Kjobenhavn_1914

r \ /

UDGIVET AF FORENINGEN T IL HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE

KJØBENHAVN

KJØBENHAVN

SOM DEN ER OG SOM DEN BURDE VÆRE

UDGIVET AF FOREN INGEN T IL HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE KJØBENHAVN 1914

REDIGERET AF OTTO ASMUSSEN TEGNINGERNE AF KR. KONGSTAD KLICHÉERNE FRA KJØBENHAVNS KLICHÉFABRIK TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)

FORORD D ER har været en Periode i vor Hovedstads Historie, da Kjøbenhavn var en saare skøn By. Denne Periode kendes nu kun gennem historiske Beskrivelser og af gamle Billeder, og den positive Oplysning, vi om Byens Udseende kan hente gennem disse, er kun ufuldstændig, men dog tilstræk­ kelig til at afgive Bekræftelse paa, at vor Hovedstad engang i Tiden har væ­ ret rig paa Bygninger af stort arkitektonisk Værd. Der kom en Tid, da K jøbenhavns Udseende forandredes . . . . Gentagne Ildsvaader hærgede Byen, ogKrigsfaklen, der nu luer over den hele Klode, hvor By efter By lægges i Grus, og hvor Aarhundreders Kultur vejres hen, pisket af Krigens tusindsnæ rtede Svøbe, har før i Tiden ogsaa tændt v o r gode By i Brand. Og var saa de ydre Fjender endda de værste! Værre var det dog, naar vi selv efter bedste Evne rev ned og smurte over, hvad der var tilbage af for­ dums Byskønhed. »Udviklingen krævede det«, hed det, og dette Slagord blev efterhaanden til en Formel, der i en vis Periode anvendtes saavel af Byens Styrelse som af private. Nu er der selvfølgelig ingen, der forlanger, at en By ikke skal udvikle sig, sligt vilde være Unatur, men man maatte kunne forlange, at en Bys Udvik­ ling var en logisk Følge af dens Udviklingsmuligheder. Dette er K u ltu r, og Forskydninger i denne kan nu engang ikke ske uden Overgange. Kom­ mer en Bys Udvikling for voldsomt, og faar de enkelte Led i Byens Orga­ nisme ikke Stunder at følge med, saa gaar det galt. Men K jøbenhavnerne havde ikke Tid at v en te___De gamle Bygrænser V

sløjfedes, Byportene reves ned, og deres Fald skulde indvarsle en ny Tids Morgenrøde for Danmarks Hovedstad! N u skabtes Storstaden, n u var der endelig blevet P lads! Men i en økonomisk Nedgangsperiode, hvor alt skulde være billigt, uden at det dog — vel at mærke —maatte ses, at det var billigt, blev Resultatet oftest kun S tu k . Vore Huse (60’ernes og 70’ernes Bygninger i sørgelig Ihukommelse!), vore Hjem, vore saakaldte Kunstgenstande (en jævnlig m isbrugt Betegnelse for Datidens smagløse Frembringelser) alt blev forfladiget efter Principet: billig, aber schlecht! Hvad h ar vi ikke herhjemme — ved egen Skyld —mistet iTidernes Løb ? Hvor er alle de gode Borgerhuse, som med deres røde Tage, med deres Gavle og smaatavlede Vinduer gav Gaden Liv? Hvor er de skønne gamle Hjem, hvis solide gammeldags Møbler og Billeder fremkaldte en egen stil­ færdig Hygge ? De kan tælles. Eller —for det var jo ikke Hovedstaden alene, der undergik Forandring —hvor er den gamle Bondekultur med dens naive, men karakterfulde — og solide —udskaarne eller malede Møbler og dens Dragters festlige Farvepragt? Alt, baade ude og inde, baade Personer og Ting, i By og paa Land, udviskedes og berøvedes sit Særpræg. Møbler og Dragter købtes af Museer og Privatsamlere, og hvad kom der i Stedet? Vare­ huskram og Fabriksarbejde. Denne Form for »Kulturspredning« svider endnu til os, og dens Udløbere er det vanskeligt at komme til Livs. Man vænnede sig til det godtkøbs i stort som i smaat, ja man fandt det tilsidst net, og syntes ialtfald, at det var Ska­ beri eller Kunstnervigtighed, naar andre mente det modsatte. Nutidens Bestræbelser gaar i en anden Retning. Vi har faaet Øjet op for, at det gode gamle mange Steder f o r tidligt er ofret paa det »modernes« Alter. I vor Bygningskunst som i vore H jem vises Bestræbelser for at oprette, hvad der er forsømt, men Smagløsheden — eller i mange Tilfælde blot Manglen paa Forstaaelse af Sagens fundamentale Betydning —har bredt sig frodigt og fæstnet sig dybt. Som et Led i Bestræbelserne for at samle de kjøbenhavnske Borgere om dette: at vække og bevare Sansen for Byens Skønhed og udrydde det stygge, hvor det stikker Hovedet frem, udsender FORENINGEN TIL HOVED­ STADENS FORSKØNNELSE nærværende Bog. Bogens Idé vil tale tilstrækkeligt for sig selv: Efter et flygtigt Stemnings­ billede af Byen, som den engang var, med nogle Gadeprospekter, som nu ikke mere eksisterer, og hvis Udslettelse vi beklager, kommer vi — gen­ nem en Vurdering af de mange gode Nybygninger, de sidste T iaar har til­ ført vor Hovedstad — til de Afsnit, der danner den bærende G rundtanke for Bogen: at fremstille de Principer, efter hvilke en Bys normale Udvikling bør finde Sted; hvad vi bør gøre — og n a v n l i g h v a d v i ik k e b ø r g ø re — for at bevare vor Hovedstads førende Stilling blandt de nordiske Landes skønne Byer. VI

N o r d e n s A th e n ynder vi jævnlig at kalde Kjøbenhavn. Skal denne Benævnelse være andet og mere end en Etikette, er det ikke tilstrækkeligt at lægge Hænderne i Skødet og lade Udviklingen klare sig, som bedst den kan. Vi maa vide, h v a d vi v il; vi m aa være paa det Rene med, hvad det allerede h a r ført til kun at se paa, hvad der i Øjeblikket byder den største Fordel, og vi maa navnlig huske, at der kommer en Fortrydelsens Tid efter denne. Maatte nu de mange gode og kloge Ord, der tales fra de efterfølgende Blade i denne Bog, ikke være talt forgæves. Kjøbenhavn, December 1914.

KJØBENHAVN — MINDERNES BY S TORSTAD, som voksed af en ringe Ramme: en enlig Varde plantet først til Værn for Fiskerhytter og for Handelspramme, en Esse til at smedde Staal og Jern, mod Vender-Horderne en Vagttaarn-Flamme, for Landets egne Børn en Fredens Kværn. — Bystammen voksed, føjed Ring til Ringe, hvert Stik i Grunden kan for Dag dem bringe. I Sund og Søer risled glade Bække, og Landet dufted sommerligt af Hyld, af Saltfisk lugted baade Borg og Flække, hvis gamle Tomter blev lagt ned til Fyld — af Kridtstensmurens lange Kvaderrække i Jorden gemmes end en Rest af Syld; i Fortidsbyens Lag af Minder ligger Absalons Brønd, hvoraf endnu vi drikker.

O Middelaldersby med sunkne Taarne, Fugl Føniks atter af sin Aske skudt, med Møllevingerne af Søvind baarne, med Mur af Tinder og Rundeller brudt, med Byprofiler højt og dristigt skaarne — fra Havnen tordner Karavel-Salut, og Faner vifter om en stolt Besejring, og Klokker takker for en brudt Belejring. En Labyrint af smalle Krinkelgyder, hvor Kirkespir gror op med gylden Fløj; opfyldte Holme frem i Strømmen skyder, og trindt om klinger Værfters Hammerstøj; Indsejlingen et Søjle-Vartegn pryder, og Børs og Borg højt over Skorstensrøg er rejst, mens Rundetaarn mod Himlen retter Kvadrant og Kikkert i de stille Nætter. Hvor mange Taarne har vel Tiden tæret, hvor mange Mure Ilden lagt i Grus? Men atter livsfrisk løfted sig i Vejret denModerstad, der stod som Danmarks Hus. Endnu den bær et Glimt af Bombeskæret, kartov-bespyet over Bølgebrus, men altid voksende sin Ham den krængte, til endelig den helt sit Harnisk sprængte.

