ChirurgiskAcademisHistorie_1896

591176005

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

Chirurgisk Äcademis Historie:

Aeademiets Stiftelse.

A f

Gordon Norrie. )P

Udgivet med Understøttelse af Carlsbergfonden.

K jø b e n h a v n . fo rla g t af ^ r ø d r e n e ^ S a l m o n s e n (i. ^ a l m o n s e n ) . Trykt lios J. H. S c h u lt z . 1896.

Indhold. i.

Kamp mellem Chirurger og Læger. — Simon Crü- ger. — Chirurger og Læger udgaaende fra forskellige Samfundsklasser. — Chirurgernes væsentligst praktiske og Lægernes væsentligst theoretiske Uddannelse. — Facul- tetets skolastiske Standpunkt belyst ved Oeclers Disputats og Heuermanns Ansøgning om at blive Professor. — Chirurgers og Lægers forskellige Optræden overfor Pa­ tienter. — Antallet af Læger og Chirurger i Danmark og Norge. — Chirurgernes daarlige økonomiske Stilling. — Kvaksalverne............................................................................. II. Struensees Periode. — Kabinetsordre om Viden­ skabernes Befordring. — Kabinetsordre til Collegium medicum om en ny Medicinalforordning. — De chirur- giske Assessorer tilsidesættes af Collegiet. — Forslag om at forene Amphitheatret med Universitetet. — Lig­ nende Forslag allerede 1752. — Gunnerus's og Bergers Plan til Omordning af Universitetet................................... III. 1772—1775. Kratzenstein. — Hennings. — Calli- sen og Saxtorph og deres Ansættelse som Professorer. — Kølpin. — Chirurgerne i Collegium medicum nedlægge Arbejdet — Hennings , Callisen og Kølpin blive Membra collegii medici og de to sidste Coexaminatores ved chi- rurgisk Examen. — Callisen bliver Examinator ved Fa-

P. 1.

’. 30.

cultetet. — Reskr. om at Chirurgerne skulle examineres i Medicin af Facultetet og Cancelliets Tilladelse for Fa- cultetet til at tage Betaling herfor trods Reskriptet.... P. 40. IV. 1775—1780. Oprettelse af Distriktschirurgicater. — Indfødsretten. — Kabinetsordre om Aarsagerne til Chi- rurgernes ringe Antal og Collegium medicums Svar. — Ny Kabinetsordre om Nedsættelse af en Commission til at ophjælpe Chirurgien. — Commissionens Sammensæt­ ning. — AasTcow. — Gulbrand. — Commissionens Ar- bejdsmaade, dens Forslag og Forestilling. — Forslagets senere Skæbne............................................................................ V. Regeringsforandringen 14. April 1784. — Bodendick. — Chirurgiske Læreanstalter i Udlandet. — Tode som Kri­ tiker overfor Hennings og andre. — Martini og dennes Brev til Tode og Angreb paa CaVisen. — Svage Punkter i dennes Forsvar. — Callisens Chirurgi. — Winsløw. — Sex Chirurgers Forslag til Oprettelsen af et chirurgisk Academi. — Collegium medicums, Kratzensteins, Callisens, v. Bergers og Todes Indlæg. — Generalprokurør Bangs Indlæg. — Cancelliets Indstilling og den kgl. Resolution af 1. April 1785 og Reskr. af 8. April 1785. — Chirur- gernes anden Indstilling og Forordningen af 22. Juni 1785 ............................................................................................... Slutning1. Chirurgernes Sejr. — Mangler ved Forordningen om Academiets Oprettelse. — Sammenligning mellem den chirurgiske Commissions og Chirurgernes Forslag. — Kølpin rimeligvis den egentlige Ophavsmand til Aca- demiet. — Tilbageblik............................................................. '. 162.

’. 110 .

215.

I. I clen langvarige K am p mellem Chirurger og Læger, der varede til hen im od M idten af dette Aar- hund rede, g ik det op og ned. Sna rt havde det ene P a rti Overmagten, sn a rt det andet, men Kamp var der stadig. T il T ider gav denne Kamp sig Udslag i F o ran staltn ing er, der bleve bekend te for Offentlig­ heden, til T ider førtes K am p en bag Kulisserne og gav ikke A n ledn ing til kongelige R esk rip ter, og i saa T ilfæ lde fik m an ikke m eget at vide om, hvad der va r sket. Derfor finder m an heller in te t Sted en ud fø rligere U dv ikling af, hvorledes det g ik til, at ch iru rg isk Academ i blev stiftet 1785, th i saa godt som alt, hvad der g ik forud derfor, liar ligget skjult i A rkiverne, og hv erk en Riegels1), B un tzen 2) eller Ingerslevz) har k u nn e t meddele mere end ganske ko rte B eretn inger. D en første store Sejr, Chirurgerne vandt, skyldte de deres udmæ rket dygtige, energiske og hensyn s­ løse F ø re r Simon (JrUger , der fik udv irk et F o ro rd ­ n ingen af 30te A p ril 1736, hvorved Chirurgerne fik deres egen, af U n iv ersitetet fuldstændig uafhængige, b Biegels: Forsøg til Chirurgiens Historie. Kbh. 1786. 2) Andr. Buntzen: Chirurgien i Danmark i Midten af det for­

rige Aarhundrede. Universitetsprogram 1869. 3) Ingerslev: Danmarks Læger og Lægevæsen.

1

2 Læ re an sta lt : T heatrum anatom ico-chirurgicum , der i dag lig Tale ofte kald tes Am ph itheatre t. Samme D ag udnæ vntes Crüger til D ire c te u r-G eneral ved Chirurgien, hvorved h an fik sto r Myndighed, th i han „skal alene gouvernere Chirurgien, og skal alle Sager, som angaa Ch iru rg ien i K ongens ïtig e r ôg Lande, til ham adresseres, og ingen Ch irurgus en ten af Civil eller M ilitair uden hans A ttest, som skal gives uden B etaling, vorde forfremm et.“ Kæppe havde Ch irurgerne vu nd et denne Sejr, før Lægerne søgte a t faa Kevanche, og de nedlode sig endog saa dybt, a t de slu ttede A lliance m ed Am ts­ barberern e mod Crüger, D er blev ned sat en Com­ m ission i den Anledning, og R e su lta te t va r en S ejr for Lægerne, id e t Collegium medicum op rettedes ved F o ro rdn ing af 9. A p ril 1740. Membra i d e tte Col­ legium vare ku n Læger, men det bestem tes (i § 3) : „Kaar Sager forefalde, som kan tjene til a t in d re tte og forbedre den chiru rg iske V idenskab og P rax is, eller og S trid igh ed e r der udi rejse sig, kaldes og an ­ tages, som Assessores i dette Collegio, den kg l. D irec- teu r-G en era l ved Ch irurg ien , Hof-Chirurgus, S tabs- Chirurgus, tilligem ed den som læ ng st h a r væ ret R eg im en ts- eller D ivisions-Chirurgus, O lderm anden for det chiru rg iske Am t i K jøb enhavn sam t den æ ldste af dets B isidd ere.“ Desuden befaledes det (i § 5), at enhver, der havde noget „at angive, foreslaa, forespørge, klage, R aad og A ssistance at søge“ i nogen af Medicinens Dele, derib lan d t ogsaa i C h iru r­ gien, skulde henvende sig til Collegiet. Crüger v ar im id lertid en altfo r d y g tig D iplom at og F e lth e rre til at lade sig genere af disse temm elig ubestem te Paalæg, og han forstod dels ved at forhale Sagerne, dels, n a a r det kneb, ved at rejse personlig

