Kjobenhavn_1914

L and e t finde E rstatning for, hv ad den h a r m iste t u d ad mod Sundet? H vo rfo r søge sto re Ofre b rag t fo r a t opnaa , hvad m aa ske lige saa godt k an opnaas i T aastrup? Hvis nogen finder p a a a t spørge, bø r h an ikke h av e Svar. Hans E fte rkomm e re kan svare h am engang. H an e r en af d em ,d e r fo rn e d re rS k ø n h ed e n ,o g som h a r g jort Kjø benhavn til en van røg te t By. Paa en S trækning a f flere Mil, fra Syd fo r Frederiksho lm s Teglværk og saa a t sige he lt til Helsingør, h a r K jøbenhavns ha lve Million a f Kysten kun Langelinje a t rø re sig p a a — og saa »Fluepapiret«s fattige Stump S trandb red . Fandtes ikke Dy rehaven , h v o rfra m an dog kan s e ud over Sunde t, vilde ogsaa Blikket væ re stæ nge t ude som Foden e r det. Langelinje e r god nok, j a m e re end det, e r en P rom enade med en uforlignelig afvekslende og livfuld Udsigt, m en — en Prom enade , ikke et Sted i N a tu ren , h vo r den vand rende k an ly tte til den hemmelighedsfulde Tveklang a f L and og Hav , som mødes. F rihavnen og K a lkb ræ nde rihavnen h a r hv e r fo r sig sin ejendommelige Skønhed, men ikke den, e t Menneske søger en Somm eraften e fter en Arbejdsdag i Byens Indelukke. De er, trod s deres Naboskab , to vidt forskellige V erdener, væ rd at kende, m en ikke skab te for den uindviede og endnu m indre m ed det Fo rm aa l a t væ re Tum leplads for en Bys Befolkning. F rihavnen — T rav lheden , S to rheden , Ud lande t, v o r egen Tid, v o rt daglige Samkvem m ed den næ rm e re og fjernere Omverden , H a v e t (vi ka lde r til Hverdagsb rug ikke Sundet fo r H av , m en i F rihavnen h a r m an ne top Fornemmelsen a f Havet); — og den stille K a lkb ræ nde rihavn , h v o r Sejlskibe lægger op fo r V interen og m ed deres slanke S tænger og Rær behe rske r Ind trykke t og giver T an k en en tilbageskuende Retning! I Frihavnen s ta a r m an m id t i Nutiden og er vend t mod F rem tid en ; i K a lkb ræ nde rihavnen føres m an umæ rke lig t ind i Fortiden. Hinsides K a lkb rænde rihavnen bu e r Svanemøllebugten sin vigende Linje ind i Kysten, og h e r bu rde vi kunne træ d e S trandens Sand og Børnene legende slutte Venskab med Søen. Men ogsaa h e r e r Kysten be røve t de m ang e fo r a tvæ re forbeho ld t de faa, indtil den nye Langelinje, som skal opstaa her, yd e r nogen Erstatning for det tab te . Kun nogen; th i det, K jøbenhavn savner, e r først og fremm est e t S tykke naturlig og let tilgængelig Kyst, S trandb red . Nord fo r Svanemølle- 148