HammerichEtLevnetsløb

178 var mig nær. Min stemning skaffede sig ln ft i et længere ly risk-fantastisk digt, hvor Ingemanns indflydelse endnu var kændelig. Syndige lyster og rene følelser kæmpe i det sammen. Det åbnes med vers om vårnatten : Blinkende vinke stjæ rn er små, luilende rulle bølger blå!

venlig er vuggen og hvilen sød, saligt a t slum re i m oderens skød! K rystes så tæ t til det svulmende bryst, h ø re den kæ rlige luilende røst, svæve og bæve i håb og i frygt, drømm e så himmelsk og slum re så try g t!

Det er en yngling, som synger den sang, og rø ste r fra natu ren svare ham ; blomster, fugle, himmel og hav indføres talende ligesom i „Reinald Underbarnet.“ Også det digt gæmte jeg som min hemmelighed, kun én fik indblik i den, og hun tilsneg sig det, jomfru P r e h n . Ad adskillige veje gættede hun sig fræm, må også, som hun plejede van, have støvet efter mine optegnelser og væ ret heldig, og hvor let får en snild kvinde ikke magt over det uerfarne unge menneske! Hun nærmede sig med noget, der for mig så ud som moderlig ømhed: „hvordan h a r du det dog, du ser altid så alvorlig ud !“ Det, hun gættede sig til, om talte hun som en vitterlig sag, brugte smigrende ord, kaldte mig „min elskede ven,“ „gudernes yndling,“ brugte milde bebrejdelser og bønner, ja sparede selv ej på tå re r: „og så ringe for­ trolighed vises der en moderlig veninde! Ak, hvor er verden dog kold, hvor står jeg dog forladt, n år selv mine kære svigte! Der Wahn ist kurz, die Eeue lang!“ P å den måde fralokkede og fravristede hun mig lid t efter lid t et slags tilståelse. Hvad de følelser, jeg nærede for Marie, kunde lede til for hendes vedkommende, må have stået k la rt for hende: tab e t af stillingen i faders hus. Hun grov da sine miner under jorden. Med tilsyneladende deltagelse