Kjobenhavn_1914

hele Tiden p a a højre H aand h a r Udsigten til K jøbenhavn, som ender m ed lange, b ra tte K ase rne r m od L and e t og ru ger i sin Taage, og p a a venstre H aand til det a f Fo rstæderne ejendommeligt sm ittede G rænsed istrik t, som længere ude ad Fæstningen til gaar over i det rene aabn e Bondeland a f uforfa lske t sjæ llandsk Præg. F ra Søborghus Kro søger jeg ned til Gentofte, opkald t i Oldtiden efter en dansk Kvinde ved Navn Gevn, den Milde, og et a f Sjællands yndigste Stede r; de rfra over Jægersbo rg til E rmelunden , og nu e r jeg i »Skoven«, somK jøbenhavneren siger m ed e t om fa ttende og meget elskværdigt Udtryk . Jeg kunde ogsaa h ave ho ld t ligeud til Lyngby og den prægtige Omegn dér, de r e r Indbegrebet a f dansk idyllisk Natur, m en dette H imm elh jørne frister m ere om V interen, n a a r de sto re Søer e r tillagte, og m an kan løbe p a a Skøjter, m ed eller uden Sejl, over Lyngby og Bagsværd Sø til Furesøs store Isbane, ja om m an vil he lt ind p a a Fa rum Sø. Disse Isture, der e r a ltfor lidt beny ttede a f K jøbenhavnerne i e t Land, h vo r de r ellers e r saa ringe Adgang til V in tersport, m en som ganske vist ogsaa e r meget uvisse, ikke hv e rt A a r lægger Søerne ordentlig til, h ø re r til de fineste Adspredelser, dansk N a tu r overhovede t kan give. Egnen om Søerne kan ved Somm ertid have noget vist overfrodigt og lukket, Bøgeskoven ligger som en Dyne over Landet, m en om V interen s taa r Søernes Omgivelser underskøn t m ed de fine L injer, navnlig hvis de r e r Sne, og Skovenes pu rpu rb run e Rids. Det blæser gerne, Verden e r som renfejet, Luften sm ager henrivende, og hvilken F ryd e r ikke Isens vældige Sangbund und e r Skøj- te jæm en e for den, de r i en Omfavnelse m ed den ko lde Vind se r Kysterne danse, til det e r som en Verden , m an slet ikke kender! Men om Fo raa re t, ved Løvspringstid, cyk le r jeg til Ermelunden, h vo r Bøgene s ta a r i det stille Form iddagssolskin efte r Natteregn og springer ud. F o raa re t i Skoven vil jeg ikke beskrive. Man kunde m aaske, m en e r F o ra a re t ikke en Helligdom, som enhve r bringer netop sin egen Lykkes Ofre? E rm elunden e r kun en lille Skov, m en jeg h a r aldrig kunn e t finde Vej i den, det e r en fo rtry lle t Skov. Lykkes det a t gisne sig frem til Fortunen , saa e r m an o rien tere t, fo ran En ligger saa Vejen ned til D y rehavsbakken og ellers hele Dyrehaven , Sjæ llands Juvel, de t allerdejligste Sted i D anm a rk og det, E rem itagesletten, som m an længes efter som en gal 160