591163019

ikke ved egne Midler kunde naa til deres Ret; men denne Hjælp gælder altsaa kun de egentlige Retssager og ydes først, efter at de indledende Skridt er fore­ tagne. I alle de andre Tilfælde, hvor man i Livets mange forskellige Forhold kan trænge til retskyndig Vejled­ ning, stod den Uformuende uden Støtte. Selv om offent­ lige Kontorer og Sagførerne i vid Udstrækning ydede den Ubemidlede Hjælp i retslige Anliggender uden at tage Betaling derfor, var man klar over, at dette i Al­ mindelighed ikke vilde komme ham til Nytte, naar han ikke vidste, hvor han skulde henvende sig med sin Sag. Indenfor den til Studentersamfundet hørende Kreds af Jurister, der efter en kortvarig Diskussion i Pressen i Efteraaret 1885 havde taget Sagen op til Overvejelse, herskede der heller ingen Tvivl om, at der var en Trang at afhjælpe. Af Retshjælpens ældste Beretning ses det derimod, at Spørgsmaalet om Formen for Sagens Udførelse nøje har været drøftet. Det gjaldt dengang navnlig ogsaa at bekæmpe den stadig om sig gribende Kommissionærvirksomhed, hvorved Fattigfolk ganske prisgaves de »billige Skrivestuers« Udsugningssystem, og det var derfor af væsentlig Betydning at Unde den rette Vej til klart og tydeligt at angive Virksomhedens uegennyttige og sagkyndige Karakter og hurtigt at vinde Tillid hos den Del af Befolkningen, man vilde hjælpe. Den Erfaring, der kunde høstes af lignende Virk­ somheder i Udlandet, var kun ringe. Af Forbilleder kendtes kun de kommunale Fattigsagførere i Gøteborg og Stockholm og de franske Advokatsamfunds Kontorer, hvor unge Jurister ydede Ubemidlede gratis Hjælp. Man kom imidlertid ved Overvejelserne til det Resultat, at Henvendelse om Løsning af Spørgsmaalet til Kommunen eller til bestaaende fagjuridiske Organisationer næppe vilde føre til Sagens praktiske og hurtige Gennemførelse, og da Studentersamfunde t tidligere bl. a. ved sin Arbejderundervisning havde vist sig vel egnet til at at danne Grundlaget for Institutioner med lignende al­ mennyttige Fonnaal, og man paa Forhaand maatte føle