591163078

Nu kan altsaa »Arbejdshjemmet for døvstumme Piger« se tilbage paa 50 Aars Virksomhed, og her i dette lille Skrift er der gjort For­ søg paa ved Hjælp af gamle Forhandlingsprotokoller og Aarsberetnin- ger, Avisartikler og Breve at give et Billede af, hvordan Livet har formet sig i de forløbne Aar, og det forekommer mig, at dette Billede er et lyst Billede. Vel har der været Kampe og trange Tider, men det er dog altid endt med Sejr, og om det end til Tider gik smaat, det gik dog altid fremad, og der har i hele Hjemmets Historie egent­ lig aldrig været en Tid, hvor man kunde sige, at det for Alvor gik tilbage. Nu er det ganske vist sandt, at dette, at Arbejdshjemmet har vokset sig stort og rigt, det er ikke det vigtigste, og det var heller ikke i dybeste Forstand dets Formaal. Heller ikke var det det, som svævede Johan Keller for Tanke, da han bragte Sagen i Gang. Nej, det dybeste Formaal var dette, at række en hjælpende Haand til dem, der laa saaret ved Vejen, at bringe Glæde og Trøst til dem,

der sad i Skygge, og at gøre Livet lyst for Stakler, som var i Nød. Hvor vidt dette er lykkedes, ja, det kan jo ikke historisk doku­ menteres, om det taler de gamle Protokoller kun lidt. Men enhver, som kender noget til Arbejds­ hjemmet, vil dog have en bestemt Følelse af, at naar man i sin Tid forandrede Navnet fra »Arbejdsan­ stalt« til »Arbejdshjem«, da gjorde man det med god Ret, thi det var virke­ lig lykkedes at skabe et

Hjem. Et Vidnesbyrd herom er det jo ogsaa, at man gerne blev der, og at det ikke er saa faa »Jubilæer«, døvstumme Piger i Aarenes Løb har kunnet fejre derinde. Arbejdshjemmet var et Sted, hvor der var godt at være, og jeg tror sikkert at turde sige, at der ved det er blevet skabt Sollys over mangt et Liv, som ellers havde ligget i