Du skønne By, som vore Fædre bygged og værned kækt med deres Hjerteblod, faldt end de Trær, som deres Hjem har hygget, endnu i Grunden findes Bul og Rod. Vi elsker dig, du er af Minder skygget, de svundne Slægter aldrig dig forlod, men maner os til ny endrægtig Handling, hvor alt det grimme faar en skøn Forvandling. I dig skal opstaa alle stolte Planer, som Fædrene før os engang har tænkt, men foldes ud i frigjort vide Baner, hvad før var smaaligt, stygt og indestængt. Vi elsker dig, du Hovedby for Daner, der højt i Solen Fanerne har hængt. Vi hilser dig, du eneste udkaarne, *Udviklingsstaden med de skønne Taarne!

Sophus Michaélis.

i*

Udenfor Østerport.

KJØBENHAVN — SOM DEN HAR VÆRET

N UTILDAGS re jse r jo s a a godt som alle! Hele den sto re urolige Svæ rm b a sk e r m ed Vingerne og længes bort. Kan m an blot skaffe sig nogle Dages Ferie, og h a r m an de nødvendige Kon tan ter, saa afsted m ed den pakkede Haand- koffert. Mænd og Kvinder, unge og gam le — ja , selv Skolebørn f a r e r ud ove r Søer og Bjerge m od Nord, mod Syd, m od Øst og V e s t.------ Den gam le H e rre , som sidde r i sin Lænesto l og hv iler sig e fte r Dagens Gerning, ry s te r p a a Hovedet, n a a r h an h ø re r Au tomob ilerne og M o to rcyk lerne hvæ se og kna lde dernede p a a Gaden. H an tag e r e t D rag a f sin Cigar og fæ s te r Blikket p a a Røgen, d e r sam le r sig i hv idb laa uldne Skyer. Tusm ø rke t b red e r sig i Stuen og s lø rer Genstandene. Gaslygtens Skin de rude fa lder ind gennem Ruden og op lyser Væggen m ed de gamle Billeder — Fam iliebillederne og Billederne fra Byen, som den engang va r. Den gam le H e rre fa a r ogsaa L y s t til a t rejse — rejse til Byen, som h an kende r sa a godt, og h v o r h an h a r tilbrag t sa a mange lykkelige Ba rndom saar. Væ re lse t m ed Billederne forsv inder. H an sidder i en gam mel Karosse, de r ru lle r henov e r Voldgadens ujævne Stenbro . Sep tem beraftenen e r m ø rk og taaget. D raab e rn e fu re r 5

Ø sterport. Efter Maleri af P. A. Fischer. V indusruderne. Med lange M ellem rum p a sse re r h an en søvnigt lysende Lygte. H an kan netop skim te H u s ræ kk en og Møllestenene langs Voldsiden. Fo ran det gam le Hotel, d e r ligger et Pa r Huse forb i Set. Pe- d e rs træ d e og de t Sted, hv o r H u s ræ kken gør sit sk a rp e Knæk f ra Vestervo ldgade til Nørrevo ldgade, s tand se r Karossen , og Dø ren b liver aabn e t a f Ho telkarlen , hvis Ansigt m ed Hageskægget den Rejsende genkender fra tidligere Dage. Den Rejsende g aa r gennem Porten op til v en stre ad de slidte, knagende T rapp e r og tag e r sit Væ relse m ed F lø jdøren ud til Gangen i Besiddelse. H o te lkarlen — d e r b aad e funge re r som Po rtier og O pv a rte r — h a r tæ n d t Lysene . Den Rejsende k a s te r e t Blik p a a de t falm ede b laa Tapet, de b lom strede G ard iner, de umagelige Møbler m ed det rød e Be træk og L itog ra fie t a f Kong F rede rik den Syvende. Saa g a a r h a n i den rene, hv ide Seng, th i h an e r t ræ t a f Rejsen. Næste Morgen e r h an tidlig p a a Benene, væ kk e t a f Raa- ben og k lap rende T ræ sko ude p a a Gaden. H an træ k k e r Rullegardinerne op. U den fo r bø je r Voldens T ræ e r de løvrige G rene over m od Hotellet. Rebslageren e r i fuld t Arbejde de rnede m ed sin Dreng. H a lm læ s s a a høje, 6

Nørreport. a t Kusken k an kigge ind ad den Rejsendes Vinduer, ho lde r i lang Række, th i henne p a a H jø rne t er de r væ lte t e t, som spæ r re r hele Passagen. En tæ t, hv id Taage s lø rer H im len og sæ nk e r sig ned over Husene og T ræerne . Skiltet m ed Hotellets Navn »Dannevirke«, de r s ta a r re t ud ved Siden a f Porten, d rive r a f Fugtighed. Den Rejsende fa a r sin v a rm e Kaffe b rag t op. E fter a t h a ve s ty rk e t sig p a a den griber h an H a t, F rakke og Stok og iler ned ad Trappen . Nu skal h an s kæ re gamle By ses efter i Sømmene, om den h a r fo ran d re t sig, siden h an v a r h e r sidst. H an g a a r ud a f Porten og s ty re r sin Kurs langs Volden forb i det væ ltede H a lm læ s hen til den lille T rappe , som ud fo r Set. Pederstræde fø re r op til den sk ra a Vej, de r befæ rdes a f Møllevognene. H an m indes, hv o r ofte h an som lille Dreng h a r sidde t deroppe i V induet og set Møllehestene ase og slide for de tung t belæssede Vogne. N aa r Fø ret v a r glat om V interen, kneb det slem t fo r de stakkels D y r og forresten ogsaa fo r de Spadserende deroppe. H an komm e r uv ilkaar- lig til a t smile, n a a r h an tæ n k e r p a a de gamle Kava le re r, de r gik deres M orgentur og ængstelig s træ b te hen m od Gaslygten fo r a t finde et fast Holdepunkt. 7

G lacis’et ved Nørrevold med Teglgaardsbroen. Med le tte Fjed — i Fan tasien h a r selv en gammel H e rre jo le t ved a t flyve — iler h an op p a a Volden. T ræ e rnes m ø rk e grønne Løv, isp ræng t gule Pletter, hvæ lv e r sig ove r han s Ho ved. H an g a a r op p a a Bastionen og sp ad se re r ad den frem skud te Linie, h vo r de g ræ sk læ d te S k ræ n te r fa lde r stejlt ned m od K irsebæ rgangen , run d t om Møllen, som hæ v e r sig s trunk p a a G rønsvæ re t. Udsigten ove r L and e t e r lukke t a f Taagen, de r s lø re r sig om K irsebæ rgangens K astan ie træ er. Deres dunkelgrønne Løv e r h ist og h e r begynd t a t gulne. Mellem Bladene titte r frem de gy ldentkapslede Kastanier. Den Rejsende tæ n k e r paa , h vo r h e r e r sm uk t om Fo raa- re t, n a a r K as tan ie træ e rne s Tusinder a f Lys e r tæ nd te , og Violerne b lom s tre r p a a Sk ræn terne . H ist ov re ligger V andvæ rk e t m ed sin s to re H ave ned m od S tadsg raven og til hø jre G lacis’erne — en Skov a f T ræ toppe , d e r ta b e r sig i Taagen. Den Rejsende fo rtsæ tte r sin Vandring ove r de buede T ræ b roe r, h v o ru n d e r Vejene løbe r ned til Teg lgaardsbroen , og g a a r v ide re ad Bastionen udenom T eg lgaardsstrædes Mølle. Det fa ld e r h am ind, a t h e r p a a de tte Sted e r det, a t en Tunnel fra Voldgaden fø re r ind i Volden. M ag istraten h a r 8

