ChirurgiskAcademisHistorie_1896

174 Modpartiet frem stillet som Formanden for en Skole, hvis Medlemmer man, efter ham, kaldte Martinianer. — Den sidste P iece, han udgav, var en R ecension over die Degenqvåste, i hvilket Skrift han troede sig fornærmet ved en ham tillagt fortjent Ros. Som Embedsmand var han virksom, uegennyttig og sæ rdeles deltagende i sine Med­ menneskers L idelser. Med enhver ham bekendt Forbedring i de syges Behandling anstillede han, saasnart Lejlighed viste sig, Forsøg. D et er mærkeligt, at han i sit S y g e­ hus havde ladet sætte en Seng paa Glasflasker, i hvilken han lod henlægge dem, som havde Nervesygdomm e. Mod sine Undergivne viste han sig sted se som en V en og Velgører. Begæ rte nogen ham uvedkommende hans Hjælp, saa var han altid redebon med Raad og Daad uden at forlange eller nogensinde at imodtage Betaling. Han døde ugift —- og som man af hans uegennyttige Vandel let formoder, uden at efterlade Formue. F red være med hans Aske. M a rtin i udgav som nævnt et stort A rb e jd e : Be- trachtungen in der Lehren von den K op ftvunden i 6 Bind, et Arbejde der indeholder meget a f Interesse og talrige Sygehistorier, ligesom det viser, at M a rtin i var en meget belæst Mand. 1 . B ind heraf anmeldte Tode meget haanligt i sit Medicinisch-chirurgische Bibliothek. M a rtin i aftrykte denne K ritik i 4. B ind af sit Værk, hvorpaa han i 5. B ind skrev en Fortale paa 55 Sider til Tode. Den første Halvdel er skreven direkte til Tode i bunden Stil, og derpaa kommer den egentlige Fortale, hvori han retter et voldsomt Angreb mod Tode, idet han anfører to Grunde for, at Tode ikke kan optræde som Dommer, og søger at bevise begge udførligt. Den første Grund er, at Tode som Kunstdommer gør en M yg til en E lefant, den anden og for os vigtigere er, at han paastaar, at Tode ikke tør dømme, som han selv vil, men kun som den ham beherskende Kabale, der blandt andet