Kjobenhavn_1914

O Middelaldersby med sunkne Taarne, Fugl Føniks atter af sin Aske skudt, med Møllevingerne af Søvind baarne, med Mur af Tinder og Rundeller brudt, med Byprofiler højt og dristigt skaarne — fra Havnen tordner Karavel-Salut, og Faner vifter om en stolt Besejring, og Klokker takker for en brudt Belejring. En Labyrint af smalle Krinkelgyder, hvor Kirkespir gror op med gylden Fløj; opfyldte Holme frem i Strømmen skyder, og trindt om klinger Værfters Hammerstøj; Indsejlingen et Søjle-Vartegn pryder, og Børs og Borg højt over Skorstensrøg er rejst, mens Rundetaarn mod Himlen retter Kvadrant og Kikkert i de stille Nætter. Hvor mange Taarne har vel Tiden tæret, hvor mange Mure Ilden lagt i Grus? Men atter livsfrisk løfted sig i Vejret denModerstad, der stod som Danmarks Hus. Endnu den bær et Glimt af Bombeskæret, kartov-bespyet over Bølgebrus, men altid voksende sin Ham den krængte, til endelig den helt sit Harnisk sprængte.