udlejet de tte underjo rd iske Rum til Sangerindelokale og Ølhalle. Om Aftenen viser e t enligt Gasblus inde unde r Hvæ lvingen Vej til Herlighederne. Paa G rønsvæ re t deroppe ved Møllen søger hans Blik den ganske lave, m en meget ud s trak te Træbygning, som i han s D rengeaar s a a ofte sa tte han s Fan tasi i Bevægelse. V a r den et Slags Blokhus til m ilitæ rt Brug — tø r rede Mølleren h e r Sejlduget til Møllens Vinger, n a a r Vejre t v a r regnfuldt — eller v a r de t Hele kun en F o ran s ta ltning fo r a t fo rh ind re H im melens Væde fra a t træ nge ned til Sangerinderne? Da h an a tte r fra Bastionen træ d e r ud p a a Volden, fa ld er hans Blik p a a e t højt, sm a lt Hus m ed et Refleks- ionsspejl ud fo r Stuens m idte rste Vindu, de r synes ham en gammel Bekendt. J a rigtig, h e r v a r de t jo, a t hans Ven S tuden ten boede oppe p a a Kvisten. H vo r ofte h a r h an dog ikke s ta a e t derop pe og b e trag te t Udsigten ove r Voldens T ræ e r, S tadsgraven , G lacis’et, G a rtn e rh averne , indtil Øjet fjern t ude fand t Hvile ved de grønne M arker, de sp red te Bon- degaa rde og den højtliggende hvide K irke m ed dens takkede Taarn ! H an kigger ned ad det St. K ongens Mølle.

Dronningens Mølle paa Østervold. snæ v re S træde , h v o r Stiftelsen skyd e r sin lave Bygning m ed de t sk ra a Tegltag he lt ud ove r Fortouge t ligeoverfor K irkens Kapel. H an n ikke r genkendende. H ve r Sten e r jo en Ven fra de unge Dage. Taagen begynder a t lette. Et Solstrejf fa lde r hen ov e r det s to re E lm e træ histhenne. Den Rejsende m indes a tte r For- aars tid en , n a a r E lm e træ e rne kastede deres »Manna«, som Børnene ka ld te det, og Vinden føg de vissengrønne bladlig- nende F rug ter samm en i Bunker langs Volden. F o raa re t! L ivets Genopvaagnen p a a disse S teder! Som en frod ig Eng s trak te G lacisbredden sig ned m od S tadsg raven — Døvne lderne m ed deres hvide B lomster m y ld rede frem —Kæ llingetanden histoppe p a a Skraan ingen — og h e r i den fede Bund Skovtulipanens lysg rønne Knopper og fine gule Blomster. Den Rejsende fo rtsæ tte r sin Vej ove r Broen, som Kong F rede rik den Syvende lod s laa ove r Nø rregab , h v o r den gam le Port h avde s taae t. I Baggrunden a f den k rogede Gade stiger Rundekirke frem ove r de lave Huse , og til Hø jre lyse r 10

Toppen a f Petrikirkes irg rønne Spir m ed den gyldne H ane ove r et teg lrød t Tag. Og til den m od sa tte Side se r h an udov e r Broen m ed Vagthuse t og N ø rre Allés kuplede T ræ k rone r. Nede p a a Gaden ved Opgangen til Volden sidder Kagekonen bag sit rig tbesa tte Bord. Med røde Grise og Kagemænd , Sukkergod t i høje Glas, Pæ re r o gÆ b le r friste r hun Ungdom men. I Hø jsomm eren e r det rød e K irsebæ r, bundne p a a lan ge Pinde, som v irk e r sæ rlig indbydende. Pindene ko ste r en Skilling Stykket. Det e r da ikke d y r t ! Den Rejsende komm e r til a t le. H an tæ n k e r p a a en Skolek am m e ra t, som en Dag oppe f ra Broen sm ed en raad d en Pære ned i Hovedet p a a Konen. Det v a r skammelig gjort, m en til nogen Undskyldning fo r K amm e ra ten tjener, a t h a n um id d e lb a rt forinden h avde køb t Pæ ren hos Konen. Og v idere g aa r Vejen forb i Gotersgades Mølle. Voldmesteren s Have ligger dernede ved Voldens Fod ud mod Gaden. Den Rejsende k an sk im te Rosenbuskene og de lange Bede m ed F jernellikernes røde og hv ide Blomster. 11

Oppe f ra Bastionen sku e r h an udov e r S tadsg ravens og G lacis’ernes østlige Del. Taagen e r næ sten he lt jag e t p a a Flugt, og Solen sk inne r v a rm t. Den k a s te r sine S tra a le r ov e r T ræ toppene , ove r de t blinkende Vand og de sivk ransede Øer de rude , h v o r M ilitæ ret h a r re jst sine Telte og Barakker. Hø r, H o rnsignaler lyd e r og fjerne T rom m e h v irv le r ------ Paa Voldens yde rs te frem skud te Væ rk ud m od Ø sterb ro hæ v e r D ronningens Mølle sin H a t og sine Vinger ove r T ræ e rnes Tykning. Det e r den m est rom an tisk beliggende a f alle Møllerne. F ra dens Galleri k an m an se he lt ud til de t b laa Sund. N yboders gule Huse — Søe ta tens M agasiner tæ t opad Voldsiden — den Rejsende v a n d re r langsom t forbi alle de kend te Steder. En Svæ rm a f Drenge en tre r Voldsiden og løb e r over G røn svæ re t m ellem Bastionerne, h v o r de r i G ræ sse t ligger en ru s ten Kanon fra fordum s Tid. H an h ø re r dem r a a b e til h inanden , og h a n fo rs ta a r, a t Ekspeditionen gæ lder V a ldnødde træ e rne i K irsebæ rgangen . Den Rejsende e r nu n a a e t hen til Vo ldbakken og k a s te r Blikket over m od Smedelinjen, Kastellet og den skyggefulde Grønning. Alt ligger u rø r t som i gam le Dage. Forbi U denvæ rk e rn e m edPa lisade rne og de m u rede Brystvæ rn m ed Skydeskaa rene sp ad se re r h an ad Broen ove r G raven og videre ind und e r L inde træ e rnes grønne Hvæ lvinger. H an tæ n k e r e t Øjeblik p a a a t gaa ad den smalle Sti mellem G lacis’e t og K irkegaarden ud til Baadehavnene og Bevæ rtn ingshaverne ved Sundet, m en h a n fo ran d re r Bestemmelse og fo rtsæ tte r Vejen ude fte r gennem Alléen, indtil h a n kom m e r til Kastelsvejen. Den m a a h a n nedad fo r a t se, h v o r m ege t d e r e r b leve t tilbage a f den berøm te , v id t ud s trak te Classens Have. Forbi de t høje, hv ide Hus og den gamle, g ra a Rønne p a a Kastelsvejens ande t H jø rne g aa r den Rejsende imellem lave T ræbygn inge r og H ave r, indtil Vejene de le r sig. H an væ lger den sm a lle Vej til ven stre — Classens Vej — , som m e llem Classens H ave og Classens Vænge fø re r ind til AggersborgSø. Alt e r u fo rand re t. Inde p a a Vænget s ta a r Køer og Heste d y b t i de t saftiggrønne Græs. T ilvenstre s træ k k e r sig M a rk e r og Skovtykninger. Vejen bø jer tilvenstre, og efter et K v a rte rs Gang s ta a r den Rejsende ved Aggersborg Sø, d e r om g iver det høje, s tr a a tæ k te Hus som G ravene en Røverborg. Ud m od S trandp rom en ad en ligger Villa ved Villa. F ra en 12

Indgangen til Langelinje.

