ChirurgiskAcademisHistorie_1896

26 skulde passere en Bro. Dennes Forgænger tog af Fortvivlelse G ift, da han ikke mere kunde finde Føden, og hans Forgænger igen druknede sig af samme Aarsag. Martini selv rejste bort, da hans K red it fa ld t!1) Men hvor kunde det væ re? Der maa da have været Patienter nok! Hvem henvendte de syge sig da til? De søgte Hjælp hos Kvaksalverne , og af dem var der flere end nok. Der klagedes i det uendelige, men det hjalp næsten aldrig. Det var ganske undtagelsesvis, at en Chirurg gennem Collegium medicum kunde faa Hjælp fra Cancelliet, saaledes som det skete i et enkelt Tilfælde, je g kender. I R eglen vilde Øvrigheden ikke støtte Chirurgerne og drage Kvaksalverne til Ansvar. B land t de ikke autoriserede Practici spillede Barbersvende og Compagnifeltskærere en betydelig Ro lle og især de sidste. De havde L o v til at praktisere under Regimentsfeltskærernes Tilsyn , men de holdt meget a f at benytte Lejligheden til selv at faa lidt Praxis, og de vare meget vanskelige at faa dragne til Ansvar, da de skulde søges ved militær Ret, og Generalitetet var tilbøjeligt til at støtte dem. Dette viste sig især i et Tilfælde, hvor en Eskadrons­ feltskær Carl i Faaborg (1773) havde taget et Par Matroser under Behandling. Sagen var rimeligvis aldrig kommen frem, hvis Carl ikke havde forlangt over 54 Rd l. for Kuren, thi herover blev der klaget. Det oplystes da a f Chirurgen (og Postmesteren) Chri­ stian Rempel i Faaborg, at begge Matroserne havde Syph ilis, og at de begge, beroligede ved Carls F o r ­ sikring, havde smittet deres Fam ilier. K lagen gav An ledn ing til vidtløftige Sk rive rie r; men inden den i) An den Herrn Professor Tode Haderslebeil 1784 P. 62.