545390922

104

Børn, medens de selv søgte Døden i den sidste Kamp foran Stadens Mure. Til Behandling af dette ypperlige Stof foreslog Pingel en Digterkonkur­ rence; efter en vis Tids Forløb skulde Arbejderne indleveres, og Forfat­ terne blev med Hensyn til Form og Omfang stillet fuldstændigt frit; det bestemtes endvidere —• mere demokratisk end æstetisk —, at en Afstem­ ning i den øvrige Del af Klassen skulde afgøre ved simpelt Flertal, hvem der burde have Prisen. I den Klasse, der dimitteredes 1884 og hvor dette foregik, var der særlig to Elever, hvis æstetiske Udvikling var ret vidt fremskreden, og som af Kammeraterne, halvt med Spot, halvt med Beundring, betegnedes som Forfatterspirer. Det var den senere haabefulde Filolog, William Sporon, der døde som ganske ung, og Oscar Madsen, der virkelig blev Forfatter, men som ogsaa fik en forholdsvis tidlig, tilmed højst uhyggelig Død. Klas­ sen rummede vistnok desuden et Par andre, mere beskedne Digterfrø, som for Resten ogsaa ved en tidlig Død hindredes i nogen Sinde at udfolde sig, men Sporon og Oscar Madsen var facile principes, hvem ingen anden skøttede om at maale sig med, og mellem dem alene kom da Kampen til at staa. Sporon udarbejdede et langt zirligt Digt i fejlfri Ottaver med en indlagt, ret virkningsfuld Skildring i friere Rhytmer af den hærgende Brand, som Stadens Indbyggere selv havde tændt; Oscar Madsen, der alle­ rede den Gang var lidt af en Poseur, mødte paa den afgørende Dags Mor­ gen uden noget Manuskript, men i den første Time — det har formodentlig været .Religion eller et lignende, til privat Syssel helliget Fag — nedskrev han el kort, men pragtfuldt Digt i de klingende Rhytmer, som ogsaa senere i denne Forfatters hedste Øjeblikke stod til hans Raadighed. Naturligvis havde ban lavet Digtet i Forvejen, men for Kammeraterne skulde det se ud, som om det hele var en Frugt af Improvisation; jeg, som var hans Sidemand, kunde imidlertid ikke undgaa at lægge Mærke til, at han ned­ skrev det hele.næsten uden en Rettelse, og min Formodning om, at Dig­ tet ikke var Øjeblikkets Barn, blev derved bekræftet. Saa kom Pingels Time, og begge Digtene blev læst op, hvorpaa man skred til Afstemning. Et stort Pdertal kaarede Sporon til Sejrherre, medens et Par enkelte Stem­ mer, og saa Pingel selv, fandt, at Oscar Madsens Arbejde var friskere og mere originalt. Resultatet blev saa, at begge Digterne fik hver sin Laur bærkrarys, og Flertallets Kandidat tildeltes der ekstra et Granatæble. Laur­ bærkransen fik Sejrherrerne Lov fil at sidde med paa Hovedet i Timen, og Pingel holdt en spøgende og aandfuld Tale til de to unge poetae lau- reati. Alt dette var jo en Leg, der passede fortræffeligt til Elevernes Stand­ punkt, men naar de æstetiske Interesser ledede ind paa Omraader, der kunde synes at føre for langt bort, betænkte Pingel sig ikke paa at optræde strengt advarende; jeg bar selv en Gang modtaget en kraftig Tilrettevis-