Høj i en a f H ave rne se r den Rejsende ove r m od S tran dm a rkerne . Helt ude p a a Tangen ved de t b laa Sund hæ v e r sig K a lkb ræ nde riernes hvide, flaskeform ede Bygninger. Den Rejsendes Blik følger et Øjeblik Kystlinjen no rdp a a . Solbeskinnede M arker, afvekslende m ed gam le P a tric ie re jendomm es park lignende H ave r, indtil Svanemøllen p a a den grønne S trandeng d anne r G rænsen mellem By og L and . H an m indes Skov turene u d ad S trandvejen p a a de lange Vogne, »Kaffemøllerne«. Det b laa Sund fulgte m ed om tren t he lt inde fra Trianglen. Men de t er Tid a t vende tilbage. Den Rejsende sæ tte r Ku rsen gennem Rosenvænget ud til Ø sterb ro og sp ad se re r s a a i d e t sm ukke Vejr ad »Kærlighedsstien« langs Søerne. I hele sin Længde s træ k k e r sig So rtedam ssøen fra Ø sterb ro til N ø rreb ro . Ingen Dæmning b ry d e r dens Vandspejl. Dens Kyster henligger græ sbevoksede og besky ttede m od Sm aabø lgerne ved Vidiefletninger. Ovre p a a Dosseringen, h v o r B legdammene i æ ld re Tid laa , bøjer Hv id tjø rn og Pil sig m ange S teder ned ove r Vandet. M arke r og Enge, H av e r og Oplagspladser in d ramm e r Søen p a a begge Sider. Den Rejsende følger »Kærlighedsstien«, fo rtsæ tte r sin Vej tvæ rs ove r N ø rreb ro s A lléer og g aa r v idere langs Peblingesøen. Paa v en stre Side adskiller en dyb Grøft Stien fra de Beboelseshuse, d e r ligger mellem Søen ogFarim agsgade . Husene e r op fø rte a f Tømm e r og omgivne a f H ave r. Det sidste Hus h ø re r til den ud s trak te G a rtne rhave , som ud mod Banelinjen a fslu tte r de bebyggede Dele a f Fæ stn ingsterræne t. I H avens H jø rne ved Søen er fo rny lig op fø rt en T ræbod , kunstfæ rd ig o ljem alet og ud s ty re t m ed fan tastiske Z ira te r. H e r sælges Cigarer og Tobakker. De gode Borgere, som p a s se re r forb i p a a deres Aftentur, h a r fulgt Opbygningen a f Boden m ed dyb In teresse og ta lt om , a t Byen begynder a t ud vikle sig. Den Rejsende lad e r Blikket glide ove r m od Aaen, d e r fa ld e r ud i Søen, hegne t a f æ ldgam le Pile. H an tæ n k e r p a a Mose rne de rude m ed deres Rigdom a f gule K abe le je , T jæ reb lom s te r og Forglemm igej, og h an m indes M a rk e rn e , de r kun ligger e t K v a rte rs Gang h e rfra , h v o r Børnene i den tid lige Somm e r hen tede de mægtige Bundter a f Ko rnb lom ster, V a lm ue r og Klinte. Paa de t Sted, h v o r den Rejsende nu s ta a r, k ryd se r Fari- 14

Broen over Ladegaardsaaen. (Efter Maleri af P. Ølsted).

magsvejen Stien, de r f ra Teg lgaardsbroen fø re r over G lacis’- et ud til Søerne og Aaen. H an skyd e r Genvej ove r en Del a f G lacis’et, h v o r Fuglegræsset n a a r h am hø jt op ad Benet, og h a n næ rm e r sigV andvæ rke ts Have, de r terrasse fo rm ig sæ n k e r sig ned til S tadsgraven . Ovre p a a den anden Side kne jser Bastionen. Paa H jørne t a f V esterb ros Passage ligeoverfor Tivoli — m ed Udsigt til F rihedsstø tten og de høje, skyggefulde L indea llée r — ligger m id t i en s to r Have, de r ligesom V andvæ rke ts fa lder te rra sse fo rm ig ned til S tadsg raven , de t gam le K lubhus i sin lette italienske Stil. N a a r de r i de v a rm e Somm e ra ftene r e r Fest i K lubhuset, behænges T ræ e r og Buske m ed orien ta lske L am p e r i alle F a rv e r, d e r spejler sig i Vandet. Den Rejsende s tand se r sin Gang. Skal h an bevæge sig ud gennem Alléen og V esterb ro til Je rnp o rten fo r a t gense Fre- deriksbergs skønne L indea llée r og de gamle, solide Familje- ejendomm e, som ligger de r p a a begge Sider m ed deres Fo rh a v e r og u d s trak te Pa rke r? H an tæ n k e r p a a de v a rm e Sommerdage, n a a r alle disse mægtige L ind e træ e r v a r som ét lysegult B lomsterhav , og Luften, svanger a f Vellugt, genlød a f Insek ternes Summen. Den Rejsende opgiver dog s trak s Tanken. Tu ren gennem de t so lv a rm e V este rb ro m ed »Rosenaaen« og de m ind re vellug tende S lag terier frister h am ikke. H an vende r Næ sen m od Byen, og idet h an k a s te r et Blik ove r S tadsg raven og Volden, ove r hvis Skovtykning Kongens Mølle sto lt kne jser til venstre , m edens Luciemøllens firkan tede T ræ ta a rn p a a den lave Underbygning m e re beskedent fjæ le r sig p a a Grønningen bag T ræ e rne til højre, g aa r h an langsom t ove r H a lm to rv e ts knud rede Brolægning —forbi Vejerboden m e llem de ta lrige Bøndervogne — ind ad Strøget. H an genser m ed G læde de g raa H u s ræ k k e r og Tagenes rød e Tegl. De tarvelige Butikker i de høje S tuer synes h am a t eje en egen Vederhæ ftighed og Hygge. D eroppe fra Gavlen a f de t hø je Hus i Sidegaden hæ nge r F a rve ren s lange, so rte Flag, og ud fo r B rændev insb ræ nde ren sende r Rendestenen hede D am pe til Vejrs. Saa jæ v n t og en sa rte t e t Ind tryk disse G ade r gør, e r d e r dog udb red t ove r dem en sæ r S tem ning. H vo r h a rm on isk v irke r ikke G amm e lto rv ved sine Hars- dorffske Bygningers rene S til!Et he lt K un stvæ rk e r de tte lille 16

~3sra-jiTi'ea

»Efterslægten«s Skole paa Ø stergade.

Gammeltorv.

