Kjobenhavn_1914

p a a begge U nderekstrem ite te r, er de r en b ru ta l Kraft, som p aak a ld e r O pmæ rk somheden , og Skildringen e r k la r n o k : a t det e r et væ ldigt Brøl, de r udgaa r fra Skikkelsens hæsligt fo rm e de Mund, kan ingen væ re i Tvivl om. Noget saad an t e r kun en virkelig Kunstner — jeg siger ikke Billedhugger — i Stand til a t p ræ ste re . En anden Sag e r de t, a t han he lst skulde lade væ re a t gøre det. Ved a t vise os den kønne, kloge og gennem- dannede Hørup i en ra sen de Demagogs Lignelse h a r W illum sen gjort sig skyldig i en Utilbørlighed, som der helst burde raad es Bod p a a sna rest muligt. Og et ikke ringe M edansvar h a r de Mænd, som h a r lade t Monum en te t m ed D rageduk ken p a a det smukke, m en a ltfor sto re Fodstykke stille op p a a et Sted, hv o r fredelige ve jfarende bu rde kun ne passe re uden a t fo ru lem pes. J a A n sv a re t—hv o r ligger det? Hvem e r det, som p a a S tatens, p a a Kommunens, p a a det offentliges Vegne i det he le fø re r Tilsyn med, h v ad de r skal opstilles, og hvo r det skal staa? Skulde Sandheden ikke væ re den, a t de r væsentlig set i n t e t saad an t Tilsyn udøves — at det b e ro r p a a de vildesteTil-