]

3 K iv og Skænderi at forpurre Collegiets Forsøg paa at faa Indflydelse paa lians V irksomhed. P aa P ap iret havde Lægerne vund et Sejr, men i V irkeligheden var Oruger lige mægtig. D ette bevirkede naturligvis im id lertid blot, at Læ gerne bleve endnu mere for­ bitrede og pønsede paa nye M idler til a t indskrænke Chiru rgernes S elvstænd igh ed . H v ad der skete in d til 1750 er ny lig frem stillet i Julius Petersens store A rbejde: Den danske Lægeviden­ skab 1700 — 1750, og v i skulle derfor ikke opholde os herved, m en i det følgende søge at følge Stridens E n k e lth ed e r fra Struensees T id til den foreløbige Af­ slu tn ing ved Ch irurgernes anden store Sejr: Oprettel­ sen af ch iru rg isk Academ i ved Forordningen af 22. J u n i 1785. F o r a t faa den rette Fo rstaaelse af denne Kam p er det im id le rtid nødvend igt først at søge at k lare sig A arsagerne til den gensidige Misundelse mellem C liirurger og Læger. B e tyde lig Fo rskel var der paa de Samfundslag, hvorfra Læ ger og Ch irurger udgik. F o r at blive S tu d en t og navnlig forat tage Doctorgraden fordredes ikke saa ringe .Udgifter, og S tud iet var langvarigt. De fleste studerende vare derfor Sønner af velhavende Bo rgerfolk eller af P ræ ster og andre Embedsmænd, der selv havde studeret. Chirurgerne m aatte der­ imod forholdsvis sjæ ldent betale noget for Ud­ dannelsen, de kunde tvæ rtim od ofte per fas et nefas tjene noget til Hjælp. De stammede i Heglen Ira de m indre velhavende Borgere eller fra Barberer, der opdroge deres Sønner til a t kunne overtage deres Am ter og saaledes fortsæ tte Forretningen. Lægerne med deres aoademiske Dannelse og deres S lægtskabsforbindelser følte sig n a tu rlig t som 1 *

4 hø rende til en he lt anden og m eget fornemmere Sam fundsklasse end de la n g t simplere Ch irurger, og denne S tandsfo rskel spillede dengang, da Hang- syge grasserede, en overo rdentlig stor 11oIle. D et va r derfor ikke uden B etydn ing , n a a r Ch iru rger efter ch iru rg isk Academ is S tiftelse kunde opnaa lige saa høj H ang som Læger. B e trag te vi dernæ st U ddannelsen af Læ g er og C h iru rg e r i M idten af 18. A arhund red e og samm en­ ligne deres Optræden overfor de Syge, ville v i y d e r­ ligere faa et B illede af den enorme Forskel, der fandtes paa disse to A rte r af Æ sk u lap s Sønner, og v i ville faa en Forstaaelse af, hvorfor de gen sid ig t foragtede og hadede hinanden. Chirurgernes U ddannelse g ik for sig paa den Maade, at det unge Menneske, der af sine Fo ræ ld re bestem tes til denne Vej, blev Læ rlin g eller D reng hos en Am tsm ester eller B eg im en tsch iru rg . H an m aatte he r gaa til H aande ved alt forefaldende A r­ bejde som oftest i adskillige A a r saa god t som ud e ­ lukkende ved B arbering. E fte r at have væ ret D reng i nogle Aar, og endnu mere efter a t h an var bleven Svend, biev h an ikke alene b e n y tte t til a t barbere, m en der fald t jæ vn lig andet A rbejde for, og navn lig v a r dette T ilfæ ldet for dem, som vare E lev er hos B eg im entschirurger. D er va r a ltid en Del P a tien te r saavel med indvortes som udvo rtes Sygdomme, der skulde behand les dels i P a tien te rn e s H jem dels paa R eg im en ternes Sygestuer, og ved de alvorligere T il­ fælde v ar der for de studerende endnu bed re L e j­ ligh ed til a t studere Sygdommene, end der er n u ­ tildags, id e t Mesteren b rug te sine E lev er til at holde V ag t hos de syge og passe dem, saaledes a t en stor Del af det, vi nu kalde Sygepleje og navnlig la g t-

5 tag elsen af P a tien ten , overdroges til Eleven. .Dette træffe vi mange Exem pler paa, det fortælles ofte f. Ex. af Heuermann og Tode, at de, n aar de skulde tilse en P a tie n t for en Collega, tr a f ikke denne, men ku n en Svend, der vaagede lios den syge. D et blev paa denne Maade væ sentlig st klinisk Undervisning, der blev Tale om, id e t E leverne re n t p rak tisk læ rte a t kjende de hypp ig st forekommende Sygdomme og den h y pp ig st anvend te Behandlingsmaade. Megen Læ sn ing va r der vel ikke Tale om, og Undervis­ n ing en v a r derfor afhængig af Mesterens Kundskaber, som i K eg len v istnok vare tarvelige, da de færreste Am tsm estre og K eg im entschirurger vare frem ragende Folk. U ndertiden va r der dog sikkert Lejlighed til at faa endog udmæ rket Undervisning. Man kan saa- ledes væ re overbevist om, hvad der forøvrigt fore­ ligg er Beviser for i Ferdinand Martinis Arbejder, at de unge Chirurger, der ved T roppesam lingen i Hol­ sten 1758—1763 vare ansatte under Heuermann og Hennings, bleve fo rtrin lig t underviste, og det samme kan antages at væ re T ilfæ ldet for de ikke faa stu ­ derende, der vare ansatte ved de mange smaa Syge- afdelinger, der fandtes ved K jøbenhavns Lemme- stiftelser, og ved de store H o spitaler: F rederiks H ospital og A lm indelig t Hospital. I P rovinserne va r Mesteren som Kegel den eneste autoriserede Læge i vedkommende By, og der maa derfor ogsaa h e r have væ ret i alt F a ld nogen Lejlighed til at læ re noget. T il den p rak tiske Undervisning sluttede sig den th eo retiske paa Am ph itheatret. Den bestod i en g run d ig U nderv isn ing i Anatom i og P h y siologi med D issektionsøvelser, endvidere i Chirurgi med Opera­ tioner og Øvelser i Anlæggelse af Bandager, der