Torv m ed sit m o rsomm e Springvand , omgivet a f de t høje Jerng itter. Og Stilen b rydes ikke a f Bygningerne d e rov re p a a det sto r e N y to rv — eller a f de t Handelsliv, d e r fo reg aa r p a a disse Torve: V a lbykonerne m ed deres F jerk ræ omkring Springvande t, F læ skebode rne p a a N y to rv ud fo r Søren Kierke- gaard s Hus og H ø rk ræmm e rne s Kæ ldere omm e ved Vestergade, flankerede a f de sto re Hampeduske. D e r e r mange Mennesker p a a Gaden i de t straa lend e Septem berve jr. H im len e r høj og b laa — hel syd landsk — og Solen fa lde r gylden ned over de mange sm ilende Ansigter. Folk giver sig god Tid. D er e r jo ingenting, som h a ste r, og det gæld e r skam a t nyde E ftersomm erens sidste Dage. Ude p a a Gaden lun te r D roskehestene mageligt afsted. En Omnibus ru lle r udefter. Et Pa r Bybude k omm e r træ kk end e m ed en Møbelvogn. Den tykke Betjent henne p a a H jø rne t ved Løveapo teke ts G aa rd ser ogsaa ud til a t befinde sig rigtig vel. H an ho lde r i sit blanke Bælte m ed de behandskede Hæ nder. Den Rejsende lad e r sig føre m ed a f S trømm en . H ø jb ro p lads e r v rim lende fuld a f Am agerkoner, Blomster, F rug t og Grønsager. Hist og h e r se r h a n en Am agerbonde m ed sin høje H a t og sine posede Bukser. Paa H jørne t a f Læ d e rs træ d e s ta a r en æ ld re H e rre m ed sit U r i H aanden og Blikket stift fæ ste t p a a Nikolajs Kugle. Saa — de r dum p ’ den! K lokken e r a ltsa a E t ! Som gode Venner h ilser h an de enkelte k a rak te rfu ld e Bygninger fra gamm e l Tid, som b ry d e r H u sræ kken s Ensform ighed. M enneskestrømm en h a r i A a rhund red e r sky llet om deres Fod, og de res Ind re h a r skæ rm e t Slægt e fter Slægt. Nu vil ogsaa Efterslægten pietetsfuldt skæ rm e d e m ! H an kigger op til den saak a ld te Dyvekes G aard p a a Am age rto rv og Rentem e s te r H en rik Mullers skønne Renæssancehus p a a Ø stergade. Forb i Svaneapo teke t og Porten, hvorigennem e t Indblik i den uhyggelige Gyde Peder Madsens Gang, n a a r den Rejsende ud p a a Kongens Nytorv . H an sp ad se re r To rve t rund t — forbi H ovedvag ten , h vo r de tre K anone r A b raham , Isak og Jakob tru end e peger ud til h v e r sin Side, og over til Sandkisten fo r Enden a f N yhavn . Igennem Po rten ved Charlo ttenborg k a s te r h an et Blik ind til den bo tan iske H aves gamle, sjæ ldne T ræ e r. 18

Ankersm edjen paa Gammelholm. I Baggrunden H olm ens Kirke. D en Rejsende p a sse re r det lave Gjethus m ed de t høje, rø de Tegltag og det kgl. Thea ters mægtige, skidengule Murstens- m a s se , h v o r HarsdorfFs Fagade m ed de tvende Pavilloner dog stedse v irk e r ved sin rene Stil. K an a len , d e r endnu fo r f a a A a r tilbage s trak te sig he lt op til Thea tre t, adskillende Bre- m e rh o lm f ra Byen, e r tilka s te t, og Bebyggelsen a f det ud s tr a k te T e rræ n i fuld Gang. Den ene K aserne skyd e r op ved Siden a f den anden. Dog hvo rfo r dvæ le længer i de so lva rm e G ader ! En hastig M a rsch fø re r den Rejsende ove r Holmens K ana l — h v o r Pæ resk ippe rne ligger m ed deres fristende L a s t — gennem Slotte t ud til F rede riksho lm s Kanal, hv o rfra h an m ed et lille Slag om ad V andkunsten gennem Løngangsstræde n a a r ind un d e r Filosofgangens skyggefulde T ræ er. H e r e r s a a fredeligt og Løv tage t sa a tæ t, a t kun sp red te G u ldstænk fa ld e r ned over de Spadserende. Den Rejsende g a a r op p a a Bastionen udenom Ekse rce rhu se t og Ridebanen og fo r tsæ tte r sin Gang ud til dens yd e rs te Spids. H e r s ta a r en Bænk, som h an sæ tte r sig paa. Hvilken dejlig Udsigt! Hinsides S tadsg raven , som p a a de tte Sted b red e r sig s tæ rk t, ser h an Tivolis sm ilende Lunde m ed de gyldne Spir og Master. Længere ude til v en stre ove r

Kjøbmagergade m ed,V aisenhuset og den kgl. Porcelænsfabrik.

den sm a lle L andstrimm e l, d e r fra Rysensten fø re r hen til T ømm erp ladserne , b laan e r de t frie Hav. I S tadsg raven ligger ved Tivolisiden sm aa skovbevoksede Øer, omgivne a f tæ tte Sivskove. Den Rejsende fo rtab e r sig i de t sm ukke Skue udov e r den rom an tisk e Egn, som den ligger dé r i Sep temberdagens k la re Lys. Da h ø re r h an m un te r Tale og lette Fjed. En ung Pige og en Dreng komm e r løbende. Pigen bæ re r en Kurv, Drengen en s to r Pakke. Saa se r h an dem fire sig ned ad Voldsiden — ned i Kirsebæ rgangen . Dér forsv inder de i K ra tte t og Sivene. M ene t Øjeblik e fter h ø re r h an dem k lappe i Hæ nde rne o g ra a b e : »Capri! Capri!« Ude fra den m indste a f Øerne, hv o r en a f Byens K lubber h a r sit Somm erlokale, skyd e r en Baad frem mellem Sivene. En Mand træ k k e r p a a Aarene. Baaden glider ind un d e r K ra tte t fo r neden a f Sk ræn ten . S trak s d e rp a a s ta a r den a tte r ude fter m ed Pigen og Drengen om bo rd . I den stille Luft lyd e r Aare tagene knagende og ta k tfas t op til den Rejsende. F jerne Toner! O rkestre t d e rov re p a a Tivoli ho ld e r nok P r ø v e ---------------------------------------------------------------------------- Et Automobils sk ra ttend e T rom pe tstød riv e r den gam le H e rre ud a f han s D røm m e r ie r ! H an re jse r sig og tæ n d e r de t elek triske Lys. Det e r Tid a t gaa til sit A ftenarbejde. Men inden h an sæ tte r sig ved sit Skrivebord , se r h a n endnu en Gang kæ rlig t til Billederne p a a Væggen a f K jøbenhavn — som den h a r v æ r e t ! M. F. Sødring.

Hafnia (Ulrik Plesner).

Ø stasiatisk Kompagni (Gotfred Tvede).

KJØBENHAVNS NYBYGNINGER O M en Vulkan en skønne Dag aabnede sig p a a Valby Bakke og — lig et ande t Vesuv — udspyede Aske over K jøbenhavn, begravende denne By ligesaa fuldstændig, som Pompeji og H e rcu lanum i sin Tid blev det, saa vilde Frem tidens A rkæologer og Kunstelskere saam æ nd ikke gøre sig nogen Ulejlighed fo ra t faa g ra v e t—i al Fald de nyere Dele — a f Byen ud« — saa ledes lød for nogle A ar siden en m istrø stig Kunstvens Ord. N a a r vi und e r dette m e lankolske Motto begynder en Om tale a f k jøbenhavnske Nybygninger, e r det dog ikke saaledes a t fo rstaa , a t vi he lt vil gøre disse Ord til vore , men se r m an p aa den s t o r e M æ n g d e a f Bygninger, d e r i den nye re Tid e r m y ld re t frem i K jøbenhavn, e r Betragtningen desvæ rre overvejende rigtig. Den sidste Halvdel a f forrige A a rhund rede v a r ikke nogen lykkelig Periode fo r k jøbenhavnsk A rk itek tur, og de r fore laa endda sa a s to ra rted e Muligheder ved Anlæget a f de store K v a rte re r udenfo r Voldene og — ikke m indst — p a a Gam melholm , a t m an derigennem h avde h a v t en enestaaende Lejlighed til a t skabe den nye A rk itek tur, baade i Anlæget a f Gader, Torve ogParke r og i selve Bygningerne; tæ nk alene paa , hv ad K va rte re t om Søerne, rigtigt ud fo rm e t og fornuftigt bebygget, kunde have givet fo r et vidunderlig smukt, i eu ropæ iske S to rbye r enestaaende Stadbillede! Men —Kjøbenhavn kendte ikke sin Besøgelsestid, og hvad n y tte r det nu 23

