HammerichEtLevnetsløb

67 nær ved at drukne.“ Danse fik vi heller ikke lov til. „Det var ikke tillad t i brødremenighederne og var desuden en grumme farlig ting. Avditør Martensen, en fæ tter til moder, havde danset og fulgte derefter i tynde sko et p a r damer hjem : de gik over en meget våd eng, han forkølede sig, og væk var h a n .“ Kun en naragtig så kaldet „skrædderdans“ dansede fader, n å r han vilde more os. Så drev vi øvelsen i smug på egen hånd , og det ikke uden fare: sprang over tove, hængte os i dem og kunde let blevet hængende; jeg stak hele hovedet til halsen under posten eller i en balje vand, og da vi kom i skole, læ rte kamm eraterne min broder a t svømme. F ad er i sin ængstelighed forbød os i det hele alt for meget, hvorved vi fristedes ind i en usand tilværelse og snode os fra ham med sm å lø g n e . I så henseende har jeg ikke lidet at angre og endnu kæmpe med; det var vist ellers kommet alligevel, nu kom det kun noget stærkere. Moder holdt på, vi skulde t e g n e , det havde skaffet hende som barn så megen glæde. Vi fik da en gammel­ agtig læ rer, der gærne gjorde løjer både med pigerne og os. Det gik vi med fornøjelse ind på og kunde blive ham temmelig nærgående. En gang ta lte han om nytårsvers og foreslog mig følgende: kære fader, ker i skærts sender jeg dig et nytårsvers. Hvortil jeg på stående fod svarede: „så kunde de næste vers hede:

Lehmann elsker meget drik, det kommer af din Frederik!“

Han gjorde mig ingen ting derfor. I øvrigt lærte vi altid noget under ham , især min broder viste gode ævner, og til vore forældres fødselsdage mødte vi fræm 5*