545390922

86 rede Rektoren, »det kan jo være; men var det ikke lovlig meget, 5000 Brød til o Mennesker?« Saa havde Disciplen Spillet vundet; han kunde svare: »Jo, men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers,« og Rektoren var til­ freds1). Saa snart man imidlertid kommer ind paa hans Virksomhed som Rek­ tor og øverste Repræsentant for Skolen, viser han sig fra en ganske anden Side. Iler var han i sit Es. Han forstod udadtil og indadtil al forlene Skolen med en Anseelse og Respekt, og alle de, som omtaler ham, bemær­ ker ogsaa først og fremmest den Stil og Værdighed, der er over hans Fremtræden. Saaledes skriver N. C. L. Abrahams, som kom ind i Skolen i 1811,: »Professor Nissen var en høj, smuk Mand med et ædelt, men aldeles ste­ reotypisk Ansigt, der aldrig kom i Bevægelse, saa at, naar han talte, egent­ lig blot Underkjæben bevægede sig, medens det øvrige forblev koldt og stivt; hans Væsen var afmaalt, der var Værdighed, men ingen vindende Venlighed i hans Optræden«2). Hostrup, som kom i Skolen 1831, skildrer ham saaledes: »Rektoren, Professor Nissen, var en ærværdig Olding med stort hvidt Haar, de yngre Disciple saa ham aldrig uden i Festsalen, hvor han præsiderede ved sit Katheder og var den eneste, der havde noget at sige. Men da vi saa i fjerde Klasse fik ham til Lærer, gjorde det et desto bedre Indtryk, naar han en Gang imellem sagde et venligt eller spøgende Ord. Der var over­ hovedet en Værdighed over ham, som bredte sig over hele Skolen.« Andres Udtalelser gaar ganske i samme Retning, saa der er ingen Tvivl om, at han ved sin Værdighed forlenede Skolen med en betydelig Anseelse. Og det var ikke noget paataget fra hans Side, men bundede virkelig i hans Følelse af, at der for Skolen og dens Elever som Akademikere var sær­ lige Forpligtelser at overholde, men ogsaa særlige Rettigheder, og det gjorde faktisk, at de, som engang havde været Elever under ham, aldrig glemte Skolen men fra Skoletiden havde et uforglemmeligt Indtryk af noget fornemt og højtideligt. F. Eks. sagde alle Lærerne »De« til Ele­ verne, og naar som helst der gaves en Anledning, samledes man til en Højtidelighed. Der var først og fremmest den maanedlige Censur, hvor man samledes i Festsalen. De 2 øverste Klasser havde Privilegium paa at sidde ned, medens de andre Klasser stod opstillede langs Væggene, for naar Rektor nævnede Klassens Navn da at bukke med et vældigt Skrabud. Hver enkelts Nummer og Hovedkarakter blev læst op, og de, som havde faaet ug, traadte et lille Skridt frem og bukkede, medens Synderne, der havde faaet tg for Opførsel (som dengang kaldtes »Sædelighed«), med

') J. L. Ussing: Af mit Levned. S. 11. s) N. C. L. Abrahams: Meddelelser af mit Liv. S. 31.