FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie W olfs liv se rin d r in g e r .

Da de andre var gaaet, fulgte jeg med ham ind paa kontoret. « L u c i e ,» sagde han, «jeg har længe merket, at der er noget, som piner og græmmer dig. Vær oprigtig og fortæl mig d e tte ! Du er jo ofte saa rasende heftig, at man næsten kan blive bahge for dig; hvorfor græd du nu saa, da du sagde dette vakre skriftsprog? Se, nu begynder du jo paany at græde.» «Ak, kjære pastor, jeg kan ikke fatte, at dette skrift­ sprog skal være saa vakkert, for det er jo ikke sandt!» «Men, L u c i e , hvad er det, du siger? Tviler du paa Guds egne, hellige ord?» «Ja, eller saa kan jeg vel ikke forstaa det da,» sagde jeg, «for jeg tænker virkelig paa min skaber, jeg beder uafladelig til ham, men han hjælper mig jo ikke. Aa Gud, hvor jeg er bedrøvet.» «Sig mig nu den rene sandhed,» bad presten. «Ja, det skal jeg! De siger alle hjemme, at det er synd at spille ko­ medie; men hvor kan noget saa skjønt, saa herligt være s y n d ; digterne har jo skrevet saa meget deiligt, hvor er det da muligt, at Gud ikke skulde ville tillade et af sine børn at fortælle hele verden alle disse skjønne tanker, som han selv har indgivet dem. Det er jo bare dette, jeg længes efter, og det k a n ikke være synd, nei, nei, nei, det er umuligt, det er ikke synd.» Jeg græd voldsomt, trampede i gulvet og knyttede mine hænder. «Naa, naa, naa, naa!» sagde presten og rystede mig i armen, «hvad er dette for en opførsel? Husk, hvem du taler med og hvor du er.» Jeg faldt da paa knæ for ham, tog hans haand og kys­ sede den og bad, at han ikke maatte forlade mig, da jeg ofte var bange for mig selv og for alle mine stormende tanker og følelser. Han klappede mig paa hovedet og s a g d e : «Mit stakkels b a rn ! Ja, jeg forstaar, at der er svær kamp i dit indre, du har det ikke godt; men tror du da, at om du nu kunde