6

dengang spillede en m eget stø rre Ro lle end nu. E nd e lig underv istes der i M ilitæ rlægevidenskab og i Retsm edicin, i a lt F a ld for saa v id t d e t ang ik Saar. I Crügers T id lrørte m an ikke A nker over U n d e r­ visn ingen paa Am p h ith ea tre t, m en da han ved sin Død 1760 blev afløst af Wilhelm Hennings, begynd te der snart a t komme K lager, der væ sen tlig st g ik ud paa, at Exam inerne toge for lang Tid, ligesom de vare uh eld ig t ordnede, id et de studerende i Fo rvejen fik opgivet, hvad de skulde dissekere, og derpaa skulde holde et F o red rag over det opgivne Em ne i S ted et for at blive exam inerede. F ø lg en var, at de vare i S tand til at læ re det, de skulde exam ineres i, udenad, og a t m an i V irkeligheden ikke ved Exam en fik noge t k la rt B egreb om C andidaternes Duelighed. N aar de ovenikøbet kunde faa R eservech iru rg ern e til at dissekere for sig, v a r d et n atu rligv is re n t galt. Disse A nker ere gan ske v ist m eget alvorlige, og der k an ikke væ re Tvivl om, a t de vare begrundede, da de a tte r og a tte r gentoges, som vi senere skulle se. F o rø v rig t synes disse A n k er ku n at kunne ramme E xam in ationen i Anatom i og ikke i de and re Fag. P aa G rund af de langvarige og hypp ige E x a ­ m iner blev der ikke m egen T id tilovers for Hennings til at holde Forelæ sn inger. D ette rnaa dog ikke for- staas saaledes, a t h an slet ikke underviste, th i der findes et M anu sk rip t1), der indeholder nogle af hans Forelæ sn inger optegnede af en E lev. D e te n e ste , der heri er ud fø rligt gengivet, er hans F rem stilling af *) Thottske Manuskriptsamling paa det store kgl. Bibi. 4° Nr. 730: Vorlesungen iiber die Chirurgie von Doctor und Professor Henningsen mit 26 Kupfern versehen und mit grossem Fleisz aufgezeichnet von J. S. — Afskriverens store Flid synes hurtigt at være gaaet over!

7 Cataractdepressionen, men den maa ogsaa siges at være særdeles god, bedre end nogen anden Beskrivelse, som jeg kender fra Datidens Lærebøger. Maalet for den cbiru rg iske Undervisning var at uddanne Ch irurgerne saaledes, at de saavel i B e­ han d ling en af medicinske som af cbirurgiske Syg­ domme havde p rak tisk Fæ rdighed, og at de desuden i Anatom i og Ch irurg i havde gode theoretiske K u nd ­ skaber. Medens der stadig var S tridigheder om de civile Ch irurgers Ret. til at behandle indvortes Syg­ domme, var det p aalag t Reg im entschirurgerne at be­ hand le alle Sygdomme hos Soldaterne. Da de norske T ro pp er 1763 vendte tilbage fra Holsten, herskede der en dødelig Sygdom mellem dem, og Collegium m edicum paalagde derfor nogle af R eg im entschirur­ gerne at træ d e sammen og forfatte en Beskrivelse af Sygdommen, og Collegiet erklæ rede sig tilfreds med denne Beskrivelse af Sygdommens N atu r og med de anvend te M edikam enter og erklærede, at Regim ents- ch iru rg ern e ikke havde forset sig ved B ehand lingen1). I dette Tilfælde anerkend te Collegiet altsaa Regi- m entsch iru rgernes Maade a t behandle en medicinsk Sygdom paa, men som oftest synes Lægerne at have an set Chirurgerne for umulige som Medicinere. Med Lægernes Undervisning forholdt det sig paa en ganske anden Maade. P rak tisk Undervisning var der i G runden ikke Tale om. Selv efter at F rederiks H o sp ital v ar b lev et aabnet, synes der ikke at have fund et k lin isk Undervisning Sted. F ra 1757—1761 va r Jensenius Medicus der og fra 1761—1775 Fabricius. i) Collegium medicums Forhandlingsprotokol i Sundliedscollegiets Arkiv, ss/j 1763. Se nærmere om dette interessante Møde i min Monografi: Georg Heuermann P. 197—198. Beskrivelsen af Sygdommen maa vistnok findes i Rigsarkivet.

8 Denne sidste g av ikke k lin isk U n derv isn ing un d tag en maaske til sine Candidater, og det synes ik k e en­ g an g a t liave væ ret T ilfæ ldet un d tag en for ens V ed ­ kommende nem lig Oulbrands , som v i senere ville komme til a t om tale næ rm ere. Tode fremhæver i a lt F a ld et S te d 1) den k lin iske U ndervisning, som Gulbrand fik, som et Exem pel paa en „faderlig“ U n d e r­ visning, og m an faar næ rm est In d try k af, at han om taler d et som noget enestaaende. I U d landet gaves der k lin isk U nderv isn ing af flere frem ragende Mænd2), m en d et v a r dog de fæ rreste Læ rere, der vare komne saa vid t endnu. Nogle S teder var der v irk elig e P ra k tik a n tk lin ik e r, hvor de stu ­ derende selv undersøg te P a tie n te r n e ; m en de fleste S teder var d ette v istnok ikke T ilfæ ldet. Som oftest indsk rænkedes den k lin iske U ndervisning til k lin iske Forelæ sn inger, hvor Læ reren undersøg te P a tie n te n og ho ld t F o red rag over ham , m edens de studerende k u n vare T ilhørere og kund e notere, hvad Professoren m eddelte. U nderv isn ingen indsk rænkedes dog ikke til en enk elt Forelæ sn ing, m en Sygdommens Forløb fulgtes fra D ag til Dag. Nogle S teder synes de studerende ikke engang a t have set P atien ten , i alt F a ld an tyd er Tode, a t der fandtes tæ t til tru k n e Om­ hæ ng om Sengene. I de forskellige L and e v a r det forøvrig t re t fo rskellig t in d re tte t. B land t de bekend tere Læ g er og Læ rere v a r Gudlen i E d inbu rg h , og om den klin iske U nderv isn ing hos ham have vi en Beskrivelse af Todes). N aar hans Ku rsu s begyndte, udvalg te h an 8 Mænd og 8 K v inder til U ndervisningen , og disse lagdes paa særlige S tuer !) Sundkedstidende 2. Aarg. 1780 P. 124. 2) Se Jul. Petersen: Den medicinske Kliniks Historie. Kbh. 1889. 3) Sundhedstidende 2. Aarg. 1780 P. 13 3—135.

og behandledes ikke af Hospitalets øvrige Læger. Udskreves eller døde en, kom der en ny i Stedet for, saa at Antallet stadig blev det samme. Cullen fulgtes gærne af 50—60 studerende ved Stuegangen, og han udspurgte da Patienten og dikterede Stu­ denterne alle sine Spørgsmaal, Patienternes Svar, Ordinationerne osv. Da den store Masse Mennesker i Sygeværelset ofte indvirkede paa Patienten, aflagde the clinical clerk , der i Reglen var en af de ældste studerende, et Kvarter før Stuegangen et Besøg for at tage Puls og tælle Aandedræt, og han opskrev da disse Tal paa en Seddel, der blev efterladt til Professoren. — Nytten af en saadan Undervisning har vel ikke været meget stor, og i alt Fald lærte de studerende paa denne Maade ikke at undersøge den syge. Var det daarligt i de fleste andre Lande, var det dog langt værre her i Kjøbenhavn. Dette hang sammen med- Personerne og Forholdene i det medi­ cinske Facultet. Buchwald har vel nok praktiseret, Lodbercj Friis var i Reglen forhindret i sine academiske Forretninger ved „svagt Helbred og praxin medicanD, men ingen af dem var vistnok i Stand til eller havde Lejlighed til at give klinisk Undervisning; endnu mærkeligere var det dog, at de Professores ordinarii, der efterfulgte disse, Kratzenstein og Rottbøll , aldeles ikke praktiserede som Læger: den ene var Fysiker, den anden Botaniker og Anatom. De to førstnævnte af disse fire Professorer bestilte saa lidt som vel muligt, og naar der dog i en Aarrække gaves god Undervisning i Anatomi og Physiologi, skyldtes det ikke Buchwald, men hans Vicar Heuermann. Rott­ bøll forsømte meget paa Urund af Svagelighed, men synes dog at have været ret flittig som Anatom og Botaniker. Naar Undervisningen efterhaanden ikke

