Kjobenhavn_1914

Fed tsvu lsterne p a a Midtfigurens Underliv til Torvs uden anden paaviselig Grund end den, a t de m aa ske k an tjene til at give en Flade »Liv« og gøre den »morsom« ? Om disse Gevæ k s te r ud ta lte for øvrigt unde r en Diskussion en a f vore m est anerkend te Anatom er, a t de ganske vist v a r utilladelige, men dog lang tfra saa slemm e som de Ubegribeligheder, de r kan paav ises anden S teds, saa ledes i Mandens højre Arm. »For Resten«, føjede han ove rbæ rende til, »der e r dog noget i Gruppens M uskulatur, de r e r rigtigt.« At Finsenmonumentet skulde kunne hævde sin Plads gennem Tiderne som sund og ærlig Kunst, er da næppe troligt. Endnu ringere er Udsigten for H ørups og M ylius E richsens Mindesmærker, Ting, der afgjort bør drages frem i den her givne Sammenhæng, hvor det ikke synes nødvendigt at omtale intetsigende Panoptikonsfrembringelser som »Den lille Hornblæser«. Hvert for sig staar de som Udslag af kunstnerisk Perversitet, vel egnede til at forrykke, sagtens endogsaa til at forraae Menigmands Begreber. Og det saa meget des mere, som de begge, trods alt, viser, om end ikke Løvens, saa dog et eller andet stærkt Fabeldyrs »Klo«. K raft e r der, som saa tit og ensidigt frem hæ ve t, i Kai N ie lsens Fortæ lling om Mændene, de r kæm p e r sig frem over Ø dem arken ; m an føler, a t Kunstneren h a r a rb e jd e t ud fra et Anslag, givet i Følge et sto rt, hvo rfo r ikke sige genialt Syn — kunde tæ nke sig, a t der som G rundlag fo r Væ rk e t havde foreligget en nok s a a flygtig, men dog altid mæ rke lig og væ rdifuld Skitsetegning. Men det e r blevet ved Anslaget, og, hvad d e r la a i dette, er blevet ødelagt ved Gennem førelsen , om m an h e r ellers k an bruge dette Ord. H vad e r det dog ikke for en H aan imod al Menneskelighed a t lade en a f de mest frem træ d end e F igurer vride Halsen om p a a sig selv , saa h an kan se ned ad sin Rygrad! Og det øvrige s ta a r i »harm o nisk« Forhold dertil — Barbari fra Ende til anden , i P ropo rtion e r og Ledforbinde lser som i M usku la tu r og Overflade. Som Helhed m inder Reliefet om U rfolkenes prim itive Kunstforsøg , Helleristninger og F igurer, indgravede i H jo rte tak ker. Ogsaa i dem kan m an jævn lig t paav ise nogen Evne til a t give en Bevægelse. Men he ri ligger dog ingen G rund til i 1912 a tv e n d e tilbage dertil som »forlorent-naiv« Efterlignen a f Stilen og Behandlingsmaaden. Ogsaa i Billedet a f Hørup, der ganske uh istorisk , m en unægtelig paa original M aade e r frem stillet som am p u te re t m idt 110