a t jam re . Ha lvfjerdsernes ke delige, planløse G ader og aandsfo rlad te Bygninger ligger d e r jo, og vi tø r ikke engang bebrejde vo re , for S tø rstedelen nu hensovede Fæd- r e , M agistrat og Borgerrep ræ sen tan te r, deres U fors tand : i de T ider stod ove r hele Verden den i gam le D a ge saa s tæ rk e Sans fo r Byku ltu r og Bygningskunst og for Skønheden i Gadebilleder m æ rkvæ rd ig la v t ; e t Blik p aa de nye K v a rte re r i en hvil- kensom helst a f Udlandets S to rstæ de r b ek ræ fte r tilful- de dette. Særlig de ty ske Byer v iser sk rækind jagende Eksem p ler p aa denne Fo rdæ rvelse a f Smagen, de r heldigvis ove rgaa r alt, hv ad vi h a r p ræ s te re t; s a a langt h a r vi dog aldrig væ re t n e d e ! Ved Betragtning a f mange a f de Huse, de r i H a lvfjerdserne byggedes op iF rederiks- bo rggadekva rte re t o. 1., ses det saa led e s , a t Enke ltform e rne i dem slet ikke e r daar- lige; en Mængde a f disse Fac ad e r h a r sikke rt tage t sig godt ud — p a a Pap iret, og ikke faa a f dem e r tegnede a f ta lentfulde A rk itek ter. — Men Smagen gik i en fejl Retning; m an svæ rm ede sæ rlig t fo r den italienske Renæssance, og den e r jo god nok. Men m an vilde d irek te overføre dens fine og rige Fo rm e r i disse billige Borgerhuse, og da

m an ikke kunde gøre dem i M arm o r eller Sandsten, støbte m an dem reso lu t i Cement og klistrede hele Stadsen op p a a Murstensfladerne. ( H e r ­ m a n B a n g h a r i »Stuk« træ ffende skildret denne Periodes febrilske Byggespekulation). Saaledes opstod disse uendelige Rækker a f p runkende og fordringsfulde og dog sa a triste , fattige og forlorne Cem en tpa ladse r i Hovedgaderne. Om Sidegadernes Bebyggelse e r det overhovede t ikke væ rd a t t a l e ! Medens Bæ rerne a f »Renæssancen« levede i den Illusion, a t de arbe jdede i den sto re Stil, og trøstig lod h a an t om alle gammeldags Begreb e r om , a t Bygningskunst h a r noget a t gøre m ed Anvendelsen a f de naturlige Bygningsmaterialer, arbe jdede de r sig e fterhaanden en m e re nøgtern og ærlig Byg- n ingsmaade frem , som baa- de logisk og æ stetisk v a r bedre begrundet. Muligvis unde r Indflydelse a f Kunsthistorikeren H o y e n s s tæ rk e Personlighed og han s K rav om en na tiona l Kunstretning v a r denne Skoles Mænd besjæ lede a f en s to r Kærlighed til vo re gam le danske Mindesm æ rk e r , isæ r K irkerne og H e rregaa rdene , og de ræ son nerede som saa , a t n a a r Bygm estrene hertillands lige til de t 18. A arhund rede , da den Universitetsbibliotheket (H erholdt). 25

franske Indflydelse gjorde sig gæ ldende , u dm æ rk e t godt h avde kunne t hjælpe sig m ed de Byggeemner, L and e t selv kunde yde, og som havde s ta a e t deres Prøve gennem Aar- hund red e r, saa m a a tte vi ogsaa kunne gøre det. Og n a a r de gam le Bygmestre m ed disse Midler havde kunne t skabe Væ rke r, d e r til alle Tider vil gøre sig gæ ldende som god Bygningskunst, saa m a a tte vi søge a t kny tte den b rud te T ra dition d e r og ikke frem tu re i disse Forsøg p a a a t rea lisere uopnaaelige Idea ler, enten de nu v a r græske, italienske eller franske . Paa den M aade kom d e n r ø d e M u r s t e n a tte r til Æ r e og Væ rdighed. Og h e r e r det saa heldigt, a t m edens v o rt L and e r fattigt p a a naturlige Bygningssten, s a a a t det bliver a ltfo r d y rt a t anvende disse i alm indeligt Byggeri, saa e jer vi um aadelige Mængder a f u dm æ rk e t L e r, d e r ved H jæ lp a f den hø jt udviklede Teg lvæ rkstekn ik forvand les til de bedste og sm ukkeste Mursten, de r ove rhovede t findes. Da nu tillige den klassicerende Bygningsmaade, der herhjemme bares oppe af H arsdorff , C. F. H ansen o . fl., efter- haanden var ebbet ud, fordi den ikke indeholdt i sig Spirerne til en Fornyelse og i det hele var for akademisk, d a var det, man begyndte at se sig om efter en mere nærliggende Byggeskik. Allerede B indesbøll , der dog skulde formenes at være særlig klassisk anlagt, har i forskellige Provinsbyer — desværre ikke i Kjøbenhavn — bygget en Del offentlige Bygninger af røde Mursten, forøvrigt uden noget særligt ejendommeligt Præg. Ogsaa C hristian H ansen , der i Athen har bygget den skønne Universitetsbygning af pentelisk Marmor i græsk Stil, indsaa, at han i den nordiske Luft maatte holde sig ved Jorden. Han har bygget Kommunehospitalet, Observatoriet og Zoologisk Museum, hver for sig gode Bygninger, men jeg synes, man kan se paa dem, at han i Virkeligheden ikke holdt af Murstenen som Byggeemne (som Lærer paa Akademiet sagde han til de Unge: »De maa vælge hvilken Stil, De vil, til deres Bygningsopgaver, men der er kun én, der duer: den græske!«). Selv H etsch forsøgte i den katholske Kirke i Bredgade at anvende røde Mursten i en italiensk-ro- mansk Stil. M eldahl gav i Blindeinstituttet (1858) en udmærket Prøve paa, hvor godt danske Herregaardsformer lader sig overføre til en moderne Bygning. Desværre forlod han snart denne Retning, det var og blev den italienske Renæssance, der havde hans Hjerte. D et v a r egentlig først H e r h o l d t , de r he lt ævnede a t fo rm e 26

Videnskabernes Selskab (Vilh. Petersen). en Bygning p aa en na tu rlig M aade ved H jælp a f den røde Mursten, og som m ed m aa lbev idst K raft s ty rede ind p a a de Baner, dansk Bygningskunst kan siges a t følge den Dag idag, selv om Udviklingen senere e r gaae t i en noget anden Retning. IUn iversitetsb ib lio teket, de r a llerede byggedesi 1857— 59, h a r vi et fuldgyldigt Bevis p a a han s overlegne Beherskelse a fM u rs ten sa rk itek tu ren ,e tm æ rkvæ rd ig tse lv stæ nd ig tVæ rk a f den da forholdsvis unge Mand, de r dog p a a Akadem iet, h v o r H e tsch og Chr. H ansen regerede, formoden tlig m a a have faae t en streng t »klassisk« Opdragelse. Man k ritise re r i vo re Dage s tæ rk t Universitetsbiblioteket, ford i de t h a r en f ra de nærliggende Bygninger, og d a navnlig Universitetet, s a a afvigende K a rak te r — en Indvending, d e r i og for sig ikke e r uberettiget. Men Un iversitetsbib lio teket e r baade i sit Ydre og Ind re en sa a fuldkomm en a rk itek ton isk Løsning a f den stillede Opgave, en s a a yndefu ld og ædel Bygning, a t den — alle Indvendinger til T rods — vil væ re en Kilde til Glæde og Studium fo r alle, de r in te re sse re r sig for dansk A rk itek tu r. P aa H erho ld ts Bygninger k an m an se, a t h an h a r elsket den rød e M ursten ; den h a r ikke fo r h am som fo r han s Fo rgængere h a ft et simpelt, fattigt Præg. H an h a r fo rs ta a e t a t se en rød Murflade m a l e r i s k , m ed dens Farvespil og dens 27

