CarlBernhard_1895

104

A fsky. Je g ser denne Mand med sit røde, usoignerede Haar, sine to altfor korte Arme med de uvaskede Hænder i Bukselommerne, i sin skødesløse, snavsede Paaklædning komme sjokkende ind i Klassen. — Hvad hjalp det, at han var en ret smagfuld Oversætter og aandfuld Kommentator: den ædle klassiske Vin maa fremsættes i et gyldent Bæger eller en blanksleben Krystalpokal, aldrig kan den nydes ret af et smudsigt og skaaret Lerkru s! — 1 Aaret 1 8 1 6 blev Andreas St. Aubain taget ud af Skolen og dimitteredes Oktbr. 1 8 1 8 privat til Universitetet af Kristian Liitken (senere Professor ved Sorø Akadem i); en Mand, om hvilken hans Manuducent erklærer, at «han var et af de elskeligste og mest begavede Mennesker, han nogen Sinde har kendt; hvem han skylder det Meste af, hvad han veed, og hvis Skyld det sandelig ikke er, at der er saa Meget, han ikke veed.» K ort efter at vor Forfatter var bleven Student, døde hans Fader, og nu havde han frie Hænder til at følge sin Lyst. Qenne har dog sikkert bestaaet i nok ungdommelige, men tillige sobre Adspredelser. St. Au­ bain var meget musikalsk, som Dreng sang han med Bifald et højt Solo-Sopranparti i Kantaten til den ny Metro- politanskoles Indvielse. Som Yngling trakterede han Violinen med Færdighed og var et særdeles virksomt Medlem af «■Selskabet til Musikkens Udbredelse ». Han