CarlBernhard_1895

er f. Eks. Novellen hos den ældste vestevropæiske Novellist i den kristelige Tidsalder: Boccaccio? En snart skalkagtig, snart vemodig, snart frivol lille For­ tælling om, hvorledes den almægtige Eros driver sit kaade eller alvorsfulde Spil. Hvad er den hos Spa­ nierne, Cervantes f. Eks. ? Et ridderligt, broget Æven- tyr. Hos Franskmændene (Merimée) en Begivenhed, som foregaar imellem Mennesker, der ikke tænke som Folk i Almindelighed. Hos Englænderne (Thackeray f. Eks.) en Samfundssatire. Hos Tyskerne (Hoffmann) en Spøgelsehistorie eller (som hos Paul Heyse i «der letzte Centaur») en Drømmefantasi. Og saaledes vi­ dere: med andre Ord, Novellen tager Form og Farve af den nationale Jordbund, hvorpaa den udfolder sig, og kan ikke nøjes med en blot æsthetisk Definition. Hos os Nordboere er Novellen først og fremmest en Familiebegivenhed («Hverdagshistorierne», Frederikke Bremer, Onkel Adam) eller et Folkelivsbillede (Sten Blicher, Mourits Hansen o. fl.). Men ogsaa denne Betegnelse gælder kun som Regel; nogle af vore bedste Noveller og derimellem en af Carl Bernhards danne en Undtagelse. — Det novellistiske Familiebillede vinder imidlertid ikke straks Sejren herhjemme: i det 18de Aarhundrede maa det kæmpe med Samfundssatiren og Rahbeks mo­ ralske Fortælling; senere, i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, med den følsomme og romantiske Genre.