10

desto mindre blev bedre, skyldtes det den Om­ stændighed, at Professores extraordinarii bleve an­ satte efter 1770 , og at Berger blev Professor artis obstetriciæ. Det er ikke saa underligt, at Undervisningen ved vort medicinske Facilitet derfor ikke var fulgt med Tiden, men holdt sig i det gamle Spor. Com- mentarer til Hippokrates og andre Autoriteter var Hovedsagen for Docenterne, og for de studerende gjaldt det først og fremmest 0111 at lære at tale godt Latin og at disputere, men vel at mærke disputere paa den Maacle, at Dialektik var det vigtigste. Det var i og for sig af mindre Betydning, om der var noget nyt i en Afhandling, hvad det kom an paa var, at det latinske Sprog var fejlfrit, og at der ikke var syndet mod Logikens Pegler. Det er aldeles ikke forbavsende, at en Opfindelse som Auenbruggers af Permissionen ikke forstodes, thi saaledes gik det overalt, da det næppe kunde falde Lægerne ind at udstrække deres. Undersøgelse af en Patient synderlig ud over Examination, Pulsundersøgelse, Urinprøve samt Undersøgelse af Expectoratet ; men ikke en­ gang de nye physiologiske Undersøgelser, som udgik fra Haller og hans Elever, forstode Professorerne. Dette kom tydeligt frem ved to Lejligheder i 1752 : Oeders Disputats og Heuermanns Ansøgning om et Professorat. Oeder , hvis store Evner senere bleve tilstrækkelig anerkendte, indkaldtes hertil vistnok for at faa et Professorat ved Universitetet, og han vilde i den Anledning disputere pro loco. Hans Disputats gav en Fremstilling af en Del af Hallers nye Tlieorier, men han blev ved Disputatsen reduceret af et Par medicinske Studenter, ligttbøll og Je nseni k s . hvoraf

1 1

navnlig Rottbølls Opposition opfattedes som knusende. Ser man lidt nøjere paa denne Opposition, der findes opbevaret1), viser det sig, at Rottbøll ikke kom nærmere ind paa selve Sagen, men ubarmhjertig kritiserede Trykfejl, daarlig Latin og Forsyndelser mod Logik og Metaphysik, saa at Oeder i sin E r ­ klæring til G-rev Holstein ( 18 . Februar 1752 ) med Rette kunde sige, at denne Methode tilhørte et tid­ ligere og ikke det 18 . Aarhundrede2). Rector magnificus Prof. Anchersen erklærer i sin Skrivelse til G-rev Holstein ( 18 . Febr. 1752 ), at han har gennemgaaet Rottbølls Opposition meget nøje og som Professor eloqventiæ navnlig hans Beskyldninger om Barbarismer osv., og han har fundet, at de ere soleklare. Som Exempler nævner han bl. a .: 1 ) „Paa Titelbladet selv i det ringeste burde være rent, Disceptioni i Stedet for Disceptationi er barbarisk og kan umulig være en Trykfejl, uden Præses, som Corrector maatte være utilladelig skødesløs. 2) Paa den 3 dje Linie i Disputatsen visur lim, den som skal se, i Stedet for videri posse, at kunne anses for er en af de groveste Vildelser nogen kan begaa, og saa danne ere m ang fo ld ige............ Præses vil refutere autor til l ’homme machine, som er miserable nok, og kommer ikke Materien ved. Midt paa Siden i det andet Stykke skriver han flagitandum ab auctore etc. hvorover han havde nemlig opponens et artigt argu­ ment: enten veed Dr. Oeder at Autor er død eller ikke. Veed han det, er det daarligt at bede en død Mand giøre noget, veed han det ikke, er det en impardonable ignorance, især naar han skriver imod h am ............ b Universitetsbibl’s Manuskriptsamling Additamenta Nr. 172 4°. 2) Denne Bemærkning er, som saa mange andre, udeladt i det Udtog, som findes i Langebekiana P. 334— 346.

14 ogsaa at blive Demonstrator og Lærer i Anatomi og Chirurgi og senere Professor medicinæ. Je g liar tidligere1) givet en udførlig Fremstilling af Heuer- manns L iv og videnskabelige Betydning og skal der­ for blot erindre om, at ban som Pliysiolog var en ivrig Tilhænger af Haller, hvis banebrydende Forsøg- ban gentog og udvidede, og at Haller lagde ganske særlig Vægt paa Heuermanns Meninger2). Da den­ nes Ansøgning blev indsendt til Erklæring af Con- sistorium, vare de to første Bind af hans Physi- ologi udkomne, og det er ikke Overdrivelse at sige, at disse to Bind i videnskabelig Henseende overgaa alle andre medicinske Værker tilsammen, der vare udkomne i Danmark i hele den forløbne Del af Aarhundredet. Der findes i disse to Bind Redegørelse for en stor Masse Forsøg og Vivisec- tioner, og dog erklærede Facultetet: „1) E r hans udgivne Physiologi ikke af den Vigtighed, at derved noget nyt af Importance er bragt for Lyset, men er mesten Samling af andre lærde Mænds physiologiske Skrifter, som vel kan have sin Nytte for Barberer Oeseller, der ikke selv forstaa det latinske Sprog, 2) I en af de nyeste Medicinalhistorier ( H irsc h : Geschichte cl. med. W issenschaften in D eutschland 1893) fremhæves Hallers Meninger om H euerm ann ved Here Citater, og han omtales som „ein als Physiologe und Chirurg sehr geschätzter Gelehrter, Yerfasser einer Operationslehre, die, reich an eigenen B e­ obachtungen, zum grossen Theil als Originalarbeit anzusehen ist und sich durch Einfachheit in der W ahl der zweckmässigsten M ittel und Methoden (der nævnes som Exempler: Thoraco- centese, Catheterisation af Tuba Eustachii, Behandling af Fissura ani, Hareskaar) besonders empfiehlt“. Desuden om­ tales han flere Steder som Øjenlæge. p Denne Ansøging kendte jeg ikke, da jeg (1891) udgav min Monograii: Georg Heuermann.

15 men for studiosis medicinæ, som selv kunne efter­ søge Fontes og forstaa Sproget, er den ikke af nogen Betydenhed.“ *) Facultetet har altsaa ikke forstaaet at vurdere Arbejdets Værdi, og den sidste Sætning giver desuden et mærkeligt Indblik i Facultetets Opfattelse. De studerende behøvede ifølge den ikke at have Haand- eller Lærebøger, thi de kunde selv gaa til Kilderne — meget nemt: Heuermann citerer i sin Physiologi ikke meget over 550 Forfattere, hvoraf adskillige havde skrevet mange og store Værker! I Erklæringen fremhæves endvidere, at Heuer- mann ikke kan explicere sig i det latinske Sprog, og følgelig kan hans Ansøgning ikke recommanderes. Samtidig gad Professorerne ganske vist ikke holde Forelæsninger, men overlode Heuermann at besørge dette Arbejde! Maalet for Undervisningen var ikke saa meget at uddanne dygtige, praktiske Læger i vor Fo r­ stand af Ordet; Maalet var først og fremmest at skaffe dygtige Disputatorer d. v. s. Folk, der vare i Besiddelse af betydelig Læsning og Kundskab til Latin eller maaske endogsaa Græsk, og som desuden vare øvede i den specielle Methode, hvor i den Tids Disputatser førtes. A t et Menneske, der var uddannet paa denne Maade og havde faaet Universitetets Stempel paa at være dygtig heri, sagtens kunde be­ handle medicinske Sygdomme uden nogensinde at have set dem, var noget selvfølgeligt. Det havde jo altid indtil 1672 været Skik og Brug, at Lægerne under en Pestepidemi flygtede og fra deres sikre Skjul udgav Vejledninger til Behandlingen af Syg­

p Consistoriums Copibog 1749—1759. N r. 162 P. 249 o. lig.

