ChirurgiskAcademisHistorie_1896

60 forstaar ikke, hvor nogen kan tænke paa at ophæve den chirurgiske Anstalt, og han tinder det aldeles anstødeligt at skrive, at Erfaringen har vist, at de botaniske og Oharlottenborgske Anstalter uden dette Middel (Foreningen med Universitetet) vilde være gaaede helt til Grunde, thi deraf, at disse Anstalter havde faaet en anden Bestyrelse, kunde man ikke slutte, at de vilde være gaaede til Grunde.' Desuden stod Kunstacademiet i fuldt Flor. — Til chirurgisk Lærer maatte man have den habileste Mand, selv om han ikke var L iteratus: „Kryger var i Reputation som sær habil til det Slags, skønt ej literatus.“ Dernæst kunde en i Chirurgien udmærket Mand let mangle Lyst til at disputere, „især hvis han anser nogen i Facultetet som sin lidet paalidelige Yen .“ Endelig finder han det ikke raadeligt at bevæge Kongen til nu at træffe Bestemmelse om, hvorledes det skal være, naar Hennings afgaar, fordi ingen nu kan vide, hvad om 10, 20 eller flere Aar vil resolveres. Det er muligt, at den, der faar Successionen nu, ikke vil overtage Pladsen, naar den bliver ledig, og der kan komme en ny Mand saa udmærket, at en kongelig Resolution lader det blive ved det gamle, og Fo r­ bindelsen med Universitetet bliver til intet. Holms fornuftige, næsten profetiske Advarsel toges der, som vi have set, ikke Hensyn til, Consisto- riums Erklæring gik til Cancelliet, og dette voterede da atter. Liixdorph udtalte, at selvfølgelig maatte „Theatret med alle sine Appertinentzer forenes med Universitetet, naar det skulde ske, og man maatte i alt Fald ingen Suppositioner gøre, som kunde sætte Lus i Skindkjortel“ . Berger „bør ikke nævnes, det er nok, naar han ikke fornærmes.“ 28 . Januar 1773 gjorde Cancelliet Forestilling,