591163078

derne. Konsekvenserne heraf vil blive, at Arbejdshjemmet maa stræbe hen til at tvedele sin Gerning saaledes, at de efter Talemetoden underviste Piger skilles fra de efter Tegnmetoden oplærte«. Paa et Direktionsmøde den 19. Februar 1880 kom Sagen til Forhandling, og man vedtog følgende: »Paa Grundlag af Refor­ men i Døvstumme Undervisningen med Hensyn til den skarpe Sondring mellem Metoderne maa nødvendigvis en Ændring af Arbejdshjem- mets Love foretages til konsekvent Gennemførelse af dette Princip, a) I Arbejdshjemmet vil for Fremtiden kun optages de efter Tale­ metoden uddannede Piger, medens Bestyrelsen vil stræbe hen til Oprettelsen af en fra Arbejdshjemmet fjærnet Filial for de efter Tegnmetoden oplærte Piger«. Paa et Møde den 8. Marts s. A. vedtoges det saa, at et Forslag om en saadan Udsondring skal fore­ lægges Generalforsamlingen. Denne fandt Sted den 20. Marts, og Keller satte selv Sagen under Debat. Resultatet af Diskussionen var, »at man vil arbejde hen imod de opstillede Formaal med Forsigtighed og Omsigt, at det nu vundne gode Standpunkt ikke skal forrykkes«. Det kan jo ikke nægtes, at Udtrykkene i dette Resultat er overor­ dentlig vage, og i Virkeligheden viste det sig da ogsaa, at Forsigtig­ heden og Omsigten var saa stor, at der intet som helst skete i Retning af at foretage nogen Sondring. Aarsagen hertil er ikke svær at tænke sig. Forslaget stammede sikkert fra Malling-Hansen og Jørgensen. Ganske vist havde den første allerede for nogen Tid siden vel nok paa Grund af det spændte Forhold, som efterhaanden var indtraadt mellem Døvstumme Institutet og de Kellerske Anstalter, trukket sig tilbage fra Deltagelsen i Bestyrelsesmøderne — han var der sidste Gang i Marts 1878 — men gennem sin nære Forbindelse med Formanden, Geheimeraad Trap, gjorde han dog stadig sin Ind­ flydelse gældende. Johan Keller derimod kunde vel nok ikke rent principmæssigt nægte Rigtigheden af en Sondring af Metoderne, men paa den anden Side rejste baade hans personlige Erfaring som Døv- stummeskole-Forstander og hans gode Hjærte med dets Kærlighed til Arbejdshjemmet sig mod et Forslag som dette. Han havde jo i sin Skole undervist efter Talemetoden, men den rene Talemetode havde han aldrig hyldet, og nogen skarp Sondring havde ikke fundet Sted ved hans Institut. Han havde derfor vist svært ved at se den absolute Nødvendighed deraf. Desuden indsaa han, at det i Virkeligheden vilde være umuligt at gennemføre