Massevirkning. I N a tionalbanken , Grøns Pakhus ved H o lm ens K ana l og P akhuse t ved Sukkerhuse t Phønix ved Knip- pelsbro , i m ange Privatbygninger, m en navnlig i K jøben h avns gam le B anegaard m ed dertil hø rende Bygninger ud v ik ler h a n sin Stil videre. —Man k an sige, denne Stil e r i fo r høj G rad p a av irk e t a f no rd ita liensk A rk itek tur, m en den e r bearbe jde t og læm pe t e fter hjemlige Forhold. Og n a a r m an se r sam tidige Væ rk e r a f uden landske A rk itek ter, d e r og saa h a r søgt italienske Forbilleder, bliver m an s laae t a f den jæ vn e Naturlighed , den usvigelige Takt, den Følelse fo r Mate ria le ts re tte Anvendelse og fo r He lheden i det Yd re, d e r k om m e r frem i H e rho ld ts Bygninger, og som de Andre i Reglen mangler. I Tysk land isæ r frem b rag tes, navnlig e fte r Krigen i 1870, en uhy re Mængde a f M u rsten sa rk itek tu r i den tunge, triste Stil, som Fo rfa tte ren S c h u l z e -N a u m b u r g m ed Rette ka ld te »Tugthusstil«. Den e r vi dog heldigvis b leve t fo rskaanede for, ta k k e t væ re H erho ld ts og han s E leve rs s tø rre Kultur. At paav ise en direk te Udviklingslinie fra H e rho ld ts og ned e fter til vo re Dages A rk itek tu r vil ikke væ re let og m a a væ re fo rbeho ld t F rem tidens Kunsth istorikere — det ligger i h v e rt Fald ganske udenfo r denne Skitses Ramme. Men m an k an dog ta le om , a t H e rho ld t h a r danne t Skole, og a t m o de rne dan sk A rk itek tu r, m ed alle Forskelligheder, dog h a r visse fælles T ræk ; — det p a a s ta a r uden landske A rk itek te r, og b aad e ved S am ta le r m ed mange a f disse og ved a t læse Betragtninger over dansk Bygningskunst i fremm ede , isæ r tyske , T idsskrifter h a r jeg ofte faae t dette bek ræ fte t. H e rho ld t v a r ikke nogen særlig impulsiv e ller rom an tisk N a tu r, m en v a r som A rk itek t først og fremm es t R e a l i s t , tog Opgaverne ganske jæ v n t og form ede sine Bygninger m ed en samvittighedsfuld Bygmesters H ensyn tagen ogsaa til alle p rak tiske Krav. H erho ld ts Elever, og deres Elever igen lige op til de yng re og yngste h a r tag e t i Arv fra den gam le M e s te r: h an s Kæ rlighed til og kloge Anvendelse a f M aterialet og han s k o n s truk tive Sans, h an s Afsky fo r de t affek terte og p ra lende og h an s Pointering a f det jævne , det nyttige og — det na tiona le . — »Den danske Retning« blev denne A rk itek tu r i sin Tid benævn t, undertiden m ed en lidt spo ttende Biklang. Thi d e r fand tes som næ vn t A rk itek ter, de r h avde he lt and re Fo re stillinger om , hvo rledes dansk Bygningskunst skulde for-

Overformynderiet (Hans J. Holm).

mes, og som stadig havde Idealerne om »den store Stil«, Renæssancen, for sig som det, man skulde stræbe efter. Saaledes F. M eldahl og hans Elev A lbert J ensen , der sam men byggede Marmorkirken, D ahlerup , af hvis Værker det kongelige Theater (1872—74), fra Formens Side et af de smukkeste The atre i Europa fra nyere Tid, indtager den første Plads. (Desværre ses netop her, hvor uheldigt det er ikke at tage Hensyn til Materialet: kun en ringe Del af Theatrets Fagader er byggede af naturlig Sten, Resten er imiteret i Cementpuds; det hele er sort og sværtet af Støv og Kulrøg). Ogsaa Kunstmuseet (af D ahlerup ) er trods uheldige Enkeltheder en stort tænkt og ganske pompøs Bygning, der aldeles ikke fortjente den Haan, hvormed den blev overøst, da den var færdig i 1896. — Endvidere maa til denne Retning regnes V ilhelm P etersen (der i sine unge Dage vandt 1. Præmie i Konkurrencen om Domkirkefagaden i Firenze), hvis Hovedværk er Videnskabernes Selskabs ædelt komponerede og i huggen Sten værdigt gennemførte Bygning. Men denne Retning maatte efterhaanden give tabt for den frejdigt fremtrængende »danske Retning« (som dog under- tidenhavdeenstærkitalienskBismag), der ved Bygninger som Diakonissestiftelsen (1876), Kapellet paa vestre Kirkegaard (1892), Overformynderiet (1894) af H ans J. H olm ;Hellig Kors Kirken (1890), Soldenfeldts Stiftelse (1894), Landmandsbankens Bygninger Hj. af Frederiksborggade og paa GI. Kongevej og dens Tilbygning til den gamle Bank ved Holmens Kanal af S torck , og mange andre Bygninger viste sin Livskraft. Ved bl. a. N yrops , M. B orchs , K ampmanns og W encks Virksomhed fornyedes og udvikledes denne Retning stad ig; nu kom det dekorative Moment ogsaa mere og mere frem, en Farveglæde, en Lyst til at sammenstille forskellige Materialer i al deres ofte skønne Farvevirkning, en Lyst til at lade Fantasien spille ved en rig Ornamentik — altsammen noget, der undertiden kunde give Anledning til, at man fordybede sig for meget i Enkelthederne paa Bekostning af Helheds- virkningen. Nogle a f den A rt Indvendinger k an na turligv is gøres ved K jøbenhavns Raadhus (af N y r o p ) b aad e ved de t y d re og indre. Men dette Bygningsværk e r dog et s a a frod ig t Udslag a f en hø jst egena rte t glim rende fan tasirig K un s tn e rk ra ft og sam tid ig a f en digterisk insp ire re t og na tiona lt begejstret Aand, a t det, trod s de Brist, de r h ist og h e r k an paapeges, til

Raadhuset (Martin Nyrop).

alle T ider vil fa a sin m onum en ta le Plads i A rk itek tu rh isto ­ rien .Ogsaa i de t ifjor aabnede Bispebjerg Hosp ita l h a r Nyrop givet os et n y t Bevis p a a , a t han s S k ab e rk ra ft e r levende, og a t h a n h a r udv ik let sig fordelagtigt til en rolig, beherske t Form . M a r t in B o r c h s H ovedarbe jde r i K jøbenhavn e r den sm uk ke And reask irke (1901), Forsikringsselskabet »Danmark« (1902) og Rigshospitalet. Den særligt i sin Helhedsvirkning s a a fortræffeligt form ede Postbygning i Amaliegade skyldes ogsaa ham . K a m p m a n n h a r i sin V irksomhed hovedsagelig væ re t kny tte t til A a rhus og and re jyd ske Byer, m en h a r bl.a. i Carls- berg G lyp to tek (den nye re Del) sk ab t en væ rd ig Ramm e om G lyptotekets Antiksamling. K jøbenhavns nye Hovedbane- g a a rd (af W e n c k ) e r foreløbig de t sidste Led i Udviklingsræ k k en H e rho ld t—H o lm—Nyrop og h a r m ange sm ukke Enk e lth ed e r isæ r i de t Indre , m edens det Ydre v irk e r noget sm aa lig t og trykk e t. Ved den imponerende nye Centralpost- bygning e r W enck gaae t over til a t beny tte en he lt anden Stil, en (lidt ty sk paav irke t) Barok a f en vis m assiv K ra ft og m ed en god og slu tte t Helhedsvirkning. Det e r mæ rke lig t og betegnende for den Overgangstid, hvo ri vi lever, a t to i Bund og Grund sa a forskellige Bygninger sky ldes den sam m e Mand! Medens S t o r c k i sin m ed Rette be røm te Bygning Abel Ka- th rine s Stiftelse (1886) fø rst a f alle nu levende A rk itek te r a tte r søgte Tilknytning til borgerlig b a rok A rk itek tu r og i denne Stil skab te de t lille yndefulde Bygningskompleks, d e r derfo r gennem A rk itek tu rtidssk rifter e r kend t og sk a tte t overa lt, lagdes ved denne Bygning den Sæd, de r i overve jende G rad h a r s a t sin Frugt i den nyeste danske Bygningskunst. Endvidere h a r A. C l e m m e n s e n ved sin Bygning for F a rm aceu tisk Læ re an s ta lt (1892) ved Anvendelsen a f A rk itek tu rfo rm e r, de r v a r de he rskende i Baroktidens P a læ e r i Kjøbenhavn , vist, h vo r fortræffeligt disse, i den overlegne Kunstne rs H aand , lad e r sig anvende p a a m ode rne Bygninger, hv ad h a n ved den senere Bebyggelse a f de t m este a f S tockholms- gade ogG lac iska rréen m. m., de r ogsaa sky ldes h am , tilfulde h a r bek ræ fte t. Det, de r e r særlig k a rak te ris tisk fo r Clem- m ensens Bygninger, e r den rolige, fo rnemm e Virkning ved fa a Midler, han s Bygninger »laver ikke Støj« i Gaden, m en 32

