ChirurgiskAcademisHistorie_1896

29

kalclte sig Dr. Anker. Han skar alt det gangrænerede bort og indsmurte derefter Saaret med en Salve, han ikke selv kendte. Koldbranden bredte sig. I sin Fortvivlelse anmodede Konen sin Søn om at hugge Benet af, men dette forhindrede dog hendes Mand, da han frygtede for Blødning. Hun henvendte sig atter til „Dr. Ankera : „Han tillavede nu en stor Por­ tion af det saakaldte forgyldte Plaster (en Blanding a f Menneskeexkrementer og Urin), kom denne noget tynde Masse i en Jerng ryde, som blev sat paa Grløder. Da Massen var bleven ret hed, bød han Konen at sætte det brandige Ben deri, holdt det med Magt der, og lod det koge, indtil Hud og Kød løsnede sig fra Benene, og Foden kunde vrides af i Ankelleddet. Da dette var sket, indviklede han Stumpen i en K lud, bar Konen, som under K o g ­ ningen var besvimet, til Sengs. F ire Timer derefter var hun død. Hvilken Beløning der efter Loven kunde tilkomme Dr. Anker , derom maa Juristen dømme; men dette maa dog anmærkes, at han efter Konens Død truede hendes Mand med en Fordring paa 8 Kdl., som han ved Lovens Bistand vilde tvinge ham at betale, uagtet han under Curen havde b e ­ kommet Madvare, Skjorter m. m. efter Fuskernes sædvanlige S k ik .“ 1) Kvaksalveren blev senere arre­ steret, men hans S tra f kender je g ikke. Fuskerne vare saaledes de a f Publicum mest be­ nyttede Læger, og naar man gaar ud derfra, maa man sige, at skønt saavel Lægernes som Chirurgernes Uddannelse var meget mangelfuld, vare baade Læger og Chirurger uendeligt meget dygtigere end K v ak ­ salverne, selv om disse vare „velærværdige Fu skere“ ,

som Tode kalder de praktiserende Præster. 9 Phys.-oek. og med.-ckir. Bibi. I 1794 P. 439—441.