ChirurgiskAcademisHistorie_1896

45 dels ogsaa i at Hennings nærede et voldsomt Had og dyb Foragt for Lægerne, og ban har nok gjort, hvad han kunde for at forplante dette Had til sine Elever. At Hennings ikke kunde have meget tilovers for den interne Medicins videnskabelige Standpunkt her­ hjemme, kunne vi godt forstaa nu, naar vi erindre, hvor daarligt det stod til med den medicinske Diag­ nostik og Therapi, medens Ohirurgien i Slutningen af 18. Aarhundrede indtog et meget højt Standpunkt. Hennings havde sikkert ikke Hret, naar han udtalte, at det snarere var Medicinen end Ohirurgien, der trængte til Forbedring, •— og saa at skulle finde sig i, at de medicinske Professorer skulde regere over Chirurgerne, nej, der rnaatte Hennings sætte sig til Modværge, det maatte blive Kamp paa Liv og Død! I Slutningen af 1772 meldte der sig to Ansøgere til Bergers Professorat, to Mænd, der ved deres Dygtighed kom til at spille en stor Polle: Henrik Callisen og Matthias Saxtorrph. Disse to Mænds Liv er saa ofte fortalt, at vi kun skulle minde om Hoved­ trækkene deri. Callisen var født 1740 i Holsten, studerede fra 1755 under Criiger , Heuermann, Spierling x), der var Frederiks Hospitals første Overchirurg, og Hennings. 1762 blev han Pensionær ved Theatrum anatomico- chirurgicum og samme Aar Feservechirurg ved Fre­ deriks Hospital. Haar det i Almindelighed siges, at han her fik rig Lejlighed til at gøre Operationer, da Spierling allerede var gammel og svag, er dette næppe ganske rigtigt. Spierling var født 1704 eller 1707 og altsaa omtrent 60 Aar, da han 1766 gik af

0 Om Spierling, se min Afhandling: F ra Midten af 18. Aarh. Militærlægen I 1893 P. 193— 202.

>