16

dommen! Saaledes var det ganske vist ikke mere; Lægerne flygtede ikke, men deres Forholdsregler mod Epidemier vare ikke altid imponerende. Saa­ ledes bortrev en Dyssenteriepidemi i Kjøbenhavn i 1766 ikke mindre end 446 Personer1), og selv om der muligvis har været truffet adskillige andre For­ anstaltninger, omtales der i Aviserne kun 2 Ting: 1 ) E t Politiforbud mod Salg af umoden Frugt og Blommer overhovedet (11. Aug. 1766 )2) og 2 ) en B e ­ kendtgørelse fra Stadsphysicus Dr. Wandeler om, at paa ethvert Apothek „kand faaes en Lattværg imod samme Sygdom, naar den nylig har vist sig, til Kiøbs for 8 Sk., naar det er til et voxent Menneske, og for 4 Sk., naar det er et Barn under 10 A a r ; denne Lattværg stryges ud paa et Stykke Skind 2 Haand bredt og langt, og bindes fast paa Navlen, hvor det maa ligge stadigt 2 å 3 Dage, da Patienten faar Lindring og befries for alle slette Følger . . . ,“ 3) Overfor Patienterne optraadte Læger og Chi- rurger ret forskelligt, hvad der fremgaar af vor Fremstilling af deres Opdragelse. Lægen vilde exa- minere Patienten lidt eller maaske meget, kigge paa Opspyttet, se paa Urinen eller maaske endog smage paa den, føle Puls — og derpaa skrive indviklede Ke- cepter efter alle Kunstens Kegler. Chirurgen vilde i det væsentligste gøre det samme, men i en stor Mængde Tilfælde, vilde han blive ledet til at fore­ tage en Undersøgelse af Patienten. Lad os f. Ex. 0 M . Salom onsen: Uclsigt over K bh.’s Epidem ier i den sidste Halvdel af det attende Aarhundrede. Disp. Kbh. 1854 P. 5 2 -5 3 . 2) Adresseavis. 15. Aug. 1766. 3) do. 18. Aug. 1766.

17 sætte, at det drejede sig om Ile astilfælde: det er ikke sandsynligt, at Lægen vilde undersøge, om der fandtes et Hernie, men det vilde Chirurgen sikkert; og selv om Lægens theoretiske Kundskaber maatte sige ham, at der kunde være et Brok, og han maaske endog fandt det, saa vilde han aldrig selv forsøge at reponere det, men han vilde tilkalde en Chirurg for at faa det gjort; ja selv om Lægerne blot ordinerede Blodudtømmelser eller et Lavement, maatte de til­ kalde en Chirurg for at faa disse Operationer udførte. Je g skal omtale et Par bestemte Exempler: Heuermann fortæller et Sted1), at han kaldtes til en Kvinde, hvis ene Ben var opsvulmet. Hun var i den Anledning behandlet med forskellige Medica- menter, men uden Nytte. Heuermann sluttede sig til, at der maatte findes en Svulst i Underlivet eller paa den øverste Hel af Benet, som sammentrykkede Blod- og Lymphekar, og da han udspurgte Patienten, fik han at vide, at der fandtes en Svulst paa øverste Del af Laaret. Han undersøgte da og fandt et Brok, som han. reponerede, og derefter forsvandt Ødemet af Benet. E t endnu bedre Exempel er følgende: I 1768 kaldtes Wilhelm Hennings til en fornem ung Mand, som klagede over Smerter i Byggen og Fødderne. Han var af et Par andre Patienter bleven skræmmet med, at det var Podagra, han led af. Hennings be­ roligede ham med, at han aldrig havde set Podagra begynde i begge Fødder paa engang. Tre Maaneder senere rejste Patienten, men fik snart stærke Krampe­ tilfælde, der varede i over 6 Uger. Han rejste der­ efter hjem. Hennings fandt Ansigtet opsvulmet, p G eorg H euerm ann : Abhandlungen der vornemsten chirurgischen Operationen am menschlichen Cörper. I. 1754 P. 561.

18 Øjnene fremstaaende, Pulsen lille og svag, Appetiten ringe, og den syge kunde kun sove med foroverbøjet Krop. Den fjerde Nat blev Hennings hos ham for at faa et klarere Begreb om Sygdommen. Da Patienten havde ligget nogle Minuter paa Byggen, fik han Aandenød og tør Hoste. Han rejstes overende og sov tilsidst ind med Hovedet paa Knæene, og da han sov fast, undersøgte Hennings ham nærmere. Pulsen var svag, Respirationen god, noget snorkende; han følte paa venstre Side af Brystet og mærkede, at Hjertet slog an i stor Udstrækning. Han forlod derfor sin Diagnose Hydropericardium og diagno­ sticerede i Stedet for Hypertrophia cordis og stillede i Udsigt, at der vilde komme uhelbredelig Vattersot af hele Legemet. Den næste Dag fik han tilkaldt en meget bekendt Læge: „ Nach einer kurzen Unter­ redung über die Ursache der Krankheit, erklärt er dieselbe für ein zurückgetretenes Podagra“ . Det hjalp ikke, at Hennings paastod, at man ikke kunde lide af „zurückgetretenes Podagra“ , naar man aldrig havde haft Podagra. Familien troede naturligvis Lægen. Det gik, som Hennings havde forudsagt, og det eneste, der lettede Patienten, var Punkturer over Malleoli paa Grruncl af Ødemet. Ved Sectionen, der overværedes af 6—7 af de bekendteste Læger, fandtes Lungerne sunde, Hj ertet unaturligt stort, idet venstre Hjertekammer var stort, højre mindre end normalt, højre Forkammer stort og udvidet, venstre lille og sammentrukket. I Pleurahulerne fandtes omtrent en Pot Vand, i Pericardiet saa godt som intet. Underlivs organerne vare sunde, Hovedet blev ikke aabnet1). W ü h Hennings-. Eine wahre und zuverlässige Beschreibung von den Kenntzeichen und der Cur der Entzündung des Magens und der Gedärme. Fortale til 2. Udgave Kbli. 1781.

