VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

105 sentimentale Tone. Da den udmærkede Officer og S tatsmand Poul Vendelbo Løvenørn døde 1740, fik han in te t værdigt Mindesmærke, hvad L. Thura meget beklager. Istedetfor »Epitafia« indrykker han saa i tred je Del af sin V itruvius nogle Linier som »til denne store Mands Ære, b land t andre af en fornemme Ven ere udkastede«. Denoverordentlig vidtløftige Udtalelse om den berøm te Afdøde er faktisk i Tidens almindelige Form for Gravskrifter. Allerede Begyndelsen er ka rak ­ teristisk : »Min Læsere! Forundre Dig ej over, a t jeg taler til en Død som til en Levende. Men i hvem jeg taler til og hvem jeg taler om, saa opsætter Du straks din ubilhge Dom og Tanke, naar Du betænker min hellige Sorg, som er en al­ mindelig Sorg for alle brave Folk. Bland din med vores og vær enig med mig i a t beklage, bejam re og begræde et sto rt Tab, et mærkeligt Forlis af en stor, stor og herlig Dyd. Den berøm te og navnkundige Løwenørn er os ved Guds uransagelige Forsyn uformodentlig fratagen. Han er død!« Der fortsæ ttes paa samme Maade og i samme Toneart og sluttes af med følgende Vers:

Det er den Støtte, som jeg Dig til Æ re sætter, et ufuldkomment Tegn paa din Fuldkomnhed. Jeg viser kuns dermed, jeg ej min Pligt forgæ tter som jeg Dig skyldig er for al din Kærlighed. Jeg gaar da fra din Grav med et bedrøvet H jerte hvori Du levende med al din Godhed staar. Jeg føle vil med Lyst min Sorg og quælend’ Smerte, ind til jeg paa min Sorg ved Døden Ende faar.

Var end mangfoldige Gravmæler gaaet til Grunde — og netop af dem, der var anb rag t ved Vægge og Piller og følgelig det synlige — en Delvar dog i Be­ hold endnu og v a r bleven skønsomt istandsatte af en pietetsfuld Efterslægt. Men det kunde ikke være andet, end a t man maa have savnet den saa rige Fylde af Sku lp turvæ rker og malede Tavler, der i sin Tid havde g jort netop denne Kirke saa overordentlig hyggelig og fortroligt menneskelig. I de første Aar efter 1738 maa den have gjort et noget nøgternt Ind tryk — omend ikke i samme Grad, som da den efter Beformationens Indførelse stod saa godt som med helt bare Vægge. Det skulde dog ikke vare længe, før andre og rige Grav­ m inder, særlig Ep itafier og Sarkofager, kom til og lidt efter lid t fyldte de nyind­ rettede Kapeller. Ødelæggelsen 1807 var imidlertid saa grundig og Sansen for a t bevare, hvad der kunde have været Bevaring værd, saa ringe, a t faktisk in te t af Værdi er os levnet af Kirkens Gravminder fra 18. Aarh. Af Omtale fra de tte Aarhundrede kendes dog en Kække af Samtiden hø jt værd­ sa tte Mindesmærker. Men, fraregnet ganske enkelte Gravminder vides in te t om, hvorledes de ha r været. Saa meget vides dog, a t Sarkofager, der op igennem 18. Aarh. overalt bliver en stadig hyppigere brugt Form for det fornemme Grav