ChirurgiskAcademisHistorie_1896

161

naar de ikke havde faaet Tilbud fra Generalchirurøen, O ‘ men da de ikke havde nogen Ansættelse her i Landet, rejste de alligevel. Den omtalte Pensionær havde derpaa skrevet til Hennings, at Greneralchirurg Schmu- cker, der var ved Hæren, havde givet ham Fuldmagt til at engagere Chirurger, og dette bekræftedes af en af Professorerne i Berlin. Han læste derpaa Brevet op, da han ansaa det for rigtigt, at nogle af Landets Børn bleve øvede i Militærchirurgi. „ Je g ved og meget vel, at de unge Chirurger ikke lære saa forfærdelig meget i at bruge Munden, men de kan lære meget i at bruge Hoved og Hænder“ . Da der kun er faa Regimentsfeltskærere, der have tjent i Felten, mente han, at det var nyttigt, at 3—4 unge Chirurger fik Lejlighed dertil. Collegium medicum, som det blev paalagt at drage Omsorg for, at ikke for mange rejste bort, svarede (allerede 1. December 1778), at det ikke ind- saa, paa hvad Maade det skulde kunne forhindre Chirurger i at rejse bort, især naar det var fremmede. Den eneste Maade var, at der blev forment dem Pejsepas, men det vedkom ikke Collegiet. Desuden forekom det Collegiet, at det netop var nyttigt, at Chirurgerne rejste til Feltlazaretterne, og det drejede sig da væsentligst om at sørge for, at de strax kom hjem, hvis der b lev B ru g for dem her. Dette kunde bedst opnaas ved at give Pejsestipendium til 5— 6 Compagnichirurger og 2 Regimentschirurger, og lige­ ledes vilde det være rigtigt, om Winsløw, der opholdt sig i Paris, fik Understøttelse til at rejse til K rig s­ skuepladsen. I en E ftersk rift tilføjedes, at Frederiks Hospitals Direktion fandt det rigtigt, at Winsløw tørst fuldendte sin 3 Aars Rejse, før han rejste til Armeerne. 11