herved er saa fri at oversende Dem Ø s t g a a r d s «En Pjeld- bygd», ønsker jeg ret, at den maa være Dem kjærkommen og haaber, at den vil blive det endnu mer, naar De faar læst den. Jeg ønsker Dem af Hjertet Held og Lykke for Deres Fremtid og glæder mig i Forvisningen om, at De i Deres nye Forholde vil vinde den samme Yndest, som De i saa høi Grad vandt i Deres Hjemstavn. Kristiania 15de April 1853. Deres D a n i e l S c h i ø t z .» vilde nemlig ikke, at jeg skulde bo hos frem­ mede, men se et kjendt ansigt og have hjemligt stel, inden jeg optraadte første gang, og for at jeg kunde have en at tale med om hjemmet, naar længselen kom formeget over mig. Dette var vel betænkt; thi der var ikke stort mod i mig dengang. Jeg varjo saa langt borte fra fader, fra tru G r u n g , ja fra alt, som kunde trøste og berolige mig. Byens gader fandt jeg stygge, mørke og triste. K a l t e n b o r n s boede gaard staar; men dengang var studenter­ samfundet ligeoverfor, der hvor revisionsdepartementet nu er. Dette blev til meget stor fornøielse for mig, men til ærgrelse for fruen i huset; thi jeg eller hun kunde næsten aldrig komme hen til vinduet, uden at en mængde hoveder var stablet op efter hinanden i vinduerne ligeoverfor. Det var alle de unge studenter, som saa gjerne vilde se paa mig, deriblandt mange bergensere. Der stod altid en paa vagt for at passe paa, naar jeg gik ud, og som da kaldte paa de andre. Ofte hørte jeg sterke klask paa ruderne, naar de styrtede hen til vinduerne — den ene over den anden for at komme først. Dette likte jeg svært godt, og jeg kastede mange kokette øiekast til dem. Den første tid jeg var i Kristiania, boede jeg hos løit- nant K a l t e n b o r n , som var gift med en søster at fru G r u n g . Fru G r u n g i skrædder K i l d e s gaard i Nedre Slotsgade, der hvor nu D a n i e l S t e e n s

Made with