Raadhuset (Martin Nyrop).

3

indo rdn e r sig fint og na tu rlig t i det sam lede Billede, noget d e r — som vi senere skal se — desvæ rre kun e r a ltfo r sjæ lden t i k jøbenhavnske G ader og Torve. — Der e r fo r Tiden ved a t vokse frem h e r h jemm e en s to r Beundring fo r ny e re ty sk Bygningskunst a f den MESSEL’ske Retning (berøm t Berline r A rk itek t 1909). Man h a r ogsaa g jort enkelte Forsøg p a a a t efterligne han s Stil i K jøbenhavn, hv ad d e r ikke e r faldet heldigt ud. -— »Sie h ab en j a auch »gemesselt««, sagde en ty sk A rkitekt, d e r e r en Ven a f dansk Bygningskunst, til mig — »dass w ed e r durfen noch b rau ch en Sie«! Nej, vi skal ikke efterligne ty sk Byggeskik, m en trøstig arbe jde v idere i v o r S træben efter a t skabe en d a n s k p a a Grundlag a f vo re gam le Overleveringer. — En Mand som C lemmensen ligner i sin Opfattelse a f A rk itek tu r Messel en Del og e r fu ldkom m en s a a overlegen som denne. Og p a a Grund a f h an s Tilknytn ing til gamm el k jøbenhavnsk Byggemaade e r de t ad skilligt sundere og na tu rlige re a t følge C lemmensen end Messel, hvis Aand e r og bliver os fremm ed . (Forøvrigt sky lder vi ogsaa Clemmensen m ange sm ukke Murstensbygninger, saa ledes K irken i Fo rhaabn ingsho lm s Allé m ed omliggende Bygninger). Men trod s d e t, a t en frem ragende A rk itek t som Clemm ensen og and re e fter h am saa ledes h a r vist os de Veje, vi b ø r følge ved Udformningen a f P u d s -A r k i t e k t u r , og skøn t vi naturligvis ofte, n a a r det gæ lder om a t tage H ensyn til fo rh aand envæ rend e gam le Bygninger e. 1., bø r beny tte denne, e r de r ikke Tvivl om, a t det er M u r s t e n s a r k i t e k t u r e n , de r b ø r væ re den he rskende h e r i L andet, og det b aad e a f æstetiske, k limatiske og tekniske Grunde. Med Kalkpudsen sk ju ler m an Konstruk tionen og skabe r en M a s k e , som k an væ re tilta lende i sin Form , m en som de r dog e r noget »forlorent« ved. (N aar Pudsfladerne f. Eks. ved F rostens Indflydelse rev n e r e ller fa lde r ned, og det nøgne M u rvæ rk titte r frem , fa a r m an en pinlig Følelse heraf). Fornyelsen , L ive t i dansk Bygningskunst, skal den gode h aand s trøgne M ursten bringe os, og d e n giver sig ikke ud fo r andet, end h v ad den e r; den tilfredsstiller baade Skønhedsk rave t og de tekn iske Fo rd ringe r; den p a sse r til vo rt K lima og — fo rhaaben tlig — til v o r Folkeejendommelighed , jæ v n og ukunstle t, som den er. At Mo tiver f ra kj øbenhavnsk Puds a rk itek tu r forøv rig t k an overføres til en Bygning a f Mursten og na tu rlig Sten, afgiver 34

N y Carlsberg Glyptotek (Hack Kampmann).

de t smukke og anselige H agem anns Kollegium, a f A l b e r t J e n s e n , e t sæ rdeles in te ressan t Eksempel paa . N a a r vi e fte r denne hastige Om tale a f en Række Enkeltbygninger i K jøbenhavn og de Betragtninger, de tte gav Anledning til, a tte r, som vi begyndte med, s e r p a a det s a m l e d e Billede — ja , s a a m a a vi sige: det gode, d e r v itterlig findes, d rukn e r i a lt det d a a rlig e ; de Resultater, de fa a ku ltiverede Bygherrer og Bygmestre søger a t gennem føre, kvæ les a f den kolossale U fo rstand og Ligegyldighed hos den s to re Mængde a f Byggende, og A u to rite te rne s ta a r m ag tesløse; ved Hjælp a f en — fo rre s ten daarlig og fo ræ ld e t — Byggelov, kan enhve r Fusker ren t skem a tisk kon s true re en Beboelsesbygning, og Bygningskomm ission og Bygningsinsp ek tø re r v aag e r trolig over, a t alle P a rag ra ffe rne sk e r Fyldest, og a t alle Pap irerne e r i Orden, n a a r Huse t e r færdigt. Og det e r jo meget godt og betryggende a ltsamm en . Men det y d r e !—a t Huse t m aa ske vil ødelægge den Gade, hvo ri de t ligger, a t det b liver a f en a fsk ræ kkende Hæslighed , a t de t ren t tekn isk set bliver daarlig t lavet, de t e r d e r ikke en Sjæl, de r h a r Magt til a t forh ind re. Eller, som de t e r Tilfældet flere S teder i B yen : Bygninger, d e r i og for sig e r smukke, m en a f en forskellig K a rak te r, sæ ttes ved Siden a f h inanden , skøn t den ene m aaske e r bygget i ho lland sk Renæssance, den anden i italiensk o. s. v. (se bl. a. Bebyggelsen a f GI. Torv, Kultorvet). Alt sligt bu rde ikke kunne ske, og de r bu rde væ re en Autoritet, de r kunde h jæ lpe de Byggende he r, S tadsbygm esteren f. Eks. — Tyskerne e r lang t fo rud for os i denne Retning; de h a r i mange s tø rre og m in d re Byer en »Baub e r atung«, hvo r en a f K omm unen a n sa t A rk itek t giver Raad og H jælp til de Byggende; denne M and h a r flere S tæ der Ret til a t kasse re Facade r, n a a r de e r an stødelige, m en h a n h a r ogsaa Ret til a t give D ispensation f ra enkelte Pa rag ra ffe r i Byggeloven, hvis den Byggende vil fo rpligte sig til a t bygge sm uk t — noget, d e r selvfølgelig m a a tte kunne indføres h e r ogsaa. Med and re Ord, d e r bu rde n a turligvis i L ighed med , hv ad der e r Tilfæ ldet i m a n g e a f Ud lande ts S to rstæ der, væ re C e n s u r p a a Bygninger, i h v e rt Fald i de vigtigste Bydele. Der e r jo ikke Tvivl om , a t m an h e r i L ande t, h v o r en ud s trak t personlig Frihed sk a tte s som e t a f Nationens kosteligste K lenodier, vilde reag e re k ra ftig t imod Tanken om en saad an Censur og la rm e op om »Tvangs-