591163019

riet i de fleste Tilfælde har taget de paagældende An­ dragender til Følge. Det er naturligvis umuligt i Sager af denne Art, hvor der er et vidt Spillerum for Skøn i de enkelte Tilfælde, og hvor'mange forskellige Omstæn­ digheder faar Betydning (Sygdom, Arbejdsløshed, Antal af Børn etc.), at fastsætte bestemte Regler for, hvor »Trangsgrænsen« findes; men de af Ministeriet af­ gjorte Tilfælde vil dog være egnede til i nogen Grad at være vejledende i lignende Tilfælde, og de i de ommeldte Sager foreliggende Forhold skal derfor kortelig refere­ res her: 1. Frasepareret Hustru, 49 Aar gi., med 1 Søn, 16 Aar gi. Moderen tjente som Væverske 12 å 14 Kr. ugenlig; hendes Helbred var imidlertid svækket, dels ved mange Barnefødsler, dels ved strengt Arbejde i mange Aar, idet Manden havde været meget fordrukken og aldrig sørget for Familien. Sønnen tjente som Arbejdsdreng paa et Værksted 8 Kr. ugenlig; men denne Plads var ikke ganske fast, da Værkstedet til Tider ikke havde Brug for ham; i Andragendet var særlig anført, at Ar­ bejdets Beskaffenhed medførte store Udgifter til Arbejds­ tøj, og at Moderen ønskede at sætte ham i Lære, men ikke evnede dette, medmindre hun fik Bidraget udbetalt. Justitsministeriet ansaa det for rettest, at Bidraget blev udbetalt. 2. Ugift Barnemoder med spædt Barn, begge boende hos Moderens Forældre, hvorfor Moderen betalte ialt 56 Kr. maanedlig; hun tjentesom Fabriksarbejderske gen­ nemsnitlig 14 Kr. ugenlig. Justitsministeriet paalagde Magistraten at udbetale Bidraget. 8. Ugift Barnemoder med 1 Søn, 9 Aar gi. Moderen tjente som Væverske 17—18 Kr. ugenlig; Sønnen var svagelig. Justitsministeriet fandt det rettest, at Bidraget blev udbetalt. 4. Fraskilt Hustru med 8 Børn, nemlig 1 Datter, 15 Aar gi., og 2 Sønner, 10 og 9 Aar gi. Moderen havde