HammerichEtLevnetsløb

30

lang hals, fløj på mig og hed mig både blå og grøn. Det gik mig ikke hædre end siden, da jeg kom hjem, og Svejtseren i F rederiksberg have skræmmede mig med a t sætte et ansigt op, så jeg for hen til „spidsrods­ bænkene“, hvor moder sad, og gæmte mig i hendes skød; dér var altid min trygge havn. „Hvad er der dog i vejen med dig, b a rn ? “ sagde hun. Nej, helt var jeg ju st ikke, men jeg skammede mig derover og lovede, det skulde nok blive godt. F ra Norge ha r jeg fået de første indtryk gennem et brev, jeg endnu gæmmer, fra Hanne Kilde, moders elskværdige veninde, den senere konferensrådinde Arbo. Jeg havde næmlig tag et mig sammen på k raft, også fået nogen hjælp af onkel Karl, faders broder, der lærte mig a t skrive, og således bragte jeg et brev til hende i stand. Derpå var det, hun nu svarede mig. „Du skulde komme herop, for her er så kønt! Du skulde se, hvilke nydelige små lam og kalve her er, og så h ar vi en lille pæn, gul hest, som du kunde ride på. Du skulde få lov at ride så langt, du vilde, og jeg skulde gå og holde på hesten, a t du ikke skulde være bange. Synger du ofte endnu: „klare kilde, elskte lund “ (jeg tænkte den gang ved „kilde“ på Kildes familje), og: „tit får jeg , når jeg drikker, en ru s “ ? Dem må du endelig ikke glæmme, til jeg kommer igen! Lev im idler­ tid vel, voks og bliv den gode Frederik, jeg vænter mig af dig!“ Jeg må dog tilføje, at jeg allerede vidste, Norge var fuldt med bjæ rge, og a t de var høje, meget, meget højere end runde tå rn , så man let kunde falde ned af dem og slå sig ihjæl. Men Hanne Kildes op­ ho ldssted, Modum, fik på grund af brevet og a lt, jeg hørte derfra, en glans for mig, som var det den skøn­ neste egn i Norge. Var jeg en sjælden gang længe oppe og så fuld­ månen på himlen og de hvide skyer i æventyrlige skik­ kelser nu skjule den og nu a tter åbne sig for dens.