19

Det synes mig efter det foregaaende at være ret forstaaeligt, at Lægerne foragtede Chirurgerne, hvis Gerning de opfattede som et Haandværk, fordi Chirurgerne ikke havde B lik for Betydningen af de lærde Disputationer, medens Chirurgerne foragtede Lægerne netop for disse Disputationer, som i deres Øjne maatte være tomt Spilfægteri, der ikke kunde have Betydning for deres Maal: at behandle og hel­ brede Patienter. Da hertil kom, at Chirurgerne ved store Opera­ tioner skulde tilkalde en Medicus og have hans Ind­ villigelse i, at Operationen foretoges, medens Chi­ rurgerne vare paa det rene med, at Medici slet ikke forstode sig herpaa, blev Forholdet endnu værre. Som Pegel overholdtes denne Bestemmelse vel ikke, men at Lægens Optræden under saadanne Forhold kunde være ganske aparte, fremgaar af følgende Fortælling om en Physicus i Slesvig. „Uden selv at kunne føre den chirurgiske Kniv, paatog han sig at bestemme, naar, hvor og hvorledes den skulde føres. Han tog, som et Øjenvidne har fortalt, almindelig Heisters Chirurgi med til den syges Bolig, oplæste i Patientens Nærværelse med myndig Røst, hvorledes det til Operationen fornødne Apparat skulde ordnes, oplæste videre af Bogen, hvorledes Operationen skulde for­ rettes og bad derpaa Chirurgen skære i Jesu Navn. Under Forretningerne saa han afvexlende paa Opera­ tørens Haand og i Heisters Chirurgi, som han be­ standig holdt opslagen for sig. Man tænke sig den Skræk en saadan Execution maa have indjaget den lidende“ 1). i) Brev om Medicinalvæsenets Tilstand i Apenrade. Physicalsk- oekonomisk og medico-chirurgisk Bibliothek for Danmark og Norge Yin. Juli 1796 P. 210. Anm. 2 *

20

Lægerne mente, at den bedste Maade, hvorpaa Chirurgernes Undervisning kunde forbedres, var ved at Theatrum anatomico-chirurgicuin lagdes ind under Universitetet, — og var der noget, Chirurgerne frygtede, var det netop en saadan Sammenslutning. Om dette Punkt kom først og fremmest hele den følgende Tids Kamp til at dreje sig. Saaledes som v i have skildret Forholdene, vare de i Midten af Aarhundredet, men jo mere v i nærme os til det Tidspunkt, hvorved dette Arbejde afsluttes, Midten af Firserne, des mere udjævnedes Forskellen, saa at der næppe vilde have hersket saa stor Kamp tilsidst, hvis der ikke i Forvejen var vakt et sandt Had mellem Læger og Chirurger, et Had der vedlige­ holdtes ved personlige Stridigheder. Hvorledes For­ holdene lidt efter lidt forandredes, efterhaanden som Chirurgernes Uddannelse paa Grund af større Exa- mensfordringer forbedredes, vil fremgaa af de følgende Afsnit. Det maa sikkert indrømmes, at saa vel Lægernes som Chirurgernes Uddannelse var meget mangelfuld, — og dog vare begge udmærket uddannede i For­ hold til de Personer, som Publi cum mest anvendte. Forat forstaa dette, maa vi søge at faa et Overblik over Antallet af de Læger der praktiserede i Dan­ mark og Norge. A f Læger var der meget faa endnu i 1777 1). I Kjøbenhavn var der i dette Aar i alt 21, hvoraf flere dog ikke praktiserede, i Roskilde en Licentiatus medicinæ; Næstved, Sorø, Møen og Maribo havde hver en, Odense to, Ribe, Aalborg, Fredericia, Viborg,

0 Opgivelserne ere samlede efter Ingerslev. Adskillige af de nævnte Læger vare dog ikke Doctores medicinæ.

Aarhus og Horsens hver en. I Norge fandtes der en Læge i hver af følgende B y e r : Christiania, Dram­ men, Kongsberg, Skeen, Christianssand, Bergen og Trondhjem, og endelig var der en paa Island. Chirurgerne vare meget talrigere. Den i 1776 nedsatte chirurgiske Commission udarbejdede om- staaende Liste over civile Chirurger i Danmark og Norge i Jun i 1777 '-). Ifølge denne fandtes i begge Lande tilsammen 68 Mestre, 107 Svende og 28 Drenge og et lignende Antal fandtes af militære Chirurger nemlig 67 Mestre, 136 Svende og 17 Drenge. I hvilke Byer der levede militære Chirurger, kan jeg ikke oplyse, thi Regimenterne laa for en stor Del spredte paa Landet, og skønt Regimentsfeltskærerne som Regel flyttede til de nærmeste Byer, kan man dog vanskelig faa paalidelige Oplysninger herom. Det viser sig saaledes, at der ingen civile Chirur­ ger fandtes i Slangerup, Frederikssund, Holbæk, Ny- kjøbing paa Sjælland, Storeheddinge, Assens, Middel­ fart, Nysted, Vejle, Tønsberg, Holmestrand, Skeen, Frederiksstad, Laurvig, Christianssand og Østerisør. A f Mestre fandtes der desuden ingen i Ringsted, Korsør, Skelskør, Næstved, Rønne, Nyborg, Kerte­ minde, Stubbekjøbing, Nakskov, Maribo, Skive, Nibe, Nykjøbing paa Mors, Tisted, Randers, Moss, Bragnæs, Mandal, Stavanger, Arendal og Christianssund.

i) Indlæg til Sjæll. M issiver 1776 N r 619.

22

Designation over alle i Danmark og Norge befindende civile Cfii- rurgi med Svende og Drenge efter de fra samtlige Stiftamtmænd indkomne Efterretninger (Jnni 1777 ). uge 6 Tio CD ii Kjøbenkavn ............... 1 5 1 4 2 9 i i 1 Desuden 5 B a - Frederiks H osp ital. 1 2 » 3 » dere, som have Almindelig Plej e-An­ stalt . . . * . ............ 4 » » 1 » 7 fremmede Svende. Sjællands Stift. Helsingør................... 3 1 2 4 Hillerød Hospital og A m t ............ ... 1 » » Roskilde.............. 1 1 » Kalundborg . . . . . . . 1 » 1 R in g s te d ................... » 1 » S la g e lse..................... 1 » 1 Ingen i: Korsør ........................ 1 » Slangerup. Skelskør...................... » 1 1 Frederikssund. Næstved. .................... » 1 » Holbæk. Vordingborg . . . . . . 1 » Nykjøbing. Præstø . . . . . . . . . . . 1 » Storekeddinge. K ø g e .......................... 1 » Stege .......................... 1 » R ø n n e......................... » » Kronborg Amt . . . . 1 » Hirscbliolm Am t. . . 1 » Vordingborg Amt . 1 » Vemmetofte Kloster 1 » Juellund Gods . . . . » 1 S o r ø .............. 1 1 » At overføre. . . | 36 24 35 19 i Stederne. M estre. Sve © S ide CD ^3o s 2 CD Dre £ 3

23

Svende Drenge

Stederne.

Mestre

indfødte.

indfødte. |

fremmede.

fremmede.

Overført.. . 36 24 35 19 1

Fyens Stift:

2 1 » 1 » » 1 » 1 »

Odense........................ Nyborg........................

Svendborg......... .. » 1 » » » Ingen i Assens og Faaborg ...................... » » 1 » Kerteminde . . . . . . . » » 1 » » Middelfart. Rudkjøbing.............. 1 » » »

Lolland-Falsters Stift: N yk jøb ing ................. Stubbekjøbing . . . . . Nakskov..................... Maribo ........................ Saxkjøbing................. R ib e ............................ Kolding . . . . . . . . . . Varde..................... Ringkjøbing. . . . . . . Holstebro................... L em v ig ....................... V ib o rg ........................ S k iv e .......................... N ib e ............................. A a lb o rg .............. .. Nykjøbing p. Mors. T isted.......................... Ribe Stift: Viborg Stift: Aalborg Stift:

1 » 1 » » 1 » » » » 1 » » » » 1 » 1 » » » 1 » » » » 1 i » » » ] » » » » 1 » » » » 1 » » » » 1 » » » » 2 » » » » » 1 » » » » » 1 » » 2 » 1 » » » 1 * » »

Ingen i Nysted.

