CarlBernhard_1895

59 med store Summer, som han giver til sine Forældre, der formentlig høre til samme Art som han selv. Han snyder sin gavmilde Ven ved at sælge ham bov­ lamme Heste, og da han ikke selv kan gifte sig med en smuk, men halvung og lidt anløben Dame, som han længe har staaet i Forhold til, søger han at paa- prakke «sin gode Ven» hende, i det Haab, tør man antage, at han da vil have Spillet frit. Moralsk beslægtet med denne Hædersmand er Otto Scholler i «et Børnebal». Han er den blaserede Nederdrægtighed i egen Person. Saa ung han er, er han alt en udlært Forfører og begynder allerede, mens det Offer, han har udset sig, endnu er et halvt Barn, at knytte Maskerne til det Net, han har i Sinde, naar Øjeblikket er der, at kaste over hende. At hun bliver gift, generer ham naturligvis i ingen Maade; tvært imod, denne Begivenhed er blot Signalet for ham til, at Jagten nu for Alvor kan begynde. Noget blegere i Kuløren er « Forføreren » i «Dag­ vognen». Han hører til de Skurke, der ikke gør Støj. Han veed, hvad Taushed og Fortielse er værd, navnlig i det Land Danmark. Har man begaaet Noget, den juridiske Lov ikke kan straffe, skal man sørge for, at «det omtales saa lidt som muligt». Er man en pæn Mand og et elskværdigt Menneske, vil Ingen tro, hvad der snakkes om En. Og saa glider hin Skikkelse hos «Carl Bernhard» let og behageligt'som