545390922

101

Livet udenfor, der kunde slaa ind i den stille Skolegaard. Naar blot der blev arbejdet flittigt, baade af Lærere og Elever, saa var det mindre væsent- ligt, hvad der i øvrigt blev sagt og tænkt. Bireh var i Besiddelse af den Aandsfrihed, som netop højtudviklede konservative og pessimistiske Na­ turer kan rose sig af. Og i hine, den store Forfatningskamps og den litterære Brydnings, Tider, faldt det ganske naturligt, at ogsaa Skolens Mure gav Genlyd af Kampgnyet udenfor, saa at Eleverne uvilkaarligt opfangede dette, naar de da ikke var rent stupide Drog eller uforbederlige Læseheste, som kun havde Sans for Lektier og Stile. Det store Flertal af Elever udgik fra Embedsmandshjem, og deres Fædre var oftest forhenværende National­ liberale og senere Iløjremænd; det blev da ifølge Naturloven om de skif­ tende Slægtleds evige Pendulsvingninger en given Sag, at de fleste blev ivrige Tilhængere af Radikalismens Forkyndelse, der for ungdommelige Tilhørere kun behøvede at betone sin Nybed for straks at blive taget for et Evangelium; Ungdommen er jo i Regelen saa lykkeligt -— eller ulykke­ ligt — umiddelbar, at naar der bydes noget, som kaldes nyt, saa tror den straks, at det ogsaa er bedre. Og det blev da i hine Aar for de øverste Klassers Vedkommende et nok saa frodigt aandeligt Liv, der udviklede sig blandt Kammeraterne i Frikvartererne og om Eftermiddagen; der dan­ nedes Diskussionsklubber, som med ufortrøden Dristigbed gik los paa Tilværelsens dybeste Problemer, og der blev i enkelte Klasser skrevet lange Afhandlinger til gensidig Bedømmelse. I det Fag, hvor denne utaalmodige Aandskraft kunde have været fort ind i et fornuftigt Spor, nemlig Dansk, savnedes der en tilstrækkelig overlegen Lærer til at udnytte den rigtigt. Det var, den Gang som altid ellers, især paa det æstetiske Omraade, at de nye Tanker fandt Vej til Elevernes Verden; det aandelige Røre var naturligvis ikke lige stærkt i alle Klasser, men hvor blot et Par Stykker al Eleverne gav Tonen an, kunde de snart faa Størstedelen af Kammera­ terne med sig. Dog var man med alt det i hin Tid selv i øverste Klasse gennemgaaende mindre voksen, end man blev det en Menneskealder senere. Og Rektor Bireb selv holdt bestandigt, lige til Dagen før Artiums Atslnt- ning, paa, at Skoleelever er Skoledrenge; han huskede det latinske Ord: Sunt pueri pueri; pueri puerilia tractant, og selv for den mest radikale For­ sorenhed, som lejlighedsvis kom til Udtryk hos en Discipel, havde han kun et overbærende Smil. Rektor Bireh var en grundig klassisk Filolog, som endnu i sine sidste Aar efter sin Afsked fra Skolen syslede med Tekstrettelser til latinske For­ fattere efter Madvigs store Forbillede, og Undervisningen i de klassiske Sprog var Skolens Hovedhjørnesten. Det var ikke meget langt fra, at man betragtede Matematikerne som Væsner af en mindre ædel Race, og Gud maa vide, hvad man den Gang havde sagt til et saadant Amfibium som de nysproglige. Det skal villigt erkendes, at den ivrige Fordybelse i de for