Ingen i Vejle.

» » 1 » » At overføre. . . 52 31 41 23 1

24

Svende D renge

Stederne.

Mestre

indfødte.

indfødte.

fremmede.

fremmede.

Overført. . . 52 31 41 23 1

Aarhus Stift: Aarhu s........................... Horsens . . . . . . . . . . Rand ers............ .. Grenaa ................. .. Ebeltoft ................... .. 1 » Frisenborg Grevskab » 1 1 o » 1 1 »

1 1 1 Ingen i Mariager.

1

»

N o r g e . Aggershus Stift:

Christiania ................. Moss............................. Erederikshald . . . . . Bragnæs......................

1 1 2 1 » Ingen i: » » 1 » » Tønsberg. 1 » » » Holmestrand. » » 2 » » Skeen.

K ragerø................... .. 1 » » » Frederiks stad. J arlsberg Grevskab » 1 » » » Strømsø. Nedre Rommerige . » 1 » » » Laurvig. Christianssand Stift : Lister og Mandals Amter...................... 1 » » » » Ingen i : Christianssand Mandals Ladested . » 2 » » » og Østerisør.

Stavanger ................. A ren d a l......................

2 1 »

» »

» »

» »

Bergens Stift: B e rg en ................... Nordfjord.............. Throndhjems Stift :

5 4 1 » /•> » » 1 » »

Throndhjem ............

1 1 > 1 » At overføre. . . 66 50 49 27 1

25

Svende Brenge indfødte, j fremmede. indfødte. 66 50 49 27 1

Stederne.

Mestre.

fremmede.

Overført. ..

Hospitalet i Molde . » 1 Røraas Kobberværk » 1 Christianssund . . . . » 1 Meldals Kobberværk » 1 Nordlandene . . . . . 1 1 Inderøens Fogderi . » » 1 Verdals Øen . . . . . . » » 1 Ørkedals Øen . . . . . » » 1 Kongsberg............... 1 » » I alt. . .

68 55 52 27 1

Hvor kan det nu være, at der ikke var flere Chirurger? Svaret er ganske sim pelt: det var umuligt at skaffe Indtægter til flere, og mange levede endda under elendige Forhold. Man træffer f. E x . paa en Protest fra en Chirurg paa Falster mod, at der an­ sættes en til paa Øen, thi saa vilde det være umuligt for nogen af dem at leve1). Ferd. Martini fortæller, at han, medens han var Chirurg i Varde, ingen Concurrent havde 10 Mil mod Nord, 8 —10 Mil mod Øst, 8 Mil mod Syd og mod V est: 4 Mil til Lands og over Vandet til Skotland og England. Hans F o r­ gænger havde haft det paa samme Maade. Hen sidste, der tilmed var Licentiatus medicinæ, holdt tillige Apothek og lærte paa sine gamle Hage at barbere, — men han var fattig og druknede, da han

i) Indlæg til Sjæll. M issiver 1776 N r 619.

26 skulde passere en Bro. Dennes Forgænger tog af Fortvivlelse G ift, da han ikke mere kunde finde Føden, og hans Forgænger igen druknede sig af samme Aarsag. Martini selv rejste bort, da hans K red it fa ld t!1) Men hvor kunde det væ re? Der maa da have været Patienter nok! Hvem henvendte de syge sig da til? De søgte Hjælp hos Kvaksalverne , og af dem var der flere end nok. Der klagedes i det uendelige, men det hjalp næsten aldrig. Det var ganske undtagelsesvis, at en Chirurg gennem Collegium medicum kunde faa Hjælp fra Cancelliet, saaledes som det skete i et enkelt Tilfælde, je g kender. I R eglen vilde Øvrigheden ikke støtte Chirurgerne og drage Kvaksalverne til Ansvar. B land t de ikke autoriserede Practici spillede Barbersvende og Compagnifeltskærere en betydelig Ro lle og især de sidste. De havde L o v til at praktisere under Regimentsfeltskærernes Tilsyn , men de holdt meget a f at benytte Lejligheden til selv at faa lidt Praxis, og de vare meget vanskelige at faa dragne til Ansvar, da de skulde søges ved militær Ret, og Generalitetet var tilbøjeligt til at støtte dem. Dette viste sig især i et Tilfælde, hvor en Eskadrons­ feltskær Carl i Faaborg (1773) havde taget et Par Matroser under Behandling. Sagen var rimeligvis aldrig kommen frem, hvis Carl ikke havde forlangt over 54 Rd l. for Kuren, thi herover blev der klaget. Det oplystes da a f Chirurgen (og Postmesteren) Chri­ stian Rempel i Faaborg, at begge Matroserne havde Syph ilis, og at de begge, beroligede ved Carls F o r ­ sikring, havde smittet deres Fam ilier. K lagen gav An ledn ing til vidtløftige Sk rive rie r; men inden den i) An den Herrn Professor Tode Haderslebeil 1784 P. 62.

27 var afsluttet, kom der nye Bestemmelser om Be-^ tingeiserne for Chirurgernes R e t til at praktisere i medicinske Sygdomme1). E t P ar A a r efter søgte Carl, der imidlertid var bleven afskediget, om T il­ ladelse til at praktisere, men opnaaede kun, at den chirurgiske Commission udtalte en meget nedsættende Dom om ham2). Desuden var der alle Slags Mennesker, der tillode sig at praktisere. I Nordslesvig tales der om talrige K vak salvere i Aarhundredets sidste Decen­ nium3), hvoriblandt, som i næsten alle K lager, nævnes Skarpretteren og her tillige hans Datter. Hun var bleven advaret, men sagdes at samle Underskrifter paa et Andragende om jus practicandi. „Physicus betroer hende endog at aarelade i sit H u s!“ Der­ næst nævnes en Degn, en Kludekræmmer, en Bager og en Urmager, som de mest bekendte Kvaksalvere. „Paa kloge Koner er der heller ikke Mangel, hvoraf en især har forstaaet at curere unge P iger, især ved Generis masculini“ . A lle r hyppigst klages dog vist­ nok over Præsterne. Undertiden gik det dog saa vidt, at der maatte rejses Sag, og je g skal kort med­ dele et Par særligt alvorlige Tilfælde fra Slutningen a f Aarhundredet. I Bergen opholdt sig en Kvaksalver, Østvald , der var født i Stavanger 1744. Han havde været nogle A ar i Læ re hos en Regimentschirurg, men blev derefter Underofficer og Kvaksalver. Gentagne Gange var han straffet herfor, en Gang endog med p Indlæg til Cancelliets Brevbog 1774 N r. 1586. Protokol 6 T. 1642. 2) Chirurgisk Commissions Forhandlingsprotokol (se senere). 3) Ovennævnte Brev fra Apenrade i Physicalsk-oekon. og med.- chir. Bibi. Supplique

28 Tugthus i 3 Aar. Næppe var han løsladt, før han begyndte at rejse omkring som Operatør. E li Bonde havde et 9 A ar gammelt Barn, der i 4—5 A a r havde haft en Svu lst paa Siden af Halsen. Denne lod han da Østvald se og fik, efter at Kvaksalveren havde følt paa den, det Kaad at lade den operere, hvilket Faderen omsider gik ind paa. Operationen udførtes med en Barberkniv. Blodet strømmede ud, Østvald lod varme Sand i en Gryde og strøede det i Saaret, Barnet sukkede og bad : Gud hjælpe m ig! — og døde. K vaksalveren bragte nu Barnet i Seng og paastod, at det maatte ligge ganske stille og urørt i en Time, da han havde set Exemp ler hos voxne, at de 8 Timer efter saadanne vigtige Operationer vare komne til L iv e . V iste der sig imidlertid ikke Tegn til L iv i 12 Timer, var det dødt. E n Maaned efter foretoges legal Section, og det viste sig, at C ar otis og flere Halspuls aarer vare overskaarne. Un ­ derretten dømte Østvald til Fæstningsarbejde paa L ivstid , „og det afdøde Barns F ad er skal, andre le t­ troende Mennesker til Advarsel betale Processens Om­ kostninger og arbejde 4 Maaneder i nærmeste Fæ st­ ning. Endnu er det os dog ubekendt, om denne sidste Punkt ved Overrettens Dom er bekræftet“ 1). Følgende Historie er endnu væ rre: E n 70aarig Kone i Nærheden af Nexø fik Koldbrand (sphacelus siccus) i den ene store Taa. Fø rst prøvede hun selv at behandle den, derpaa tilkaldte hun Chirurgen, men han vilde ikke operere, da det syge Parti endnu ikke var afgrænset, og han blev derefter afskediget. Hun henvendte sig derfor til Hans Morten Skade, en Sten­ bryder af Profession, der, naar han agerede Læge,

fi Pliys -oek. og med.-chir. Bibi. I I 1794 P. 402— 404.

/

29

kalclte sig Dr. Anker. Han skar alt det gangrænerede bort og indsmurte derefter Saaret med en Salve, han ikke selv kendte. Koldbranden bredte sig. I sin Fortvivlelse anmodede Konen sin Søn om at hugge Benet af, men dette forhindrede dog hendes Mand, da han frygtede for Blødning. Hun henvendte sig atter til „Dr. Ankera : „Han tillavede nu en stor Por­ tion af det saakaldte forgyldte Plaster (en Blanding a f Menneskeexkrementer og Urin), kom denne noget tynde Masse i en Jerng ryde, som blev sat paa Grløder. Da Massen var bleven ret hed, bød han Konen at sætte det brandige Ben deri, holdt det med Magt der, og lod det koge, indtil Hud og Kød løsnede sig fra Benene, og Foden kunde vrides af i Ankelleddet. Da dette var sket, indviklede han Stumpen i en K lud, bar Konen, som under K o g ­ ningen var besvimet, til Sengs. F ire Timer derefter var hun død. Hvilken Beløning der efter Loven kunde tilkomme Dr. Anker , derom maa Juristen dømme; men dette maa dog anmærkes, at han efter Konens Død truede hendes Mand med en Fordring paa 8 Kdl., som han ved Lovens Bistand vilde tvinge ham at betale, uagtet han under Curen havde b e ­ kommet Madvare, Skjorter m. m. efter Fuskernes sædvanlige S k ik .“ 1) Kvaksalveren blev senere arre­ steret, men hans S tra f kender je g ikke. Fuskerne vare saaledes de a f Publicum mest be­ nyttede Læger, og naar man gaar ud derfra, maa man sige, at skønt saavel Lægernes som Chirurgernes Uddannelse var meget mangelfuld, vare baade Læger og Chirurger uendeligt meget dygtigere end K v ak ­ salverne, selv om disse vare „velærværdige Fu skere“ ,

som Tode kalder de praktiserende Præster. 9 Phys.-oek. og med.-ckir. Bibi. I 1794 P. 439—441.

30 II.

Struensees Reform iver maatte nødvendigvis og- saa sætte Spor i den medico-chirurgiske Udvikling , og det var saa meget rimeligere, at Struensee liavde Planer i denne Henseende, da han selv var Læge. Som Medarbejder fandt han Datidens dygtigste danske Læge, Christian Johann Berger , en Mand, som blandt sine Colleger havde opnaaet den største Anseelse, og som bevarede den uforandret, efter at han var styrtet i U lykke sammen med Struensee. Disse to Lægers Reformplaner ere for nylig t bievne interessant frem­ stillede i en større A fhand ling1), hvori det er blevet paavist, hvor stor Betydn ing Berger har spillet ved Udarbejdelsen af disse Planer, og v i skulle her kun komme ind paa de Ting, som angaa Universitetet, den chirurgiske Læreanstalt og Collegium medicum, men ikke beskæftige os med andre vigtige Reformer inden for Medicinalvæsenet. Det første Skridt, Struensee gjorde i den R e t­ ning, var, saa vidt mig bekendt, at han 4. Janu ar 17 7 1 lod udgaa en Kabinetsordre til Universitetet om at fremkomme med Porslag til Videnskabernes B e ­ fordring, og i Consistoriums Svar 23. Marts 1 7 7 1 2) findes ogsaa Porslag til Æ nd ringer i det medicinske Studium og a f Medicinalforholdene, I Porslagets § 6 udtales det, at det medicinske Studium vilde kunne „bringes til langt større og mere udbredt F lo r og Nytte om allernaadigst maatte vorde anordnet, a) at alle Chirurgi, især de, som staa i Deres kgl. Maj/s Tjeneste, skulle underkaste sig den me­ dicinske Examen enten paa dansk eller ty sk ; !) Ju l. P etersen : Chr. Johann Berger. Historisk Tidsskrift 6 R. I I I 1891 P. 3 3 9 -4 3 2 . 2) Consistoriums Copibog 1770— 1775 N r. 81.

31

b) Physicater i de tyske Provinser maatte vorde besatte og bortgivne af Collegium medicum; c) at medicinske Embeder ikke meddeles de kgk Undersaatter, som havde promoveret udenlands; d) at med det kgl. Hospital maatte træffes saa- danne Indretninger, hvorved Studiosi medicinæ, som ved Universitetet havde erhvervet sig en grundig Theori, kunde vorde anførte til en fornuftig og duelig Udøvelse af samme, og saaledes Hospitalet til en P lante Skole for Physicater, saa at Studiosi medicinæ der kunde dannes til i sin Tid med Hytte for Publicum at forestaa disse Embeder, og endelig e) at alle de Foranstaltninger nøje maatte vorde iagttagne, som indeholdes i den nye Medicinalfor­ ordning, hvilken Collegium medicum med det første allerunderdanigst v il forelægge og indstille til Deres kgl. Maj.’s allernaadigste Approbation.“ Disse Forslag vare formodentlig ikke Struensee radikale nok, thi det synes ikke, som om der er taget noget Hensyn til dem. A t Collegium medicum tænkte paa at foreslaa en ny Medicinalforordning var ikke noget nyt, thi det havde det altid tænkt paa og af og til arbejdet paa, men det var rigtignok aldrig blevet til noget. A t der imidlertid nu virkelig arbejdedes med Iver paa et saadant Forslag var for­ anlediget af en anden Kabinetsordre1) til Collegiet fra Struensee (22. Februar 17 7 1): „Da Sne. May. der Kön ig wünschen, dasz das Medicinal-Wesen in einer besseren Verfassung ge- setzet werde, so ist mir befohlen worden, dem Col- legio medico hiedurch im Kön igl. Hamen aufzutra­

i) Rigsarkivet, Pakke Kabinetsordre 1771. Afskrift i Collegium medicums Copibog.